»Hvad ville du gøre, hvis du var forelsket? Ville du skrive?«
»Hvis den anden person nu har det på samme måde, så er det lidt en forspildt chance, hvis man ikke siger det, som det er… Det kan jo være, at han tænker det samme og bare venter på, at du skriver!«
»Så… skal jeg skrive ’Hej’…?«
»Du kan jo starte med at spørge, hvordan han har det, og hvad han går og tænker på«.
»Altså, jeg har jo lige set ham«.
»Men du kan spørge, om I skal ses? Hvad med: ’Hej, har du lyst til at gå en tur med mig’?
»Ja, okay, jeg skriver. Piger, kom nu, I bliver nødt til at hjælpe mig…! Arrh! Okay, så er den sendt…«
Yikes, romcoms.
Sådan noget Valentins-kommercielt, heteronormativt fnidderfnadder, der reducerer karaktererne til stereotypt kærlighedshungrede analytikere af aubergine-emojienes sande mening.
Næ tak, her på matriklen giver vi bedagede kønsroller et hard pass og favner i stedet anderledes samfundsrelevant filmkunst med hårde ting, der eksploderer, frem for bløde hjerter, der imploderer. Giv os handlekraftige hunkønsvæsner, der har styr på deres shit og giver pokker i, om en eller anden tilfældig fuckboy skriver søde beskeder i natten. Der er sgu da få ting på film, der er så nedladende, som når piger og kvinder fremstilles som…
Shhh!
Sorry, men jeg slukker lige for mikrofonen et øjeblik, du kære, progressive kyniker.
For det første er ovenstående replikker ikke løftet fra nogen sukret amerikansk kærlighedsfilm fra Netflix-kategorien ’Amoriner i luften’, men derimod fra danske Jonas Risvigs’ naturalistiske ungdomsserie ’Grænser’, der lige nu kører på Youtube.
For det andet er det, jeg i virkeligheden hører dig sige, at du aldrig har fundet den eneste ene.
Og med den eneste ene mener jeg den romcom, der vil vende op og ned på dit liv.
Og med romcom mener jeg gurufilmen ’He’s Just Not That Into You’.
Også kendt som 00’ernes hvideste, mest latterliggjorte og absurd stjernespækkede ode til ufornuft og følelser, der stik imod alle odds befamler din inderste sjæl, uanset hvor ihærdigt du ryster på hovedet undervejs.
Okay, det første skal selvfølgelig ikke med i salgs-pitchet, men med ærlighed kommer man længst, så lad os få et par øv’er på det rene up-front:
Som med snart sagt hver en romcom præ-10’erne skriger ’He’s Just Not That Into You’s blinde diversitetsvinkler og unuancerede LGBTQ-skildringer til himlen (en kende ironisk, at instruktør Ken Kwapis sidste år stod bag serien ’#BlackAF’). Jeg har forståelse for, hvis det på forhånd er en deal-breaker for nogle, men vil samtidig vove at påstå, at manuskriptet gemmer på så mange universelle sandheder om den menneskelige (dating)natur, at de fleste vil kunne få noget ud af filmen alligevel.
Hænger du på lidt endnu?
Så lad os genbesøge en labert airbrushet verden af livsvisdom, der sætter en fed streg under, at københavnske gymnasieunges webserie-forelskelser anno 2021 ikke er et hak mere woke end Hollywood-glamourøse ’He’s Just Not That Into You’s 2009-dissekering af dating-faldgruber – der faktisk ikke kan sige sig helt fri for visse Shakespear’ske ’En midsommernats drøm’-vibes, bemærkes…
Den store åbenbaring
Som enhver, der måtte have set ’Sex and the City’ allerede har luret, er titlen ’He’s Just Not That Into You’ løftet fra det afsnit af kultserien, hvor Carries nye kæreste Berger fortæller Miranda, at den mand, hun lige har været på date med, og som ikke ville med hjem og knalde, bare er »just not that into you«.
Carrie og Charlotte himler forargede op, men Miranda – fyrtårnet af realitetssans serien igennem – tager Bergers ord som en åbenbaring:
Han er bare ikke vild med mig.
Og så behøver den ikke være så meget som én desillusioneret »Måske skifter han mening i morgen!«-tanke længere.
Miranda bliver dog ikke ligefrem populær, da hun senere forsøger at sprede det befriende budskab til andre kvinder, der foretrækker at leve i troen på, at en fyr, der ikke besvarer opkald og sms’er, nok snarere er afgået ved døden, end ikke »på« (dét morbide scenarie udspiller sig rent faktisk i et andet afsnit).
Men plottet inspirerede SATC-manuskriptkonsulenterne Liz Tuccillo og Greg Behrendt til at arbejde videre med konceptet, der i 2004 blev til bogen ’He’s Just Not Into You’: En hylende morsom, bidende skarp sandheds-satire-selvhjælpsbog, der burde stikkes i hånden på hver en teenager kloden over for at sikre artens trivsel fremadrettet.
(Tillykke til dig, hvis du hører til den gruppe af ualmindeligt standhaftige individer, der aldrig i hele deres liv, thankyouverymuch, har mærket så meget som én enkelt lille sommerfugl flakse håbefuldt i maven ved lyden af en ny besked fra en flirt. Det bliver jer supermennesker, der en dag skal føre os alle igennem apokalypsen, mens vi andre swiper med snuderne i skærmen).
Brad, Jen, ScarJo, Ben…
»Men – har bogen billeder af letpåklædte Bradley Cooper og Scarlett Johansson i hed omfavnelse på hver anden side?«, spørger du.
Nope.
