‘The First’: Astronautserie med Sean Penn er smuk og begavet
»I grew up in the shoes they told me I could fill / shoes that were not made for running up that hill / But I need to run up that hill / I need to run up that hill / I will / I will…«.
Sådan synger Fiona Apple i titelsangen fra sit 2020-album, ’Fetch the Bolt Cutters’.
Det har egentlig ikke nogen direkte forbindelse til ’The First.’ Men det beskriver alligevel ret præcist, hvad serien drejer sig om: nerve, kraft og målrettet stræben efter det umulige.
Serien fra manden bag ’House of Cards’, Beau Willimon, er egentlig fra 2018, hvor den blev lavet som en original produktion for streamingtjenesten Hulu, som kort efter valgte at aflyse inden anden sæson. Og man kan jo oplagt spørge, om en serie, der allerede har fået kniven, er værd at bruge sine dyrebare streaming-timer på, nu hvor den med stor forsinkelse er landet i Danmark på C More?
’The First’ handler om drømmen om at sende mennesket til Mars, men faktisk ikke rigtigt om at sende mennesket til Mars. Den handler om karrieremenneskets indre kamp for at holde fokus og holde følelserne ude, så de ikke kommer i vejen for arbejdet. Og meget relevant om spørgsmålet: Hvor meget er det enkelte menneskeliv værd, når det sættes på spil for samfundets bedste?
Den action-scifi-æstetik, som ’The First’ bliver solgt på i billeder og teasers, trækker muligvis seere til, men sidder man med de forventninger, er det nok de færreste, der bliver hængende. Dertil er varedeklarationen for skæv.
’The First’ er meget langsom, meget eftertænksom, meget begavet – og de første to afsnit kræver særligt stor tålmodighed. Men giver man sig tid, får man også et stort udbytte igen.
Skuespillet er fra alle kanter suverænt, i særdeleshed det kvindelige cast, som på ingen måde står i skyggen af Oscar-vinder Sean Penn. Natascha McElhone er overbevisende som Mars-programmets robotagtige øverste leder, Laz Ingram. Og LisaGay Hamilton skildrer meget subtilt den forpinthed, der gemmer sig bag den sorte astronaut Kayla Prices styrke og disciplin, når hun bliver erstattet på sin post af en hvid mand.
Den uudtalte kamp, der foregår mellem de kvindelige ansatte på topposterne, er interessant, og har man set ’Hidden Figures’ fra 2017, får man her et ekstra lag til fortællingen om, hvordan farvede kvinder fik kæmpet sig til retten til at bruge deres evner til nationens bedste i NASA.
På intelligent vis viser Willimon, hvordan racisme, sexisme og homofobi – og ikke mindst frygten for den! – stadig vil ligge latent i bevidstheden hos os alle i den nære fremtid, som ’The First’ gisner om. Også hos dem, som er klar over, hvor forkert og pinligt det er at udtrykke den.
’The First’ er også visuelt smuk, og æstetikken svinger sikkert mellem det grå og hverdagsagtige og universets storhed. Langsom armgang på bunden af en azurblå pool med håndvægte. En sort sol af hvide fugle som et svævende hologram. Nære optagelser af sværme af biller klippet sammen med arbejdssummen på et usædvanligt kontor. Altså, mit hjerte!
’The First’ er en lille og uperfekt perle, der leverer fine refleksioner over døden og evigheden. Så gør det ikke så meget, at den slutter efter blot én sæson.
Kort sagt:
Står man igennem den langsommelige start, får man i ’The First’ en smuk og begavet lille serieoplevelse.