’Children of the Enemy’: En kraftfuld og oprivende film til debatten om Syrien-børnene
Jeg diskuterer tit med folk, der siger, at de ikke tør eller magter se ’deprimerende’ dokumentarfilm om krig, flugt eller andre menneskelige katastrofer.
For med fare for at lyde frelst synes jeg faktisk, at det er vores forbandede pligt at se virkeligheden i øjnene. Især når det er en virkelighed, som vi danskere – i hvert fald indirekte gennem vores politiske stemme – har indflydelse på.
Som ‘The Cave’, ‘Til Sama’ og ‘En splittet familie’, der på hver deres måder skildrer konsekvenserne af den syriske borgerkrig så brutalt og hjerteskærende, at man skal være lavet af sten for ikke at få lyst til at brede armene ud for alle de syriske flygtninge, der er kommet til Danmark – og lige nu sendes retur.
Det er netop det, film kan: skabe empati og forståelse. Og det får man i den grad af at se svenske Gorki Glaser-Müllers dokumentar ‘Children of the Enemy’ om tidens anden brandvarme politiske konflikt: spørgsmålet om, hvorvidt Danmark og andre vestlige lande skal hente børn af deres statsborgere, der har tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat, hjem fra de syriske fangelejre.
Instruktøren følger på tæt hold svenske Patricio Galvez, hvis datter Amanda år tilbage konverterede til islam og blev radikaliseret. Sammen med sin ligeledes konverterede mand og deres små børn rejste hun i 2014 til Syrien og tilsluttede sig ISIS. Parret blev slået ihjel i kamp i 2019, og deres syv børn i alderen et til otte år blev anbragt i den kurdiske al-Hol-lejr i det nordlige Syrien.
Det er lejrens umenneskelige forhold, som Patricio er fast besluttet på at redde sine børnebørn ud af. Plaget af skyld og afmagt over sin datters valg og skæbne vil han gøre alt for, at historien ikke gentager sig hos næste generation. Han forstår godt, at folk er vrede over det landsforræderi og den skade, som hans datter og svigersøn har forårsaget, fortæller han en journalist, der i en af filmens mest menneskelige fine scener slukker for sin diktafon og aer sin grådkvalte interviewperson på ryggen.
Men som han siger: »Det var ikke børnene, der sluttede sig til ISIS. Det var forældrene«.
Mødt med de svenske myndigheders gentagne melding om, at de forstår ham, men ikke kan stille noget op, rejser en desperat Patricio selv til Irak for at få hjælp fra lokale menneskerettighedsorganisationer til at hente børnene ud af lejren.
Selv hvis man kender udfaldet af den tæt mediedækkede sag, sidder man med sit blødende hjerte helt oppe i halsen gennem Patricios indædte kamp for sine børnebørns fremtid. Vi er med til samtaler med myndigheder og hjælpeorganisationer, til interviews med de svenske medier og hjemme på hotellet, hvor han ømt fremviser sine indkøb af børnesko i syv størrelser.
Instruktør Gorki Glaser-Müller var på forhånd personlig ven med Patricio og får lov til at komme helt tæt på med sit kamera både under Patricios frustrationer og glæder og i de afgørende, livsomvæltende øjeblikke. I nogle scener blander han sig i Patricios samtaler og spørger kritisk ind til hans beslutninger, mens han i andre scener er mere klassisk observerende.
Men hans tydelige tilstedeværelse og tætte bånd skaber en nerve og en rå og kærlig intimitet, som er guld værd i skildringen af Patricios både ydre kamp og personlige erkendelsesrejse.
Børnene har slørede ansigter, og filmen svælger ikke i deres elendighed. Men en enkelt scene, hvor en af drengene sidder på en hotelseng om natten og banker hovedet ind i væggen igen og igen, siger alt om de traumer, børnene allerede bærer rundt på.
Kort sagt:
Svensk dokumentar om en bedstefars kamp for at hente sine børnebørn hjem fra al-Hol-lejren i Syrien er gennem sin stærke og intime følelsesmæssige fortælling et kraftfuldt og oprivende indlæg i den aktuelle debat om børnene i de syriske lejre.