Kigger vi tilbage på hele Oscar-historien domineres listen over de største instruktørnavne af legendariske studieinstruktører som William Wyler, Fred Zinnemann, David Lean, John Ford, Frank Capra, Elia Kazan og Billy Wilder.
Men hvordan ser en aktuel top 10 ud, der kun medtager endnu aktive instruktører, som 2020-publikummet kan forventes at have et medlevende forhold til?
Listen her er en opdatering og udvidelse af en liste, vi lavede tilbage i 2015, hvor Coen-brødrene og nu afdøde (og derfor diskvalificerede) Milos Forman var repræsenteret på top 10. Det er de så ikke længere, for i mellemtiden har en flok mexicanere, populært kaldet the three amigos, sat sig benhårdt på institutionen Oscar.
Nå ja, og så kan vi tilmed præsentere en ny nummer 1!
Vi har opstillet en ret simpel ligning for inklusionen på denne top 10 over de største nulevende Oscar-instruktører: En nominering for bedste instruktør giver to point. Det giver yderligere tre point oven i nomineringen at hjemtage en Oscar.
10. Roman Polanski
(3 nomineringer, 1 Oscar = 9 point)
Nomineringer: Chinatown (1974), Tess (1979), The Pianist (2002)
Det var en stor overraskelse for mange, at Polanski vandt i 2002 for ’The Pianist’ – i et år, hvor han var oppe imod forhåndsfavoritterne Rob Marshall (’Chicago’) og Martin Scorsese (’Gangs of New York’). Selv om formentlig meget få i dag vil fremhæve ’Gangs of New York’ som andet end en parentes på værklisten, skal man huske på, at Scorsese i 2002 endnu aldrig havde vundet en Oscar (det skete først fire år senere med ’The Departed’), og derfor troede mange, at 2002 ville være året, hvor Akademiet ville sone for sin undladelsessynd.
’The Pianist’ (der også gav sin indtil da ret ukendte hovedrolleindehaver, Adrien Brody, en mindst lige så overraskende Oscar) er et drama om en overlevende pianist i Warszawas sønderbombede ghetto under Anden Verdenskrig. Der er helt sikkert tale om hjerteblod for Polanski (med tanke på hans polsk-jødiske aner), og selv om ’The Pianist’ til tider er en kende formmæssigt stiv og statelig, er en af filmens styrker, at den ikke ophæver Brodys figur (Szpilman) til en helt eller en ukuelig fighter, men ’bare’ som én, der overlevede.
Polanski kunne ikke modtage sin Oscar den aften for 17 år siden, da han ikke har sat sine fødder på amerikansk jord siden 1977, hvor han flygtede ud af landet i forbindelse med anklagen for anal voldtægt af en 13-årig pige. Men en Oscar in absentia er stadig en Oscar – en pris, han med tanke på nutidens politiske klima helt sikkert ikke havde vundet i 2019-sæsonen (det har aktuelt ført meget harmdirrende kritik med sig, at Polanski for nylig blev nomineret til et dusin César-priser, den franske Oscar-pendant, for sin seneste film, ’An Officer and a Spy’, hvor han har trukket paralleller mellem det antisemitisk motiverede justitsmord på den jødiske kaptajn Dreyfus og sin egen situation – forfulgt af over 40 år gamle anklager).
Hvis Akademiet følte, at de skyldte Scorsese noget i 2002 (men jo altså ikke følte det nok), så kunne det samme sådan set siges om Polanski (i mindre omfang, men alligevel), der i 1974 tabte for sit udødelige mesterværk ’Chinatown’ i et clash of the titans med Francis Ford Coppolas ’The Godfather Part II’. Han missede også en statuette i 1980 for ’Tess’, hvor han tabte til Robert Redford (’Ordinary People’), men i dét tilfælde tabte sammen med Scorsese (’Raging Bull’)!
Polanski kan med god ret siges at være blevet overset mange gange på nomineringsfronten, når man medtænker, at hans filmografi indeholder titler som ’Rosemary’s Baby’, ’The Tenant’, ’Frantic’ og ’The Ghost Writer’.
