Da Taika Waititi i sidste uge havde premiere på sin Anden Verdenskrig-satire ’Jojo Rabbit’ delte den i høj grad vandene hos de amerikanske anmelderne, hvor især skildringen af nazismen blev kritiseret blandt nogle.
Men festivalens publikum placerede sig på den begejstrede fløj. I går tildelte de nemlig ‘Jojo Rabbit’ den eftertragtede publikumspris.
Med netop den erkendtlighed i bagagen er filmens Oscar-chancer steget markant. Kigger man på statistikken bag, er der nemlig nu stor sandsynlighed for en nominering for bedste film. Vinderen af Toronto Film Festivals publikumspris har tidligere fået en Oscar-nominering for bedste film 10 gange de seneste 11 år, hvoraf fire af titlerne tilmed vandt den eftertragtede guldstatuette. Senest sidste år med ’Green Book’ og tidligere med ’12 Years a Slave’, ’The Kings Speech’ og ’Slumdog Millionaire’.
At Waititi modtog prisen, kom bag på de fleste. Eksperter have i stedet satset på Noah Baumbachs Netflix-film ’Marriage Story’ og Bong Joon-hos Guldpalmevinder ’Parasite’. De to film gik i stedet derfra med henholdsvis en anden- og tredjeplads. Mange havde også store forventninger til Todd Phillips Guldløvevinder ’Joker’, der gik tomhændet hjem.
Med danske briller kan man glæde sig over, at Feras Fayyads danskproducerede ’The Cave’ vandt publikumsprisen for bedste dokumentarfilm. Der skulle således være gode chancer for en Oscar-nominering i dokumentarkategorien. Fayyad har tidligere været nomineret for den ligeledes danskproducerede dokumentar ‘Last Men in Aleppo’.
’Jojo Rabbit’ får premiere herhjemme 16. januar næste år. Det vides endnu ikke, hvornår vi får ’The Cave’ at se.