10 sorthvide filmperler fra 10’erne, der er usandsynligt betagende

Med David Finchers ’Mank’ har verden cirka 90 år efter opfindelsen af farvefilmen fået endnu et sorthvidt pragteksemplar. Og faktisk har der det seneste årti været en hel perlerække af film, der fik det optimale ud af det på papiret så forældede udtryk. De får næsten én til at drømme om, at alle film var i sorthvid.
10 sorthvide filmperler fra 10’erne, der er usandsynligt betagende
Max Hübacher i 'Kaptajnen'.

’Kaptajnen’

Man kan meget groft sagt dele krigsfilm op i to typer: De politiske, der følger beslutningsprocesserne hos de store ledere under krigene, og så dem, der placerer publikum ude i felten ved krigens kæmpende soldater.

Robert Schwentkes ’Kaptajnen’ fra 2017 er et af de mere brutale bud på sidstnævnte. Filmen er baseret på den absurde, men sande historie om den tyske krigsforbryder, Willi Herold, der under Anden Verdenskrig stjal en naziuniform, udgav sig for at være nazioberst (dem han flygtede fra) og orkestrerede en masseslagtning i en fangelejr.

En af ’Kaptajnen’s forcer er, at den slipper afsted med at vise nogle relativt grafiske facetter af krigen, uden det kammer over. Det skyldes ikke mindst det sort-hvide format, der gør, at vi som seere kan rumme mere vold, end vi kan i farver. Schwentke fortalte i kølvandet på filmen, at han var inspireret af Martin Scorsese, der valgte at lave ’Raging Bull’ i sort-hvid for på den måde at kunne vise mere blod.

Kan ses på HBO Nordic, Filmstriben og Blockbuster.

Roman Bilyk, Irina Starshenbaum og Teo Yoo i ‘Sommer’.

’Sommer’

Noget af det fantastiske ved spillefilm er, at de kan formidle en knastør historielektion med stor lethed, hvis det menneskelige drama sidder i skabet. Og det gør det i russiske Kirill Serebrennikovs ’Sommer’ fra 2018, der viser os rock’n’roll-scenen i 80’ernes Leningrad gennem et højspændt trekantsdrama mellem en musiker, hans kone og hans 19-årige protege.

Filmen er moduleret over historien om Viktor Tsoi, der sammen med sine bandmedlemmer i det populære rockband Kino smuglede musik ind fra Vesten forbi jerntæppet og ind i en by, der var domineret af mainstreampop fra Moskva.

’Sommer’ tager sig nogle fortællemæssige friheder i forhold til den sande historie, hvilket den selv gør opmærksom på undervejs, men en fornemmelse for den frembrusende rockscene får man nu alligevel gennem de tre hovedpersoner, filmens dynamiske form og ikke mindst de smukke sort-hvid-billeder, der præsenterer et helt andet billede af Sovjet, end vi er vant til at se.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

Radha Blank i ‘The Forty-Year-Old Version’.

’The 40 Year Old Version’

Radha Blanks debutfilm ’The Forty-Year-Old Version’, der landede på Netflix tidligere på efteråret, er gået manges næser forbi. Og det er en skam, for Blanks biografiske indiefilm om en kvinde, der midt i sin midtvejskrise lancerer sig selv som rapper, er både sjov, rørende og svær ikke at holde af.

Blank skriver, instruerer og spiller hovedrollen som sig selv, en udbrændt, teaterunderviser og -instruktør, der ved overgangen til 40-års-alderen må se i øjnene, at hun er nødt til at prøve noget nyt for ikke at brænde ud som en director for hire. Svaret er rapmusik, og den ide leder Blank hen til et studie i det mørke Bronx, hvor man kan erhverve beats i bytte for en pose weed. Men kan man genopfinde sig som rapper, når man har rundet de 40?

Biografiske film er altid i fare for at blive navlepillende, men den fælde går Blank ikke i, og det skyldes ikke mindst beslutningen om at skyde filmen i sort-hvid, der gør, at vi koncentrere os om det, der er vigtigt: Fortællingen. Og så går sort-hvid og hiphop jo hånd i hånd.

Kan ses på Netflix og Blockbuster.

Sheila Vand i ‘A Girl Walks Home Alone at Night’.