9. Alfonso Cuarón
(2 nomineringer, 2 Oscars = 10 point)
Nomineringer: Gravity (2013), Roma (2018)
Jeg tænker umiddelbart, at de to Cuarón-film, der har sat sig de største spor hos publikum, kritikere og kommende store filmskabere er to film, den i London bosiddende mexicaner ikke blev Oscarnomineret for; nemlig hans mexicanske dannelseshistorie, ’Og din mor…’ (’Y Tu Mamá También’) (2001) og fremtidsdystopien ’Children of Men’ (2006), der begge så afgjort hører til nyklassikerfeltet.
’Children of Men’ – og ikke mindst Cuaróns virtuose brug af single shot-actionsekvenser – blev Oscar-nomineret for sin fotografering (ved selveste Emmanuel ’Chivo’ Lubezki), klipning og manuskript, men ikke for sin instruktion (hvilket kan forklares med, at filmen ikke var nomineret for bedste film).
’Gravity’ markerede Cuaróns store Oscar-gennembrud: og selvom mange – inklusive undertegnede – måske nok vil stille spørgsmålstegn ved filmens styrke som fortælling (og ved brugen af George Clooney som en slags sødemiddel, der er strategisk anbragt for, at den stærke medicin kan glide lettere ned – er filmen indiskutabelt en mageløs teknisk bedrift. Det samme kan for så vidt siges om ’Roma’, der ligesom ’Gravity’ måtte nøjes med at være runner-up i bedste film-kategorien (de to film tabte til henholdsvis ’12 Years A Slave’ og ’Green Book, men som altså vandt Cuarón en instruktør-Oscar
Men sidstnævnte har en fortælling og en personlighed, der gør den til et stærkere, og formentlig mere varigt, kunstnerisk statement. Cuarón satte trumf på ved også selv at fotografere ’Roma’, en indsats han også vandt en Oscar for. Næsten lidt for blæret…
8. Francis Ford Coppola
(4 nomineringer, 1 Oscar = 11 point)
Nomineringer: The Godfather (1972), The Godfather Part II (1974), Apocalypse Now (1979) The Godfather Part III (1990)
Tænk sig ikke at vinde for ’The Godfather’… uha, da. Ikke at Bob Fosses arbejde på ’Cabaret’ var en decideret ufortjent vinder, men, ok, jo, det var det jo så alligevel konkurrencen taget i betragtning. John Boorman var også nomineret for ’Deliverance’ det år: New Hollywood var i den grad ankommet anno 1972!
I 1974 fik Coppola så sin Oscar, i et år, der for mange står som et af de stærkeste felter nogensinde i kategorien: Han besejrede således Roman Polanski for ’Chinatown’ og John Cassavetes for ’A Woman Under the Influence’.
I 1979 var Coppola igen oppe mod Bob Fosse (denne gang for ’All That Jazz’), men han tabte til Richard Bentons ’Kramer vs. Kramer’. Nu har jeg altid haft et svagt punkt for ’Kramer vs. Kramer’, men en større instruktørbedrift end ’Apocalypse Now’?
Den anden side af historien (som med tanke på Coppolas manglende aftryk på de sidste 40 års filmhistorie, måske ikke er så langt ude endda) kan man få serveret, hvis man læser filmhistoriens måske bedste selvbiografi, Paramount-producerlegenden Robert Evans’ ’The Kid Stays in the Picture’.
Her piller produceren på klassikere som ’Rosemary’s Baby’, ’The Godfather’ og ’Chinatown’ virkelig glorien af Coppola og hævder råt for usødet, at Coppola var en ufokuseret galning, der vandt udødelighed (for ’The Godfather’), fordi han havde en producer (læs: Evans), der kunne organisere materialet for ham på en måde, så der kom stor kunst ud af rodebunken.
Hvad Evans naturligvis ikke kan tage fra Coppola er, at det var Coppola, der skød de scener, Evans (ifølge eget udsagn) i sidste ende fik en fremragende film ud af. Gør det Coppola til en mindre instruktørbegavelse, at han ikke var god til at redigere sine egne film? Hmm, det kan man jo få en god diskussion ud af i de små hjem.
7. Oliver Stone
(3 nomineringer, 2 Oscars = 12 point)
Nomineringer: Platoon (1986), Born on the Fourth of July (1989), JFK (1991)
Det kan godt være, at Stone oven på fiaskoer som ’W’ (2008) og ’Alexander’ (2004) og sit bonkammerateri med tvivlsomme typer som Hugo Chávez og Fidel Castro er blevet lidt en persona non grata i Hollywood, men de to Oscars han vandt for de Vietnam-beslægtede krigsfilm i 1980erne, kan man jo altså ikke tage fra ham. Lad mig dog bare nævne, at han i 1986 slog Woody Allen for mesterværket ’Hannah and Her Sisters’ og David Lynchs ditto, ’Blue Velvet’.
