’Doom Patrol’ sæson 2: Vanvittig og rørende superhelteserie sætter nye standarder
Artiklen indeholder spoilers for første sæson af ‘Doom Patrol’. Er du ny til seriens univers, kan du i stedet starte med vores anmeldelse af sæson 1 HER.
Sidst vi så den eklektiske gruppe af modvillige superhelte i ’Doom Patrol’, havde de netop overstået en brutal kamp inde i et maleri mod en dommedagshungrende kæmpe kakerlak og en hævnhungrende og ligeledes overdimensionerede rotte.
Det eneste problem var, at de, efter deres exit fra billedet, stadigvæk var i miniaturestørrelse og det er Cliff ’Robotman’ (Brendan Fraser), Jane ’Crazy-Jane’ (Diane Guerrero), Rita ’Elasti-Girl’ (April Bowlby), Vic ’Cyborg’ (Joivan Wade) og Niles ’the Chief’ (Timothy Dalton) endnu.
Larry ’Negative Man’ (Matt Bomer), der ikke var med i det endelig slag, sørger for, at de får mad og leder efter en måde at gøre dem store igen, mens de bor på den racerbane, som robotten med den menneskelige hjerne, Cliff, har i sit værelse.
Hvor første sæson bød på den vanvittige fjerde-væg-brydende og dimensionshoppende superskurk Mr. Nobody som the big bad, er ondskaben i denne omgang af en anden slags.
Niles’ datter Dorothy (sæsonens absolutte stjerne Abigail Shapiro), som de reddede fra Mr. Nobody og de abnorme dyr, var indespærret væk fra sin far af en ganske særlig grund. Hun har evnen til at manifestere sine fantasier, deriblandt et særligt grumt monster, The Candlemaker, som går til brutale ekstremer, hver gang hun beder det om at opfylde et ønske.
Hvad der nu skal ske med hende, er der ingen, der ved. For der er få ting, der er farligere end en skræmt lille pige med en livlig fantasi.
For en velfungerende superheltegruppe ville det her overhovedet ikke være et problem – men nu drejer det sig om de mest dysfunktionelle og fucked up skæbner, der skal forsøge at se udover deres egne problemer.
Ikke nok med at det er Niles’ skyld, at de er endt, som de er, så hjemsøges de stadig af det liv, de brutalt blev revet væk fra.
Cliff hader Niles indædt for at have placeret ham i robotkroppen, så han gik glip af hele sin datters opvækst. Da banden stadig er formindsket, får han afløb for aggressionerne gennem husets rotter, som han lokker ud fra væggene med lidt ost og derefter slår ihjel med et slag – en knockout-terapi, han gør flittigt brug af.
Familie er endnu engang det gennemgående tema for karaktererne i denne ombæring. På forskellig vis drages der mere eller mindre tydelige paralleller fra de enkelte patruljemedlemmers fortid og Dorothys nuværende. Hun har i princippet befundet sig i den non-binære Danny the Street i flere årtier, men forstod det ikke, mens hun var der. Hun indser det først i afsnit fire, ’Sex Patrol’, hvor de tidligere beboere på Danny kommer til palæet for at holde en kæmpe fest, så den tidligere gade kan live op igen (Danny blev til en mursten og Dorothy kom til at ødelægge den – standard ’Doom Patrol’-issues).
»Var du min ven, eller var du mit fængsel«, spørger Dorothy, mens stemmen truer med at knække. Svaret sender, udover en klump i halsen på mig, tårer frem hos pigen, mens Candlemaker tilskynder hende til at tage hævn over dem, som har forurettet hende.
Sæsonens måske største what the fuck-øjeblikke sker samtidig i en anden del af huset, hvor en sexdæmon er i gang med at føde et dommedagsbarn, som vil udslette alle børn i verden, når det skriger.
Og det er her, attraktionen ved ’Doom Patrol’ ligger. Hårdt og intenst drama bliver omkranset af fuldstændigt vanvittige indslag som ovenstående, uden at de virker ude af trit med hinanden. Der er grin og gråd på et uhørt højt niveau for en superhelteserie. Et absurd moment kan sømløst blive afløst af et eksistentielt dilemma. Det føles som mana for sjælen.
Eneste problem i den ellers fremragende sæson er, at produktionen af sidste afsnit ikke blev færdiggjort grundet corona. Derfor sluttes der med den største cliffhanger-afslutning på en sæson længe. Forhåbentlig bliver en tredje ombæring med superhelteslænget annonceret snarest – alt andet vil være en forbrydelse.
Kort sagt:
’Doom Patrol’ sætter igen standarden for, hvor vanvittig og rørende en superhelte serie kan være med en superb anden sæson, hvor tilføjelsen af Dorothy giver historien en emotionelt punch, så tårekanalerne kommer på hårdt arbejde.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.