De 25 bedste film på Disney+ lige nu

Streamingtjenesten Disney+ er vokset til et overflødighedshorn af animationsmagi, stærke Oscar-kandidater fra nyere tid, klassiske storfilm og superheltefavoritter. Vi har sorteret i udvalget og håndplukket 25 af de bedste titler, du kan se lige nu – og der er noget til enhver type filmaften, hvad end du er til action, romcoms eller mænd med saksefingre.
De 25 bedste film på Disney+ lige nu
'The Grand Budapest Hotel'. (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

‘The Grand Budapest Hotel’

Wes Anderson-løjerlighederne når nye, uanede højder i mesterværket fra 2014, hvor hotelbestyreren Gustave H. (en genial Ralph Fiennes) og hans lobby boy, Zero (Tony Revolori), styrter rundt i et fiktivt centraleuropæisk land i starten af 1930’erne. Udefra presser nazismen sig på, men i Andersons dukkehusverden vejer det karikerede persongalleris eskapader tungere. Her er forelskelse, had, skuddueller i hoteller, fængselsflugter, adskillige jagtsekvenser og meget, meget mere.

Følte man sig overstimuleret af texanerens tidligere film, får man brug for noget stærkt beroligende efter indlogering på The Grand Budapest Hotel, der er nærmest demonstrativt satirisk kompleks. Men det klæder både Andersons narrative såvel som hans æstetiske stil, og hele castet bringer deres A-game og mere til – foruden Fiennes og Revolori møder vi Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan, Bill Murray og Edward Norton. For nu at nævne nogle få!

Selv hvis man ikke fanger referencerne til alt fra Hergé til Mel Brooks, som Anderson kaster ud til intertekstualitetens feinschmeckere, er der masser at komme efter. Og komme tilbage til igen og igen.

Frances McDormand i ‘Nomadland’. (Foto: PR)

‘Nomadland’

Årets velfortjente Oscar-vinder for Bedste film, Bedste instruktør og Bedste kvindelige hovedrolle er en sjælfuld og tankevækkende rejse til et USA, de færreste af os kender til. Filmen er baseret på en bog af samme navn om moderne, amerikanske nomader, der som navnet antyder driver rundt fra sted til sted – husløse, men dog ikke hjemløse, som filmens antiheltinde Fern (geniale Frances McDormand) slår fast.

Siden den fabrik, hun arbejdede på gik konkurs, og tog hele bysamfundet, den forsøgede med sig, har Fern kørt rundt i sin bil, og taget midlertidigt arbejde, hvor hun har kunnet finde det (heriblandt på Amazons kønsløse industrilager). Ferns familie og venner bekymrer sig over kvindens »deroute«, men i takt med at Fern møder andre, ligesindede nomader, spirer håbet for en alternativ, meningsfyldt fremtid.

Instruktør Chloé Zhao har simpelthen begået et lille mesterværk, hvis maleriske landskabsbilleder tegner den ærkeamerikanske western-genre og lone ranger-troper i et helt, socialrealistisk nyt lys.

‘Margaret’. (Foto: PR)

‘Margaret’

Kenneth Longergans (‘Manchester By the Sea’) ’Margaret’ er en ekstremt gribende coming of age-historie fuldstændigt renset fra de klicheer, der ofte knytter sig til film om unge menneskers dyrekøbte første erfaringer.

Anna Paquins Lisa er en privilegeret teenager, der bor med sin teaterskuespillende mor på Upper West Side. Hun er på én gang røvirriterende og empativækkende, som teenagere nu er – selvretfærdig, stædig og gammelklog, men også bare usikker og søgende.

Pigens tilværelse rives op med rode, da hun bliver vidne til en færdselsulykke, der hører til en af de stærkeste dødsscener i filmhistorien. I et anfald af sympati dækker Lisa over den buschauffør, der påkørte offeret, men tragedien bliver siddende i hende.

Paquin er sublim i titelrollen, men foruden portrættet af Magaret er filmen også et vidnesbyrd om New York efter 9/11. Om hvordan katastrofen nok er trådt i baggrunden og kan diskuteres intellektuelt, men samtidig er et filter, der giver en ny farve til hver en detalje i newyorkernes liv.

Sigourney Weaver i ‘Alien’ i 1979. (Foto: PR)

‘Alien’

I rummet kan ingen høre dig skrige, men der skal nok være dem, der alligevel hviner lidt af begejstring over, at alle ‘Alien’-filmene nu er på Disney+.

Den første i rækken, Ridley Scotts fantastisk klaustrofobisk og drønhamrende effektive rumgyser-film noir, har ganske vist 42 (!) år på bagen, men filmen holder fortsat fra a til å.

Fra det skramlede rumskib til den ikoniske »middagsscene«, hvor John Hurt pludselig får ondt i brystkassen, til den neglebidende katten-efter-musen-jagt, der følger i de trange gange og Sigourney Weavers førsteklasses final girl-præstation, der satte nye standarder for kvindelige actionhelte: ’Alien’ er et stramt fortalt mesterværk, der slet og revolutionerede sci-fi-genren.