Tre år senere vandt han over et ret svagt felt (dog igen med Allen for ’Crimes and Misdemeanors’, også kendt som den virkelig gode version af ’Match Point’!).
Med ’JFK’ opnåede han en fortjent nominering. Det er på mange måder hans bedste film, ikke mindst ved sin imponerende krydsklipning af et dybt komplekst sags- og begivenhedsforløb, men det år tilhørte Jonathan Demme for ’The Silence of the Lambs’, der vandt i næsten alle store kategorier.
Stone, der ellers troligt maser på, har ikke været Oscar-nomineret i 28 år…
6. Alejandro Gonzalez Iñárritu
(3 nomineringer, 2 Oscars = 12 point)
Nomineringer: Babel (2006), Birdman (2014), The Revenant (2015)
Den mexicanske venskabsforening, der foruden Iñárritu består af Alfonso Cuarón og Guillermo del Toro, har sat sig tungt på instruktørkategorien i Oscar-land. I årene 2012-18 vandt de Oscaren for bedste instruktør fem ud af syv gange (!).
Fælles for de tre mexicanske intruders ved det fine selskab er, at de er visuelt overlegne filmskabere, der ser muligheder, hvor andre måske ser uløselige problemer og derfor vælger en nemmere udvej.
Man kan ikke tage noget fra Iñárritu, når det kommer til hans evne til at realisere store (på papiret, hovedløse) projekter med en besnærende teknisk flair, men han kunne måske sagtens lære noget af sin lidt mere ydmyge kammerat Del Toro, der som hovedregel udfolder sit mesterskab i den gode fortællings tjeneste. Jeg mangler endnu at lokalisere den rigtig gode fortælling fortalt på en vedkommende måde i Iñárritus oeuvre. Men det er ham, der har vundet to Oscars, og det er ham, der fik Leonardo DiCaprio til at slæbe sig gennem sne og kulde i Alaskas vildmark uden egentlig at give ham muligheden for at gøre det, han er god til, nemlig at spille skuespil, så…
5. Ang Lee
(3 nomineringer, 2 Oscars = 12 point)
Nomineringer: Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000), Brokeback Mountain (2005), Life of Pi (2012)
Ang Lee kom (for) sent i betragtning i Oscar-sammenhæng. Måske det hænger sammen med hans taiwanesiske rødder? Men nomineringer for både ’Sense and Sensibility’ og ’The Ice Storm’ i 1990’erne havde været helt på sin plads. Herefter har Akademiet formået at slå ned på de ’rigtige’ film på værklisten og altså givet ham Oscar’en to gange, interessant nok begge i såkaldte split years, hvor prisen for bedste film gik til en anden film end Lees, nemlig ’Crash’ og ’Argo’.
Havde Ben Affleck været nomineret i 2012, havde han helt sikkert vundet, men respekten for Lees håndværk på ’Life of Pi’ (hjulpet på vej af en overmåde vellykket CGI-gestaltning af Pis ledsager på flåden, en velvoksen tiger) fik Akademiet til at se bort fra selveste Spielberg og dennes ’Lincoln’. Og lad os så ikke rode for meget rundt i ’Crash’ vs. ’Brokeback Mountain’ her. Det var da i det mindste godt, at Akademiet gjorde det rigtige i ét ud af to tilfælde, nemlig at give Lee en Oscar for instruktion.
Lees karriere siden 2012 har været et – for en så snusfornuftig og nede på jorden-lignende type som han – forunderligt/forvirrende fald fra tinderne. Han har forsøgt sig med den nyeste teknologi i forhold til det digitale billedformat HFR, hvilket har resulteret i komplet mislykkede film som ’Billy Lynn’s Long Halftime Walk’ of ’Gemini Man’. Hvor blev Lee – den overlegne, fintfølende fortæller – dog af?
