’The Mauritanian’: Benedict Cumberbatch kan ikke redde vigtig Guantanamo-thriller

I kølvandet på terrorangrebene på World Trade Center etablerede den amerikanske regering den militære fængselslejr Guantanamo på Cuba. Et sted, hvor konventioner og menneskerettigheder er ikkeeksisterende. Berømt og berygtet for de voldsomme historier om tortur og mishandling af krigsfangerne, som ofte aldrig kom for en egentlig domstol, men i stedet blev forhørt i årevis med de mest inhumane metoder tænkeligt.

En af de mange fanger var den uskyldige mauritiske Mohamedou Ould Slahi, der blev holdt fængslet fra 2002 til 2016, mistænkt for at være en af hovedbagmændene bag 9/11. Det er denne historie om uretfærdighed og menneskelighedens mørkeste sider, som er omdrejningspunktet i det BAFTA-nominerede drama ’The Mauritanian’, der er aktuel på Amazon Prime.

Jodie Foster spiller no-bullshit-advokaten Nancy Hollander, som på trods af undrende blikke fra sine kollegaer beslutter sig for at repræsentere den terrormistænke Slahi. I den modsatte ende af spektret har den amerikanske stat udpeget oberstløjtnanten Stuart Couch (Benedict Cumberbatch med en iørefaldende Louisiana-accent!) til at være anklager med det mål at få fangen dømt til døden. En sag, der står ham ekstra nært, idet hans bedste ven var pilot på et af de kaprede fly.

Den personlige vendetta kompromitteres dog, da Couch falder over en række hemmelige dokumenter, der viser, hvor forfærdelige forholdene rent faktisk er i Gitmo-lejren.

Britiske Kevin Macdonald, der tidligere har instrueret ‘The Last King of Scotland’, har en baggrund i dokumentarfilm, og det mærker man især i måden, han forsøger at afdække begge siders ræsonnementer, før han i sidste ende kommer til den ukontroversielle og alment kendte konklusion: At forholdene på Gitmo var/er yderst kritisable.

At han har valgt at lægge sit fokus hos Foster og Cumberbatchs karakterer betyder også, at man får følelsen af, at det – trods filmens titel – egentlig ikke er Mohamedou Ould Slahis historie, han er interesseret i, men nærmere det, han repræsenterer i et bredere politisk billede. Han bliver ret hurtigt personificeringen af alle uskyldige fanger, der nogensinde har været indespærret på Cuba.

Og det er lidt en skam.

Franske Tahar Rahim spiller nemlig den intelligente og (forholdene taget i betragtning) optimistiske fange på dedikeret vis. Det ville have klædt filmen at fortælle historien mere fra hans synsvinkel. Men det middelmådige manuskript baseret på Slahis egne erindringer kommer aldrig ind under huden på ham, ligesom det aldrig står 100 procent klart, hvorfor USA holdt ham indespærret i så mange år.

Rahim får primært lov at brillere i de mange flashbackscener præsenteret i det næsten kvadratiske 4:3-format. Her er vi fra første parket vidne til, hvordan amerikanernes afhøringsmetoder blev mere og mere afskyelige gennem de 14 år, Slahi var indespærret. Metoder, der rummer alt lige fra nægtelse af søvn, waterboarding og sågar påtvunget samleje. Disse scener vises i epilepsifremkaldende blink og med hårdt pumpende heavy metal-musik.

Det er uhyre effektivt og illustrerer tydeligt, hvor frygteligt fangerne blev behandlet, uden filmen på noget tidspunkt dvæler ved elendigheden eller ligefrem sensationaliserer volden.

Udover de voldsomme flashbackscener forsøger ’The Mauritanian’ at holde tilskuerens interesse med scener, hvor de ellers velspillende Hollywood-skuespillere Foster, Shailene Woodley (der spiller Fosters assistent) og Cumberbatch udelukkende sidder og graver i lange foruroligende rapporter med spændingsmættet musik på lydsiden. Det er bare et dramaturgisk problem, når spændingsopbygningen og klimakset består i, hovedpersonerne kommer (læser sig!) frem til afsløringer, man allerede var klar over, inden filmen startede.

Selve retssagen bliver også hurtigt afviklet uden den store fanfare. Læg dertil de obligatoriske tekster inden rulleteksterne, hvor vi lige får fulgt op på de enkelte karakterer, og hvad status er med Gitmo-basen i dag.

Resultatet er en velproduceret, men desværre kun moderat spændende fortælling, der mest af alt står tilbage som en moraliserende historietime med vigtige – men lidt banale – budskaber om, at ondskab findes alle steder, og at det er vores alle sammens pligt at sige fra overfor den.

---

Kort sagt:
Kevin Macdonald interesserer sig mere for de større politiske linjer end Guantanamo-fangen Mohamedou Ould Slahis personlige historie. Det gør den velmenende ’The Mauritanian’ til en forglemmelig filmoplevelse.