Det er bullshit, når Hollywood forklæder dyreplageri som underholdning

Der er noget galt, når dyremishandling fejes under gulvtæppet til fordel for underholdningsværdi og »troværdige« samfundsskildringer. Og på foruroligende vis dukker tendensen op på tværs af vidt forskellige genrer.
Det er bullshit, når Hollywood forklæder dyreplageri som underholdning
Brandy i 'Once Upon a Time in Hollywood'.

For tusinder af Netflix-brugere verden over var reality-fænomenet ’Tiger King’ forårets helt store lockdown-serieredning, der affødte en tsunami af memes, konspirationsteorier, begejstrede tweets og parodier fra diverse kendisfans (jeg nævner i flæng Cardi B, Sia, Edward Norton, Prins William … ).

I den modsatte ende af det kulturelle spektrum og en corona-centrifugering af verdenssamfundet tidligere, gik Quentin Tarantinos nostalgiske fabel ‘Once Upon a Time In Hollywood’ i 2019 sin sejrsgang på lærredet, mens debutinstruktør Chloé Zhaos indie-western ’The Rider’ galoperede ind på mangen et medies bedste film-lister året forinden (inklusive Soundvenues, som jeg selv var med til at forfatte).

Biografaktuelle ‘Bull’.

Slibrige ’Tiger King’ eksponerer en uskøn skare af amerikanske nut jobs med en fetich for at holde store kattedyr i fangenskab. Fremragende ‘Hollywood’ dyrker en omgang tankevækkende, alternativ historieomskrivning med et stjernecast i front. ’The Rider’ såvel som den biografaktuelle, tematiske beslægtede ’Bull’ (der kan ses i Cinemateket i København) omhandler det amerikanske midtvestens mest ikoniserede sociale samlingspunkt, rodeo.

Fire titler, tre vidt forskellige genrer.

Men – og her kommer buzzkill-pillen – uanset hvor ens seerloyaliteter måtte ligge, er det fælles for alle fire, at dyreplageri enten optræder på skærmen i utilsløret form eller ligger til grund for æstetiske valg af firbenede ‘biroller’. Og at alt for få omtaler har hæftet sig herved.

Eksotiske hobbyer

I bestræbelserne på at formidle fængslende skæbnefortællinger om menneskelig weltschmerz, er det dyrene der står for skud, når moderne cowboys eksistentialistiske kriser i ‘Bull’ og ‘The Rider’ skildres igennem rodeoscener, hvor tyre og heste får kønsdelene klemt fast med læderremme der strammes indtil de sparker bagud i desperat smerte (og dermed leverer et energisk ‘show’, jo tak).

Alt imens rytteren viser sit værd som stoisk helteskikkelse for hvert sekund, han kan klamre sig fast til den bedagede »sport«.

Bevares, i ‘The Rider’ (baseret på virkelige hændelser) vender hovedpersonen ganske vist slutteligt rodeolivet ryggen qua en familietragedie, men det er omkostningerne for familien snarere end dyrevelfærden i ringen, der gør udslaget.

Joe Exotic i ‘Tiger King’.

Hvad angår Joe Exotics anderledes reality-eksotiske »hobby«, forestiller jeg mig ikke, at hverken ’Tiger King’-skaberne eller Netflix bevidst har haft til hensigt at advokere for det vidunderlige ved kommercielt tigerhold for turisters fornøjelse (fordi den slags er a-okay når man bare klør missen bag øret eller generelt er »et dyremenneske«).

Scener, som da Joe Exotic fjerner en nyfødt tigerunge fra moderen i det, der kaldes speedavl, er lige dele hårrejsende og hjerteskærende, men seriens fokus – og mediernes dækning i særdeleshed – er immervæk overvejende andetsteds end på de håndgribelige grusomheder, der burde have indtaget center stage i al omtale.

Hvorfor accepterer vi, at lollede memes og Hawaii-skjorter trumfer alvoren?

Tarantinos scenestjæler

Joe E. har en skrue, hvis ikke hele værktøjskassen, løs. Det har Quentin Tarantino til gengæld ikke (måske bare en møtrik), så det virker unødvendigt tonedøvt, når han vælger en pitbull med vansirede ører til at spille Brad Pitts trofaste sidekick i ’Once Upon a Time In Hollywood’.

Jeg er stensikker på, at Brandy, som den savlende scenestjæler hedder, selvfølgelig ikke blev vanrøgtet under filmproduktionen. Men hun blev det immervæk på et tidspunkt forinden i livet for at opnå det specifikke, barske »look«, som Tarantino senere er faldet for.

Og så længe instruktøren eksponerer Brandys klippede ører som den mest naturlige ting i verden, bekræftes diverse tough hundeejere i, at sådan skal en pitbull da se ud.

Brad Pitt og Brandy i ‘Once Upon a Time In Hollywood’.

Der er film, der faker rodeoscener, ligesom der er dem, der fingerer tyrefægtning, for at undgå at stikke virkelige spyd i ryggen på dyrene (apropos absurde hobbyer).

Men hvis det seneste årtis glohede kulturdebatter har lært os noget, er det i høj grad, at ukritiske gengivelser af problematiske kulturelle praksisser og traditioner spænder ben for fremskridt. For billeder i det offentlige rum er jo magt: Magt til at holde nede, magt til at sætte fri og endelig magt til at præge samfundsdiskursen i mere progressive retninger. Hvis vi vel og mærke taler om tingene.

Det betyder ikke, at der ikke kan skabes historier om formummede mænd og kvinder med præriestøv i øjnene og ondt i hjertet.

Og det betyder heller ikke, at selvsamme film ikke kan udforske rodeokulturens værdiarv i amerikanske landsamfund (altid med »No animals were harmed in the making of this movie« for øje, uagtet at det måtte koste ekstra klejner).

Taler vi og filmene imidlertid slet ikke om, eller er ligeglade med, at det er forkert at skære i hvalpes ører for ‘designets’ skyld eller at billedet af en tyr i en rodeoring er klokkeklar dyremishandling, så er vi stiltiende med til at legitimere et moralsk forkasteligt status quo på selvsamme tid, som hele La La Land efterstræber wokeness på filmsettene og dyrevelfærd paradoksalt nok fylder stadig mere på både den politiske dagsorden såvel som manges private indkøbssedler.

Det er en populær mistforståelse anno 2020 at sidestille ansvar og kritisk stillingtagen med kunst-knægtende censur. Men dét, kære læser, er rent bullshit.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af