4. Clint Eastwood
(4 nomineringer, 2 Oscars = 14 point)
Nomineringer: Unforgiven (1992), Mystic River (2003), Million Dollar Baby (2004), Letters From Iwo Jima (2006)
Da først Eastwood fik knækket koden i forhold til at indynde sig ved Akademiet, var der også virkelig hul igennem. Det vidner hans anden Oscar for ’Million Dollar Baby’, bokse-/aktiv dødshjælp-drama, om. Dén film kom ind fra højre meget sent i Awards Season-forløbet i 2004 og formåede at skubbe forhåndsfavoritten, Martin Scorseses ’The Aviator’, til side. Måske mere et udtryk for svagheden ved Scorseses film end særskilte styrker ved Eastwoods.
Med ’Mystic River’ formåede Eastwood at forvandle en hårdkogt krimifortælling til et melodrama, hvilket gav begge hans mandlige skuespillere (Tim Robbins og Sean Penn) Oscars, men det er så langt fra en af hans bedste film.
Det er derimod både ’Unforgiven’, en velkommen anomali i 1990’erne, hvor en af de store statuetter rent faktisk tilfaldt en mand, der fortjente den, og ’Letters From Iwo Jima’, det nok mest modige og kompromisløse værk i filmografien, hvor Eastwood beviste, at han var andet og mere end en simpel patriot. Han havde viljen, evnen og indsigten til at portrættere ’dem på den anden side’.
Eastwood har været produktiv lige siden, men leveret mange duds hen ad vejen. Han har dog et navn og en statur i det amerikanske filmlandskab, der gør, at hans film altid nævnes og modtages som konkurrencefilm i Awards-sammenhæng. Hans seneste, ’Richard Jewell’, gav for eksempel Kathy Bates en birollenominering i år. Det er ikke sikkert, hun havde opnået den ære, hvis der ikke havde stået Eastwood på instruktørkortet.
3. Woody Allen
(7 nomineringer, 1 Oscar = 17 point)
Nomineringer: Annie Hall (1977), Interiors (1978), Broadway Danny Rose (1984), Hannah and Her Sisters (1986), Crimes and Misdemeanors (1989), Bullets Over Broadway (1994), Midnight in Paris (2011)
Woody Allen er noget nær definitionen på en auteur i den nyere amerikanske filmtradition, og man kan derfor ikke helt opgøre hans meritter uden at tælle nomineringer og Oscars med for hans manuskripter. I så fald hedder hans rekordliste: 4 Oscars, 24 nomineringer (!). Havde vi således kombineret instruktør- og manuskriptnomineringer og i stedet kaldt listen for de største aktive Oscar-auteurs, ja, så havde Allen vundet en jordskredssejr.
Han kom flyvende fra start i Oscar-sammenhæng med ’Annie Hall’, og selvom Akademiet – i overensstemmelse med bagmandens egne blandede følelser for filmen – så bort fra ’Manhattan’ to år senere, var Akademiet årvågne ved at nominere hans måske mest prægnante filmarbejder i 1980erne.
’Midnight in Paris’ blev i 2011 hans hidtil største biografsucces i USA og dermed den seneste film, hvor han også blev nomineret for sin (postkort-pittoreske) instruktion. Så ramte Metoo, og de gamle historier om Allens angivelige misbrug af adoptivdatteren Dylan blev luftet igen. Siden har Allen – selvom han ikke er dømt for noget – lignet en færdig mand. Alderen trykker selvsagt også.
2. Steven Spielberg
(7 nomineringer, 2 Oscars = 20 point)
Nomineringer: Close Encounters of the Third Kind (1977), Raiders of the Lost Ark (1981), E.T. (1982), Schindler’s List (1993), Saving Private Ryan (1998), Munich (2005), Lincoln (2012)
Der findes et berømt klip, der fanger den unge, fremadstormende Steven Spielberg i det øjeblik, han må konstatere, at han ikke har opnået en Oscar-nominering for sin definitive gennembrudsfilm, ’Jaws’ (1975). Manden er rasende, frustreret, indigneret. Og, ja, selvfølgelig skulle han have været nomineret for ’Jaws’, men han var oppe imod ’Nasville’ (Robert Altman), ’Dog Day Afternoon’ (Sidney Lumet), ’Amarcord’ (Federico Fellini), ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’ (Milos Forman) og ’Barry Lyndon’ (Stanley Kubrick). Av for et felt! Jeg er glad for, at jeg ikke skulle vælge én fra ud af de seks.
