‘The Unholy’: Ny gyser er mest uhyggelig, når den forsøger at være dyb
Man skal dæleme passe på, hvis man vil lave en eskapistisk gyserfilm, der på en og samme tid vil levere overfladiske chokeffekter og en god gammeldags morale.
Det er en stor kamel at sluge af samme årsag, som at man normalt ikke klæder folkeskolelærere ud i hvide lagener og beder dem om at råbe bøh, mens de gennemgår Karen Blixens samlede værker. Det kræver en exceptionel fortællerevne og overbevisning, hvis den kombination skal købes uden himmelvendte øjne.
Ikke desto mindre er det lige netop det, ’The Unholy’ har sat sig for.
Filmens mest uhyggelige øjeblik er det tidspunkt, det går op for én, at den forsøger at være dybsindig. Selve plottet er hverken opfindsomt eller synderligt spændende og virker mere end noget andet som en dårlig undskyldning for at få kanaliseret så meget moralprædiken og jumpscares ind som muligt.
Den afdankede rapporter Gerry (Jeffrey Dean Morgan), der i et tidligere liv har været en seriøs Pulitzer-kandidat, inden han blev afsløret som en gedigen fake news-mager, bliver sendt til den lille New England-soveby Banfield for at undersøge et potentielt overnaturligt fænomen. Her møder han den døve og stumme pige Alice, der på mirakuløs vis bliver helbredt af ingen ringere end Jomfru Maria.
Men miraklerne er først lige begyndt, for Maria har verdensomspændende planer, og hun skal bruge Alice og Gerry til at blive hørt – og tilbedt. Inden længe går det dog op for Gerry, at deres helbredende skytsengel måske ikke er den, hun udgiver sig for at være…
Historien lægger egentlig fint op til en karakterbåret udforskning af menneskets forfængelighed, stolthed og jagten på de nemme løsninger. Jeffrey Dean Morgan er ideelt castet i rollen som den lettere narcissistiske, men i grunden godhjertede journalist, der skal gennemgå en rejse for at rense sin samvittighed og samtidig lære en ting eller to om integritet.
Problemet er bare, at rejsen føles så hul og henslængt, at man aldrig rigtigt interesserer sig for den – eller ham. Man sidder med et indtryk af, at han udelukkende fungerer som manuskriptforfatterens dukke, der går og taler og tænker på lige præcis den måde, der bedst passer ind i dramaturgien på bekostning af enhver form for organisk karakterudvikling.
Det ville næsten kunne undskyldes, hvis historien i det mindste var medrivende, men mysteriet om ånden, der udgiver sig for at være Jomfru Maria, er så forudsigeligt, at man næsten skulle tro, det var et bluff, der slørede for et M. Night Shyamalan-værdigt plottwist.
Men ak, ’The Unholy’ spiller med åbne kort fra start af, og det er til konstant og enorm frustration, at filmen aldrig gør sig fortjent til seerens opmærksomhed i dens 100 lange, søvndyssende minutter. Ikke engang chokeffekterne er værd at holde øjnene åbne for, da de på intet tidspunkt bliver mere kreative end larmende lydeffekter, hurtige klip og genfærd, der kommer susende mod kameraet.
Afslutningsvis får man så moralen hamret godt og grundigt ind – hvis man nu skulle være faldet i søvn undervejs – med bibelsk visdom: Tag jer i agt for falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder. Med andre ord – hvis du hverken har været spændt, skræmt eller underholdt undervejs, har du da i det mindste fået lov til at genlæse dit gamle konfirmationscitat.
Kort sagt:
Mysteriet er forudsigeligt og uinteressant, karakterudviklingen ufortjent og chokeffekterne ineffektive. Til gengæld har filmen en papudskåret fake news-morale, som selv Donald Trump ville fange.