‘The Personal History of David Copperfield’: Dev Patel holder fanen højt i ’Veep’-skabers lidt for pæne drama

3 6
‘The Personal History of David Copperfield’: Dev Patel holder fanen højt i ’Veep’-skabers lidt for pæne drama
Dev Patel i 'The Personal History of David Copperfield'.

Charles Dickens’ måske selvbiografiske fortælling om David Copperfield er filmatiseret gang på gang.

Men få havde nok gættet på, at Armando Iannucci og manuskriptforfatter Simon Blackwell – centrale kræfter bag barberbladsskarpe politiske satireserier som ’Veep’ og ’The Thick of It’ – ville gå i lag med den 170 år gamle klassiker, der udspiller sig i det klasseopdelte England i 1800-tallet.

Dem, der har nydt tsunamien af giftige jokes, zingers og episke fornærmelser i ovennævnte serier, vil nok finde ’The Personal History of David Copperfield’ en anelse tam. Også når man tænker på Iannuccis mesterlige, kulsorte rejse tilbage til kommunismens rædselsregime i ’Stalins Død’. Hans tredje spillefilm er ganske tro mod Charles Dickens i udstyr og ånd – med erklæret fokus på de morsomme passager i bogen, som mange andre versioner af det omfattende originalværk udelader.

Men den føles i overraskende grad som noget, der kunne være en familiefilm.  

David Copperfield (Dev Patel) bliver sendt til London for at arbejde på en flaskefabrik sammen med andre snavsede børn. I løbet af fortællingen oplever han at stige i graderne og blive del af det bedre borgerskab: Hans vid, litterære talent og håndsrækninger fra en rig tante (Tilda Swinton) skaffer ham ultimativt en plads i verden som forfatter med udgangspunkt i sin egen kontrastfyldte livsfortælling.

Fortællingen er klassisk i sin dybt tilfredsstillende rags to riches-struktur. Og her og der bliver man også revet med af den gode historie og den følelsessvulmende orkestermusik, som Iannuccis tidligere karakterer ville have fnyst ad. Kulisserne er flotte, men også lidt for flotte: De ligner ofte 3D-postkort fra fortiden, og det er dermed ikke et råt billede af Victoria-æraen London, vi møder.

Her er ingen påtrængende fornemmelse af nød og sult, børnene ser bag teatersnavset velplejede ud og de hjemløse i gaderne ligner statister, der får deres halvandet sekunders skærmtid liggende vandret. Man får heller ikke oparbejdet det had mod den spanskrør-svingende stedfar Edward Murdstone (Darren Boyd), som man gør over for eksempelvis den tugtende præste-patriark i Ingmar Bergmans ’Fanny og Alexander’.

Aneurin Barnard og Dev Patel i ‘The Personal History of David Copperfield’.

Heldigvis er filmatiseringen ikke uden en charmerende quirkyness.

Der er en snurrig, meget britisk excentricitet over solide birollebidrag fra Hugh Laurie, Tilda Swinton og ikke mindst Peter Capaldi, der var uforglemmeligt skarptunget som spindoktoren Malcolm Tucker i Iannuccis tidligere værker. Her er han den elskelige og godmodige Mr. Micawber: En forhutlet storfamiliefar og harmonikaspillende småsvindler, der konstant er i pengenød og har kreditorer i hælene.

Ianucci finder her og der en krøllet appel i stoffet, som kunne have fundet sig godt hjemme i en Wes Anderson-film. Hugh Lauries drage-flyvende original Mr. Dick (der i dag med statsgaranti ville få påklistret en psykiatrisk diagnose) har også et lille strejf af mild Monty Python.

Dev Patel, der er brite med indiske forældre, er lige så totalt sympatisk og til at holde med her, som han var i gennembrudsfilmen ’Slumdog Millionaire’. I det hele taget er en stor del af den oprindeligt hvide cast – i et meget 2020-agtigt tiltag – overtaget af skuespillere med anderledes udseende end britisk bolledej: Benedict Wong er skøn som den portvinsglade jurist Mr. Wickfield, Rosalind Eleazar spiller hans datter Agnes – som selv de bagerste rækker kan se, er den rigtige kvinde for vor helt, det øjeblik hun første gang træder ind på skærmen. Beslutningen om bevidst farveblind casting er uden tvivl sympatisk og for en Dickens-filmatisering (mig bekendt) ret unik. For mig står det imidlertid desværre tilbage som en lidt vag gestus, der ikke udnyttes.

Filmens primære og mildt invaliderende problem er dog, at den ikke er sjov nok.

Iannucci har givetvis villet prøve et anderledes projekt. Fair nok. Men med hans episke track record som komedieskaber går man til filmen med forventninger, der ikke bliver indfriet. Flere af filmens komiske scener kaldte højest på et velvilligt tø-hø fra min side i biografmørket. Rollebesætningen er stærk, så man ville så gerne grine mere, end man gør.

Når David Copperfield sætter sig til papiret og skriver sin dramatiske livshistorie ned, mindede det mig om den nougatvamle ’Shakespeare in Love’. Dét var mildt sagt ikke en association, jeg havde forventet at forlade biografen med. 


Kort sagt:
På sine egne præmisser er ’The Personal History of David Copperfield’ en okay filmatisering med en stærk rollebesætning. For fans af Iannuccis tidligere værker vil dens milde bid og næsten familievenlige udtryk imidlertid være en skuffelse.

‘The Personal History of David Copperfield’. Film. Instruktør: Armando Iannucci. Medvirkende: Dev Patel, Tilda Swinton, Hugh Laurie, Ben Whishaw, Benedict Wong. Spilletid: 1 time og 59 minutter. Premiere: I biografen 10. september.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af