Hvis den indledende skuffelse har fungeret som brændstof for Spielbergs senere jagt på hæder og anerkendelse, må man sige, at han har formået at kanalisere den på eksemplarisk vis.
Det er svært at argumentere mod en eneste af hans nomineringer (selvom ’Lincoln’ er lige lovlig lang i spyttet), men hvis man skal se sprækker i Spielberg-rustningen, kan man forsigtigt anføre, at han nok har opnået de nærmest obligatoriske bedste film-nomineringer for sine dramaindsatser lidt per automatik i nyere tid: ’War Horse’, ’Bridge of Spies’ og ’The Post’. Værd at bemærke er det dog, at han ikke personligt er blevet fremhævet (i kraft af en instruktør-nominering) i de tre tilfælde.
Det er typisk Oscar, at Spielberg vandt sine to Oscars, da han var blevet mere end bare en populær filmskaber. For at vinde Oscars som instruktør skal du også være respektabel. Det blev han med de seriøse Anden Verdenskrigs-dramaer fra 1990’erne.
Måden han opbygger et komplet omsluttende univers, der på utrolig indfølt vis formidler barnesindets forundring i den første time af ’E.T.’, er nu en mindst lige så stor bedrift som de to krigsfilm. Men vi ved jo godt alle sammen, at Oscar ikke vil se verden gennem barnets øjne, men gennem den voksne (hvide) mands øjne; der hvor de store og vigtige beslutninger træffes, og hvor heltemodet finder sted på verdensscenen frem for i forstadsbarneværelset.
1. Martin Scorsese
(9 nomineringer, 1 Oscar = 21 point)
Nomineringer: Raging Bull (1980), The Last Temptation of Christ (1988), Goodfellas (1990), Gangs of New York (2002), The Aviator (2004), The Departed (2006), Hugo (2011), The Wolf of Wall Street (2013), The Irishman (2019)
Modsat sin stjerne i de ’unge’ år, Robert De Niro, var Scorsese ikke så heldig at vinde sin Oscar, mens han lavede sine mest epokegørende film. Ergo har Akademiet behandlet ham mere som en Al Pacino, der måtte vente helt til 90’erne (og ’Scent of A Woman’, af alle film!) før han fik den gyldne statuette med hjem.
Scorsese blev overset allerede i 1977 for ’Taxi Driver’, men tabte i 1980 til Robert Redford for ’Ordinary People’, et af de oftest fremhævede eksempler på, hvad der er galt med Akademiet: Hvordan vælge ’Ordinary People’ over ’Raging Bull’? Igen: Kodeordet er – ligesom i tilfældet Spielberg – respektabilitet. Den havde Scorsese endnu ikke vundet i tilstrækkeligt mål med sine mørke sædeskildringer fra New Yorks underverden. Historien gentog sig i 1990, hvor ’Goodfellas’ tabte til ’Dances With Wolves’, og Kevin Costner løb med instruktørhæderen. Ord er overflødige. Det er definitivt en af Akademiets mest omdiskuterede – og indlysende forkerte – beslutninger.
Sagen er, at den savnede respektabilitet først begyndte at klæbe til Scorsese i det øjeblik, han blev regnet for en elder statesman inden for branchen, hvilket hele seks nomineringer siden 2000 tydeligt vidner om (for få vil vel påstå, at 00’erne udgjorde Scorseses bedste årti som filmskaber?). Han vandt for ’The Departed’ i 2006, hvilket har den lille ironi i sig, at det måske er den af hans sene film (’The Irishman’ undtaget), der mest tydeligt griber tilbage til hans oprindelige formsprog og tematikker. Det tvetydige og ambivalente mørkeland, som den kriminelle underverden bliver et billede på (bagsiden af den amerikanske drøm) var lige pludselig blevet respektabelt, fordi den ansvarlige var blevet en ældre herre, der tilmed åbent gerne ville vinde en Oscar.
At Scorsese endnu har kunnet score (fortjente!) nomineringer i 10’erne som nogen-og-70-årig er tegn på en imponerende stamina og en kærlighed til (og ydmyghed over for) metieren. Denne vedholdenhed har så også – med nomineringen for dette års ’The Irishman’ – skubbet ham forbi Spielberg og op på toppen af Oscarfirmamentet. Vi kongratulerer!
Se også: Hvordan en sydkoreansk film kunne vinde Hollywoods elskede Oscar
Se også: De 35 mest ventede film i 2020.