‘Honest Thief’: Liam Neeson, som vi efterhånden kender ham
»I will look for you, I will find you, and I will kill you«.
Før Bryan Mills diskede op med trusler i ‘Taken’, var det vist de færreste, der havde forudset Liam Neesons overraskende sporskifte til actionstjerne i 2008. Men det tør roligt siges, at den nu 68-årige nordirer med den dybe, rolige stemme og det noble ansigt, der i de mellemliggende 12 år har medvirket i en hel stribe påfaldende ensartede film, fandt sig en ny yndlingsgenre.
Det sidste skud på stammen er ‘Honest Thief’, der er instrueret af Mark Williams (en af skaberne af Netflix-serien ‘Ozark’), og som sprængningseksperten Tom, der har røvet tolv banker, efter han forlod marineinfanteriet, løfter Neeson nu atter en ellers på mange måder dybt triviel thriller.
Tom forelsker sig i den helt almindelige Annie (Kate Walsh) og vælger at melde sig selv i håb om at få en nedsat straf, men i stedet for at beslaglægge det samlede bytte på ni millioner dollars, udser to korrupte FBI-agenter sig pengene til deres pensionsopsparinger. Og da det mest brodne kar af det to, Nivens (Jai Courtney), endda formaster sig til at slå Toms kæreste så fordærvet, at hun ender på intensivafdelingen, vanker der selvfølgelig også denne gang en harm trussel fra hr. Neeson (»I’m coming for you!«).
Courtney overrasker positivt. I blockbusters som ‘A Good Day to Die Hard’ og ‘Terminator: Genisys’ gav han decideret ringe træmandspræstationer, men hans velkalibrerede overspil som den afstumpede skurk i ‘Honest Thief’ passer rigtig glimrende til den helt sort-hvide karaktertegning i filmen.
Nivens’ makker, Hall (Anthony Ramos), vil hjertens gerne være retskaffen, men han har svært ved at samle mod til at trodse sin intimiderende kollega. Efter deres overordnede (Robert Patrick) må lade livet, indser Hall dog, at han er ude, hvor han slet ikke kan bunde, så sammen med den bundhæderlige agent Meyers (Jeffrey Donovan) allierer han sig med Tom, der – sine røverier til trods – tydeligvis også er et godt menneske.
Neeson leverer den troværdighed og tyngde, han så ofte er garant for, og filmen er tilpas loyal over for sine karakterer til, at man bliver jævnt investeret i dem. Men det er i dén grad ’jævnt’, der er nøgleordet her.
Kort sagt:
Der er intet nyt under solen i den seneste Neeson-thriller. Solid og uambitiøs.