’A Girl Walks Home Alone at Night’

Du har med garanti aldrig set en film som ’A Girl Walks Home Alone at Night’ før. Ana Lily Amirpours film er noget så eksotisk som en iransk vampyrwestern, men det skal man nu ikke lade sig skræmme af, for filmen er en fest for alle, der elsker filmkunst – med eller uden vampyrer.

Sheila Vand er filmens omdrejningspunkt som en moderne, Lionel Ritchie-lyttende vampyr, der iført chador og mørk læbestift slentrer rundt i natten på udkig efter slemme mænd til sit næste måltid i Bad City. At være vampyr er en ensom tilværelse, men da hun en aften støder ind i en beruset, men uimodståeligt lækker og godhjertet mand iført Dracula-kostume, må hun tumle med en følelse, der ikke står noget om i vampyrhåndbogen: Forelskelse.

Med kontraster og skygger, der ville gøre Carl Th. Dreyer grå af misundelse, er ’A Girl Walks Home Alone at Night’ en opvisning i sort-hvid billedkunst. Og samtidigt bringer den nye facetter til vampyrgenren ved også at være en hypermoderne feministisk fortælling om kvinde, der tager magten over sin egen seksualitet.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

Jarkko Lati og Oona Airola i ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’

’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’

Verdensmesterskabet i fjervægtsboksning i 1962 mellem amerikanske Davey Moore og den finske hjemmebanefavorit, Olli Mäki, synes i ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’at være en kolossal begivenhed for alle andre i Finland end… hovedpersonen selv.

Når man bokser i fjervægtsklassen, må man højst veje 57 kilo, men få uger før mesterskabet vejede Olli Mäki »lidt over 60 kilo«, fordi den finske bokser tilsyneladende havde langt mere travl med at imponere den smukke kvinde Raija Jänkä, end han havde med at træne.

Filmhistorien er fyldt til randen med biopics om atleter, der tilsidesætter alle personlige relationer for at jagte det, der for dem er det ypperste, livet kan byde på: At blive mester. Alt for sjældent ser vi den modsatte, men mere empatiske fortælling om et menneske, der kompromitterer sporten for at pleje båndet til sine nærmeste.

Juho Kuosmanen giver i ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’et rørende bud på sådan en film, og takket være det sort-hvide snit føles filmen som en tidskapsel tilbage til 60’ernes Helsinki, hvor Olli Mäki bare gerne vil lades være i fred.

Filmen blev belønnet med den prestigefyldte Un Certain Regard-pris ved Cannes-festivalen i 2016.

Kan ses på Filmstriben.

Bruce Dern og Will Forte i ‘Nebraska’.

’Nebraska’

Alexander Payne har en forkærlighed for roadmovies med mænd i livets midt- og senlivskriser. I nyklassikeren ’Sideways’ fra 2004 er det en afdanket skuespiller, der skal have løbet hornene af, inden han skal giftes. I ’Nebraska’ er det den demente, men hårdnakkede Woody Grant (Bruce Dern), der insisterer på at tage turen fra Montana til Nebraska for at indhente den million dollars, som han ifølge en annonce i postkasse er berettiget til.

Familien kan godt gennemskue, at millionen er et salgstrick, men da Woody er urokkelig i sin insisteren på at tage til Nebraska, indvilger hans søn, David (Will Forte) i at tage ham derhen via en rute, der fører Woody igennem hans hjemstavn.

Alexander Payne var forbløffende ærlig, da han i kølvandet på ’Nebraska’-premieren i 2013 udtalte til Vulture, at en af årsagerne til, at filmen er sort-hvid, er, at det var billigere at producere. Filmen kunne da også være fortalt i farver, men når den nu engang handler om en dement gammel mand, der tager på et nostalgisk roadtrip omkring hjemstavnen, føles sort-hvid alligevel helt rigtigt.

For det er Woodys rejse, vi er på, og det er gennem hans demente øjne, vi ser hjemstavnen, som tydeligvis ikke længere er det, han ser det som. Woody lever i kraft af sin sygdom i anden verden end hans omgivelser, og det oplever vi som tilskuere via de farveløse billeder.

Kan ses på Blockbuster.

‘Roma’.

’Roma’

Det er vildt at tænke på, at Alfonso Cuarón for mindre end to år siden formåede at hive tre Oscar-statuetter hjem for en sort-hvid-film om en stuepige i 1970’ernes Mexico.

