‘Central Park’ sæson 1: Ny animationsserie fra ’Bob’s Burger’-skaber drukner i musicalindslag

2 6
‘Central Park’ sæson 1: Ny animationsserie fra ’Bob’s Burger’-skaber drukner i musicalindslag

’Central Park’ er sandsynligvis den første animerede musicalkomedieserie nogensinde. Alligevel føles den mere træt end frisk, mere gammelkendt end nyskabende. For selvom ’Bob’s Burger’-skaber Loren Buchards nye serie er lavet efter en original opskrift, er ingredienserne smagt før.

Præmissen lader sig let forklare: Vi følger familien familien Tillerman, der bor i et hus i New Yorks turistkære Central Park. Farmand Owen er parkbestyrer, mor Paige arbejder som journalist, og ungerne Molly og Cole går bare i skole. Så langt, så let, og hvis du alligevel er forvirret, skal Birdie – parkmusikant og filmens fortæller – nok forklare dig det hele en gang til. Han eksisterer udelukkende for at levere eksposition på en musikalsk og undertiden charmerende måde, og det gør han så, lovligt ofte.

Ved siden af parken bor fortællingens skurk, den stenrige og narcissistiske millionøse Bitsy, der vil opkøbe parken og fylde den med storcentre.

Hvert afsnit af ’Central Park’ følger familiens mere eller mindre ophidsende liv i og omkring parken og skubber samtidig fortællingen frem mod en uundgåelig konflikt med den nederdrægtige Bitsy. Afsnit fire, ’Garbage Ballet’, handler for eksempel om parkbestyrer Owens problemer med at få transporteret skrald ud af parken. Og i ’Hat Luncheon’ skal han holde tale til et fint middagsselskab. Gys, altså.

Imens forsøger mor Paige at slå sit navn fast som hårdtslående reporter, og ungerne plejer hver deres håbløse forelskelse:

Molly er forgabt i en dreng, hun kun kender som ’kite boy’, for hun tør ikke tale til ham. I stedet betragter hun ham på afstand, mens han flyver med sin drage, og tegner ham ind i den superheltetegneserie, der vokser frem i hendes skitsebog. Og Cole er helt væk i Shampagne, millionøse Bitsys lille vovse, som han fandt i parken, da den var undsluppet sin hundepasser. Men må han beholde den?

»I promise I’ll pick up his every excrement!« bedyrer Cole over for sin far, da Owen opdager, at hans søn er ved at rode sig ud i en regulær gang dognapping.

Coles forsikring falder i form af en sang, for måske en fjerde-femtedel af spilletiden i hvert afsnit er helliget Broadway-inspirerede showsange. Hymnen om hundeefterladenskaberne er med sine hiphop-light-beats tydeligt inspireret af überhittet ’Hamilton’, som ’Central Park’ også låner noget af sit dygtige cast fra.

Lidt sent at ride med på dén bølge, kan man mene. Men ’Central Park’ har så også været under udvikling i et par år efterhånden: Først da Fox Broadcasting Company endegyldigt afviste den, røg den til Apple TV+.

At være sjov i en sang er ikke let, for komedie lever af timing, og i sange dikteres timingen af melodien. Men det kan lade sig gøre, tv-historien er fuld af gode eksempler – fra sketchsange i ’Monty Python’ og ’Drengene fra Angora’ til dramedy’er med indlagte sangnumre som ’Crazy Ex-Girlfriend’ og den mere straightkomiske ’Flight of the Conchords’.

’Central Park’ kobler overdådig Broadway-lyd på sange om at samle hundelorte op, men det er så også det eneste sjove, seriens sange gør. Joken er altid den samme. Ofte gestikulerer sangene kun vagt i retning af komik: I stedet fungerer de som et følelsesmæssigt frirum for figurerne, hvor de kan udtrykke sig med maksimal patos. Meget som i en Disney-film, faktisk. Men med svagere melodier og billigere produktioner.

Samtidig fortæller lyrikken os sjældent noget om figurernes indre liv, som vi ikke allerede har fanget i den del af afsnittet, hvor figurerne ikke synger. Alt for ofte ender musicalnumrene som ren dødvægt, der trækker seriens fortælletempo ned og stjæler tid fra dialogen.

Som i ’Bob’s Burgers’ er det nemlig primært i dialogen, Loren Bouchards nye serie brillerer.

Den underspillede underfundighed og sødmefulde sarkasme, der gennemsyrer Bouchards gennembrudsserie, er også til stede her. Til gengæld er figurerne mindre skæve og interessante. Mor og far Tillermans forhold er hæmningsløst harmonisk, ungerne er vanvittigt veltilpassede. Der mangler komisk potentiale i familiedynamikkerne: Bitsy og hendes hårdtprøvede assistent Helen er reelt de eneste figurer, der med jævne mellemrum er mere end mildt morsomme.

’Central Park’ fremstår glat og kommerciel, uvillig til at tage chancer. Hvor ’Bob’s Burgers’ hylder den klassiske sitcoms dyder på det 21. århundredes præmisser, fremstår lillebroren decideret bagstræberisk i sin jagt på det familievenlige grin.

Men er det nu også fair igen og igen at sammenligne Bouchards nye serie med hans gamle?

Det er i hvert fald svært at lade være. Måske inspireret af Matt Groening, der genbrugte designmanualen fra ’The Simpsons’ til ’Futurama’ og ’Disenchantment’, har Bouchard valgt at udstyre figurerne i ’Central Park’ med de præcis samme klumpede kroppe, røragtige pindarme og flade hager, der definerede karakterdesignet i ’Bob’s Burgers’.

Det borger for brand recognition. Men det forstærker også følelsen af, at ’Central Park’ er gamle sange på nye melodier.


Kort sagt:
Skaberen af ’Bob’s Burgers’ er klar med en ny animeret tv-serie: ’Central Park’, et komisk kærlighedsbrev til den familievenlige Broadway-musical. Her er sang og dans, nedrige millionøser og parkbestyrelse for alle pengene. Men synderligt sjovt er det ikke.

'Central Park'. Serie. Hovedforfatter: Loren Bouchard. Stemmer: Kristen Bell, Titus Burgess, Josh Gad. Spilletid: 13 afsnit á 20-25 min. Premiere: 29. maj på Apple TV+
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af