Læser ‘Saturday Night Live’s sketch-forfattere monstro Soundvenue … ?
Man skulle næsten (næsten, blev der sagt) tro det ud fra weekendens veloplagte spoof af lebiske periodedramaer, hvori ungmøer med begæret flammende under 1800-tal-skørterne sender hinanden lystne sideblikke på stormfulde strande, og fletter forsigtigt fingre i 2,5 time lange kunstværker med 12 linjers dialog.
Dén kuriøse tendens, der omfatter den franske anmelder-darling ’Portræt af en kvinde i flammer’, det britiske drama ’Summerland’, den kommende Kate Winslet-film ’Ammonite’ og den norske filmmager Mona Fastvolds ‘The World to Come’ spiddede vi tilbage i september sidste år med ordene:
»Det var ikke sjovt at være lesbisk i 1840, det kan alle blive enige om. Måske hersker der derfor også en mere eller mindre ubevidst filmland-forestilling om, at internationale cis-biografgængere automatisk lettere kan hitte hoved og hale i queer-temaer, hvis de er hensat til »dengang for laaang tid siden«, hvor sorgfulde damsels in distress spiller Händel på klaveret, end hvis Emma Stone og Janelle Monae tungekyssede på den lokale Starbucks og småskændtes om, hvor lang tid man skal koge menstruationskoppen«.
I weekendens SNL-sketch var det gæstevært og Oscar-kandidat for ‘Promising Young Woman’, Carey Mulligan, skuespiller Heidi Gardner og SNL-geniet Kate McKinnon, der gav tendensen en overhaling med spot-on komisk resultat:
Hey, SNL, I ringer bare, hvis I vil have mere inspiration fra disse kanter.