’Locked Down’: Sidste del af stjernespækket coronafilm er i sig selv en katastrofe
Selv dramaserier fulde af bad vibes som Susanne Biers ’The Undoing’ fik en slags nostalgisk og romantisk skær, i kraft af at den i det mindste foregik i et myldrende, maskeløst New York før coronakrisen.
Men fra 2021 kommer vi sandsynligvis til at forholde os til pandemien, også når vi tænder op under vores streamingtjenester. Som en slags ufrivillig Dogme95 sætter coronakrisen nye krav for producenter, instruktører og logistik af enhver art. Og det er naturligvis oplagt at omfavne den piggede virus og skabe nogle anderledes plots og fortællinger som vidnesbyrd om flagermussygdommens æra.
Instruktør Doug Liman (’Fair Game’, ’Edge of Tomorrow’) kaster sig over opgaven med en titel, der bare ventede på at blive grebet. Men hans corona-film stiller sig i en noget nær umulig spagat mellem parforholds-teaterstykke a la corona og… diamantkupfilm.
Britiske Paxton (Chiwetel Ejiofor) og amerikanske Linda (Anne Hathaway) er ved at drive fra hinanden. Men coronakrisen fastholder dem isoleret i den samme London-lejlighed. Her står den på Zoom-møder, imens en masse af fortidens dårlige vaner genoptages, og alkoholindtaget stiger.
»Tobak er smagen af ungdom«, udbryder Paxton, samtidig med at han opdager, at hans valmuer i byhaven reelt er det rene opium og kan kurere hans søvnproblemer. Han er en slags beatnik på en motorcykel og går på gaden og læser poesi højt for sine ’medindsatte’ bag de åbne vinduer i den mennesketomme London-gade, hvor de bor. Linda, derimod, er mellemleder i et hjerteløst multinationalt firma. Men samvittigheden begynder at knage. Vinen flyder i stride strømme. Hvad der end har bragt dette umage par sammen engang, er de ved at tabe det igen.
Således starter ’Locked Down’ som en robinsonade for et umage par, et rigeligt teatralsk parforholdsdrama med nyheder om nedslidte sygeplejersker og indlagte premierministre gjaldende i baggrunden. Lidt yderligere kendis-krydderi er garneret med sikker hånd: En gråsprængt Ben Stiller, en prollet Ben Kingsley, en vampyragtig Claes Bang og en som altid nørdet Stephen Merchant popper op i mere eller mindre pixelerede Zoom-møder.
Nogle af scenerne, især dem over Zoom, når lige at strejfe nogle iagttagelser om corona-tilværelsens nye svære sociale regler og noget af den grimhed, der prægede hele 2020. »Hvor mange røvhuller har du?«, spørger Paxton en toiletpapir-hamstrer, da han står i udendørs kø foran det lokale supermarked. Alligevel er det kun sporadisk, at humoren rigtigt når frem. Og det er ærgerligt, idet vi alle vist trænger til en satirisk gennemvridning af den mærkelige Groundhog Day, vores liv efterhånden er forvandlet til.
I det mindste er filmens første del præget af en vis genkendelighed. Doug Liman og manuskriptforfatter Steven Knight (’Locke’, Eastern Promises’) drejer ærgerligt nok corona-temaet i en vindskæv retning, jo længere vi når. Filmen udvikler sig til en slags ’Ocean’s 11’ Ultra Light i luksusstormagasinet Harrods, hvor parret i en, selv for coronakrisen, usandsynlig plot-konstruktion får mulighed for at stjæle en diamant, der ellers var kommet i kløerne på en klam diktator.
Det giver minimal mening, selv hvis man forsøger at slå hjernen fra. Som studie i parforhold under nedlukningen kan første del af ’Locked Down’ til nøds overvejes, hvis man allerede har set samtlige afsnit af ’Skyld’.
Som kupfilm i diamantligaen er filmens sidste del i sig selv en katastrofe.
Kort sagt:
’Locked Down’ strejfer kun her og der absurditeten og det humoristiske potentiale i coronakrisen. Og så er filmens kupklimaks i luksusstormagasinet Harrods svært overhovedet at engagere sig i.