Og derfor springer vi rask videre til filmversionen, der i 2009 forvandlede bestseller-litteratur til blockbuster-kandidat med et cast, man skal se for at tro det.
Spillerne på banen er:
Bradley Cooper er Ben, som er gift med Jennifer Connelys Janine. Janine arbejder sammen med Beth, spillet af Jennifer Aniston, som er kæreste med Neil, spillet af Ben Affleck.
På Beth og Janines kontor møder vi også Gigi, spillet af Ginnifer Goodwin, som virkelig, virkelig gerne vil finde Mr. Right, men i stedet møder den kyniske bartender Alex, spillet Justin Long.
Alex er BFF med ejendomsmægleren Connor, spillet af Kevin Connolly, som er håbløst forelsket i yoga-lærer-wannabe-sanger Anna, spillet af Scarlett Johansson.
Anna er gode venner med Mary, spillet af Drew Barrymoore, som fortvivler over antallet af digitale platforme, hun potentielt set kan blive dumpet på, og som arbejder på et LGBTQ-magasin, hvor kollegerne tappert hepper på hende.
(»Er det bydende nødvendigt for filmens budskab, at det bliver serveret af cremen af det grøntsagssmoothie-drikkende-decaf–hyper-kommercielle La La Land anno 00’erne?«, vrisser den p.hd.-filmstuderende i transsylvansk socialrealisme fra 30’erne. Hvortil jeg må svare: But of course not. Men da Udo Kier sprang fra i 11. time, virkede det bare mest nærliggende at erstatte ham med Ben Affleck).
Samtlige relationer går selvfølgelig op i sømmene: Ben og Anna kaster sig ud i en affære, Neil nægter at gifte sig med Beth, selvom de har været sammen i næsten 10 år, og deres forhold er bundsolidt (fordi han »ikke tror på ægteskab« er en doven drengerøv), og Gigi forsøger at trylle dårlige dates om til love stories.
»Måske er jeg undtagelsen…?« funderer drømmeren håbefuldt, da Alex forsøger at forklare hende ’Han er bare ikke vild med dig’-reglen. »NEJ! Du ER reglen«, råber bartenderen, der dagligt er vidne til tåkrummende første dates fra første parket. »Hvis en mand er interesseret i dig, SÅ RINGER HAN TILBAGE«.
Undlader en flirt at svare, så er det ud af vagten og videre i teksten. For uanset alder er han/hun/de nemlig ikke i færd med at forfatte det perfekte, poetiske svar, lammet af berusende følelser for dig eller bare »virkelig stresset i den her uge«.
Han/hun/de er dårligt opdraget, hvad end der er tale om Johan fra Q-klassen eller ham den pæne fra kontoret, der »havde et tidligt møde«.
Småpiger vs. smådrenge
Gigis higen efter at finde på undskyldninger for, hvorfor det er a-okay at nedstirre sin telefon i dagevis, læner sig op ad tidløse filmklicheer om den ubehøvlede bad boy, der er så skidt for vor selvudslettende hovedrolle, at det i det mindste må være godt for noget god sex (indsæt selv titlerne på så mange klæge teenromancer, du kan komme i tanke om).
Og roden til dén tendens spidder ’He’s Just Not That Into You’ allerede i åbningsscenen, der imidlertid (kan jeg læse mig til i harme think pieces derude) ofte bliver gedigent fejltolket:
En lille pige bliver skubbet i jorden af en dreng på legepladsen, og da hun grædende genfortæller hændelsen til sin mor, får hun forklaringen på plageåndens mystiske opførsel:
»Ved du, hvorfor drengen gjorde, som han gjorde? Det er fordi, han godt kan lide dig!«.
Man skal se scenen, som fanden læser biblen, hvis det skal gå ens næse forbi, at filmen med fed satire banker os oven i hovedet med, hvor megen unødvendig forvirring og skam, dén form for legitimation af dårlig (hvis ikke ligefrem borderline voldelig) opførsel forårsager fra sandkassestadiet og frem, når det kommer til unge pigers forståelse for, hvad de »forventes« at finde sig i fra mænd, der udviser (uønsket) interesse.
Bevares, ’He’s Just Not That Into You’ er lige vel flødebolle-cute og binder i sidste ende liiidt for pæne sløjfer på trådene – men ikke på dem alle, og det er velkomment i genren. Det er en gang BS, at de mest passionerede forhold er dem, hvor det gør lidt ondt på den ene part, slår filmen fast, og tidsspilde bliver aldrig en romantisk medaljesport.
Antiryger-kæresten skal sgu nok lugte cigaretrøgen og yogalæren på dig, selvom du har forsøgt at lufte ud, Bradley Cooper…
Det er så simpelt, som det er sagt, og vi ved det alle sammen udmærket godt.
Men alligevel bliver det stadig ikke sagt ofte nok i romcoms, hvor glorificeret selvopofrelse – alt for kærligheden! – gerne trumfer de budskaber, der, hvis vi skal drage den føromtalte samfundsrelevans ind over, minder os om vigtigheden af ikke at fodre selvværdsknægtende dating-myter.
Ja, som udgangspunkt burde vi være utvetydigt kønsrolle-woke-fornærmede over, at ‘He’s Just Not That Into You’ ublu tegner et billede af, at alle har prøvet at obssesse over et crush, og at navnlig kvinder bruger uforholdsmæssigt meget tid på aktiviteten. Men lad os lige hviske i kor:
It’s funny ’cause it’s true.
Så skal vi ikke smide popcorn i mikroen og se datingdæmonerne i øjenene denne Valentins?
‘He’s Just Not That Into You’ kan ses på Viaplay, Blockbuster og Youtube.