Men det skete altså, ikke mindst takket være Cuarón tekniske evne til at formidle sin egen barndoms historie på en indlevende måde. Først og fremmest var det lidt af en genistreg at fortælle familien historie via husets stuepige, der i kraft af sit arbejde kunne observere familiens intriger som en flue på væggen.

Dertil kommer Cuaróns fotografering. Filmen skulle faktisk være skudt af instruktørens hoffotograf, den tredobbelte Oscar-vinder Emmanuel Lubezski, men da to ikke kunne blive enige om en tidsplan, valgte Cuarón at filme den selv. Filmen er optaget i farver, men i efterredigeringsfasen har Cuarón manipuleret farverne ud manuelt for at få flere nuancer inden for rammerne af det sort-hvide spektrum.

Noget af det, sort-hvid kan, er at give fortællingen en allegorisk kvalitet. Den bliver løftet ud af virkeligheden og lokker med en mere universal poetisk sandhed. Det er netop det, der sker, i Cuárons sublime sammenstød mellem hverdagshændelser og monokrom billedmagi.

Kan ses på Netflix.

Willem Dafoe i ‘The Lighthouse’.

’The Lighthouse’

Robert Eggers’ ’The Lighthouse’ er på mange måder den æstetiske antitese til Cuaróns billedskønne ’Roma’. Hvor sidstnævnte var filmet med et moderne farvekamera og efterfølgende manipuleret sort-hvid i postproduktionen for at give flere nuancer, er ’The Lighthouse’ filmet med et gammelt Kodak X-kamera, hvilket giver filmen et mere jævnt og grynet udtryk.

Det har instruktør Robert Eggers selvfølgelig en idé eller to med. En af dem er galskabsfortællingen, som materialiseres gennem de to fyrtårnsforvaltere, Thomas Wake (Willem Dafoe) og Ephraim Winslow (Robert Pattinson) på en afsides ø i 1890’ernes USA.

Det grynede og det grå gør det hele mere mudret og dystert, og filmen minder således i sin form om 30’ernes ekspressionistiske film, som også eksperimenterede med lyssætningen for at iscenesætte det groteske. En af epokens hovedaktører, Fritz Lang (’M’), er da også en udtalt inspirationskilde.

Kan ses på Blockbuster.

Agata Trzebuchowska og Agata Kulesza i ‘Ida’.

’Ida’

Man skal lede længe efter en film med lige så stilsikre billedkompositioner som polske Pawel Pawlikowskis Oscar-vindende ’Ida’ fra 2013. Filmen kredser om den unge og forældreløse Anna (Agata Trzebuchowska), der tager på en rejse for at møde sin eneste tilbageværende slægtning, sin jødiske tante Wanda (Agata Kulesza), inden hun afgiver sit katolske nonneløfte.

’Ida’ er sat i 1960’ernes Polen, og for at gengive tidsånden har Pawlikowski noget ukonventionelt valgt at skyde filmen i det nærmest kvadratiske 4:3-format og i sort-hvid. Og efter at have set ’Ida’ er det svært at forestille sig udseendet af 1960’ernes Polen på andre måder.

Det specielle 4:3 format giver billederne et fotografi-lignende udtryk, og i og med bredden er komprimeret, lægger vi mere mærke til filmens vertikale linjer. Pawlikowski og filmens fotografer, Ryszard Lenczewski og Lukasz Zal, har tydeligvis været meget omhyggelige med alle indstillingerne, og resultatet er en film med billeder så flotte, at man ville kunne dekorere sit hjem med dem.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

Greta Gerwig i ‘Frances Ha’.

’Frances Ha’

Greta Gerwig har med ’Lady Bird’ og ’Little Women’ vist, at hun er en af de mest talentfulde instruktører i Hollywood. Men før hun blev instruktør, var hun også en blændende skuespiller, hvilket hun ikke mindst viste som excentrisk danserinde i coming-of-age-dramaet ’Frances Ha’, som hun forfattede sammen med sin kæreste – og nu mand – instruktøren Noah Baumbach.

En af filmens kvaliteter er, at den føles hypermoderne og nostalgisk på samme tid. Filmen sender i kraft af dens sort-hvide format og dens legesyge dramaturgi skud ud til de eksperimenterende franske nybølgefilm fra 60’erne, samtidigt med at den gennem Gerwig maler et meget nutidigt generationsportræt af en ungdom, der har svært ved at finde rodfæste i et samfund med endeløse muligheder.

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af