Den samfundssatiriske thriller ’The Hunt’ skulle egentlig have haft premiere sidste år. Men ekstremt uheldig timing gjorde, at filmen blev beskyldt for glorificering af vold i forbindelse med en af USA’s mest betændte debatter om masseskyderier, og resulterede i en hidsigt løftet Twitter-pegefinger fra ingen ringere end Donald Trump.
Men (næsten) al omtale er god PR, og hele balladen gjorde ‘The Hunt’ til forrige års mest omdiskuterede film – som ingen nogensinde havde set.
Skræddersyet provokation
At Trump gik lige i ’The Hunt’s åbne fælde og angreb filmen for partiskhed, er egentlig ret forståeligt. Filmens omdrejningspunkt er nemlig en skræddersyet tikkende bombe, der synes plantet netop for at lokke kritik ud af alt-right-tilhængere gennem 280 overildede characters på Twitter.
I ’The Hunt’ vågner 12 desorienterede konservative amerikanere op i en lysning uden nogen anelse om, hvor de er. Hurtigt bliver det dog gjort klart, at de er del af et stort hævntogt mod våben-fetisherende republikanske bonderøvene, der stemmer på Trump og ikke tror på global opvarmning.
De 12 er nu hovedpersoner i en bizar menneskejagt, anledt af en gruppe politisk korrekte, elitære demokrater, som er udstyret med alverdens skydevåben, for at lære the damn rednecks, hvordan det føles, at leve på den forkerte siden af aftrækkeren i et paranoidt samfund uden nævneværdig våbenlovgivning.
Før premieren på ‘The Hunt’, som oprindeligt var sat til den 27. september 2019, gik rygtet, at Craig Zobel – der tidligere har instrueret ’Westworld’ og ’The Leftovers’ – havde arbejdet på filmen under titlen ’Red State vs. Blue State’. I manuskriptet, som Zobel har skrevet i samarbejde med Damon Lindelof (‘The Leftovers’, ’Lost’), skinner politiske kommentarer også yderligere igennem.
Især blandt filmens frelste demokrater, der mener, at de kun er morderiske ud af nød, stikkes der konsekvent til USA’s republikanske befolkning – som lederne af menneskejagten omtaler som ’deplorables’, der på dansk oversættes til ’beklagelige skampletter’.
Betegnelsen ’deplorables’ var et udtryk, Hillary Clinton brugte om halvdelen af Trumps tilhængere under sin præsidentkampagne i 2016. ‘Deplorables’ var individer der, i hendes øjne, var uden for pædagogisk rækkevidde og som hun på forhånd opgav at bejle til, fordi de havde for ekstreme »racistiske, sexistiske, homofobiske og xenofobiske« verdenssyn.
Og al snakken om ‘The Hunt’, der ‘angiveligt’ opfordrede til vold mod Trump-elskende alt-right-typer, skubbede altså til sidst Trump selv udover kanten. I august skrev præsidenten – uden at have set filmen – en længere post på Twitter, om Hollywoods partiske produktion af regeringskritiske film, herunder ’The Hunt’:
»Liberale Hollywood er racistisk på højeste niveau og med stor vrede og had. De kan godt lide at kalde sig selv ‘eliten’, men de er ikke rigtig eliten,« skrev Trump. »Filmene, der bliver udgivet, er lavet for at skabe røre og kaos. De skaber deres egen vold og så forsøger de at skyde skylden på andre. De er de sande racister og meget dårlige for vores land!«
Zobel selv var forbløffet:
»Det føltes helt bizart, fordi filmen var ment som en absurd satire. Midt i de alvorlige diskussioner, var jeg ham fyren, der stod i hjørnet og råbte, ‘Det er en sjov film, det lover jeg! Jeg vil have, at folk ser den!’. For det er i bund og grund en film om de fordomme, man har overfor ting, man ikke ved noget om«, fortalte instruktøren senere i et interview med The Guardian.
Her beskriver Zobel også, hvordan han hørte om Trumps tweet:
»Jeg var ved at færdiggøre filmens lydmiks, da jeg fik en sms fra Ike Barikholtz, en af skuespillerne, som skrev, ‘Jeg tror, at USA’s præsident lige har tweetet om vores film’. Jeg var nødt til at slå op, hvad han mente, og endte med at bruge resten af dagen på at stå udenfor vores lydlokaler og forsøge at gennemgå, hvad der foregik. Det var ret unikt. Den dag, præsidenten tweeter om dig og din film, er en virkelig underlig dag«.
Premieren sløjfes
Polemikken om ‘The Hunt’ boblede og sydede, men i kølvandet på en række masseskyderier i Californien, Texas, Missouri og Ohio i august og september valgte Universal at trække filmen fra biografdistribution på ubestemt tid.
I en pressemeddelelse skrev filmstudiet, at de havde sat marketingkampagnen på pause efter masseskyderierne, men at de stadig bakkede op om filmens kunstneriske ytringsfrihed.
»Vi står ved vores filmskabere og vil fortsat distribuere film i samarbejde med modige og visionære skabere, ligesom dem, der har arbejdet på denne satiriske sociale thriller. Men vi forstår, at det lige nu ikke er det rette øjeblik at udgive filmen«, skrev Universal i en pressemeddelelse.
Flere medier (heriblandt Rolling Stone, Slate og Vanity Fair) satte imidlertid anderledes utvetydigt lighedstegn mellem premiere-u-vendingen og Trumps lede, om end Indiewire umiddelbart efter ekslusivt kunne bekræfte, at beslutningen om at aflyse premieren var taget inden præsidentens Twitter-angreb. »Ironisk nok tror vi, der har lavet filmen, at den faktisk vil bringe folk tættere sammen«, supplerede Lindelof i ‘The Hunt’s forsvar til The Hollywood Reporter.
En nogenlunde lykkelig slutning
Efter et halvt år på hylden, gav Universal og medproducenten Blumhouse ‘The Hunt’ en ny premieredato i midten af marts 2020, og flettede efterårskontroversen ind i filmens nye tagline: »Decide for yourself«.
Men da coronakrisen som bekendt lukkede biografer verden over i selvsamme måned, blev udgivelsen igen-igen annulleret i 11. time.
Af frygt for at brænde inde med store filmtitler, har mange af Hollywoods største studier vendt sig mod streamingtjenesterne for finansiel redning. Og i stedet for at udskyde ‘The Hunt’s premiere en tredje gang, så Universal derfor deres chance for, en gang for alle at læsse den varme kartoffel af direkte på streaming. Hvorfor filmen nu kan ses på Viaplay og Blockbuster herhjemme.
En løsning, der nok fra start af havde været den mest logiske for en midnight madness-thriller som ‘The Hunt’, og som givetvis havde sparret Universal for flere måneders Twitter-spekulationer om, hvorvidt studiet undergravede Craig Zobels kunstneriske frihed – paradoksalt nok i kampen om en film, der viste sig at gå akkurat lige så morderisk drilsk til demokrater som republikanere, og hvis budskab netop understreger vigtigheden af ikke at gå på kompromis med ytringfriheden.
Instruktøren selv holdt døren åben for forsoning i The Guardian i sidste måned: »Jeg tror, præsidenten vil kunne lide den. Og selv, hvis han kun ser den for actionscenernes skyld, så er det også fint med mig«.
‘The Hunt’ kan lejes eller købes på Blockbuster og Viaplay.