Jovist, der er dem, der foretrækker James Camerons mere bombastiske opfølger ’Aliens’ fra ’86 (og den er også fremragende), men det er Scotts første eventyr i den lille skrotbunke mellem stjernerne, der næsten føles som moderne home invasion-horror.

‘Thor: Ragnarok’.

’Thor: Ragnarok’

Det kom bag på mange, da den newzealandske indie-filmmager Taika Waititi (’What We Do in the Shadows’) landede jobbet som instruktør på Marvels tredje ’Thor’-kapitel. Men satset viste sig som intet mindre end en genistreg, da Waititi rebootede den nordiske (well…) gud med gakket situationskomik, 85 procent improviseret dialog (ganske uhørt i kontrolleret Disney-regi) og psykedeliske farveeksplosioner til tonerne af 80’er-synth-rock.

Under Waititis instruktion sprang vennen Chris Hemsworth ud som herligt selvironiserende komisk begavelse, hvis kemi med Tom Hiddlestons lumskebuks Loki og Tessa Thompsons drukfældige Valkyrie slår veloplagte gnister (når skuespillerne da ikke forsøger at undertrykke deres grin). Alt imens Jeff Goldblum bringer al sin umiskendeligt quirky Goldblumness til rollen som den über-forfængelige skurk Grandmaster.

’Thor Ragnarok’ er ikke bare et af de mest underholdende actionbrag på Disney+, den er en af Marvels allerbedste film.

‘Soul’.

’Soul’

Pixar er på toppen af deres game med deres nyeste film instrueret af geniet bag ‘Up’ og ‘Inside Out’, Pete Docter. ‘Soul’ handler om en midaldrende musiklærer, der ikke kan give slip på drømmen om et gennembrud som jazzpianist. Men som, den dag chancen endelig byder sig, falder ned i et hul i jorden og pludselig er reduceret til en sjæl i stadiet lige før efterlivet.

‘Soul’ er et imponerende dristigt projekt: en fortælling, der blander den fotorealistiske stil fra eksempelvis ‘Up’ med en lang passage, som mest af alt ligner en psykedelisk tegnefilm, som umuligt kan være konciperet af en upåvirket hjerne.

‘Soul’ tager – som den jazz, filmen også hylder – adskillige afstikkere og flere vellykket komiske chancer end i nogen af Pixars foregående film, samtidig med at det – helt i animationsstudiets ånd – er en dybt bevægende film om nogle af de allerstørste tematikker, her intet mindre end meningen med livet. Det er så godt tænkt og forløst.

‘Martha Marcy May Marlene’. (Foto: PR)

‘Martha Marcy May Marlene’

10 år før Marvel-serien ‘WandaVision’ fik Elizabeth Olsen sit kunstneriske skuespillergennembrud i Sean Durkins dybt foruroligende og rasende velspillede indiedrama ‘Martha Marcy May Marlene’.

I historien spiller Olsen den titulære hovedrolle, der genforenes med familien efter at have boet sammen med en kult i flere år. Martha forsøger at vende tilbage til en ‘normal’ tilværelse, men kultens karismatiske og uhyggelige leder Patrick (en fantastisk John Hawkes) vil ikke lade hende slippe.

Filmens klaustrofobiske miljø giver svedige håndflader, og man gætter febrilsk på slutningen frem til sidste minut.

Johnny Depp i ‘Edward Saksehånd’.

’Edward Saksehånd’

Tim Burtons suverænt bedste film markerede starten på samarbejdet med Johnny Depp, der her minder om, hvorfor han var en af 90’ernes mest solide og sjælfulde skuespillere. Et usvigeligt stortalent, der med ganske få melankolske blikke knuser ens seerhjerte.

Foruden at være et tragikomisk juleeventyr om menneskerobotten Edwards forelskelse i pigen Kim (Winona Ryder i karrierens bedste rolle) er ’Edward Saksehånd’ også et stykke sindigt forstadssatire over det konservative USA, hvor snorlige villaveje, religiøs fanatisme og pastelfarvede huse fremstår mindst lige så creepy som Edwards gotiske slot. Det er sjovt, grumt og slutteligt så brandsørgeligt, at tonerne af Danny Elfmans legendariske score for evigt vil rive i tårekanalerne.

Alex Honnold i ‘Free Solo’.

‘Free Solo’

Oscar-vinderen ’Free Solo’ understreger, at dokumentarfilm kan være mindst ligeså angstprovokerende som en vellykket spændingsfilm.

Den nervepirrende dokumentar viser, hvordan klatreren Alex Honnold tager kampen op med den amerikanske klippe ’El Capitan’, som han sætter sig for at bestige – vel at mærke uden sikkerhedsudstyr. Hårene rejser sig, når man overværer Honnold flagre på det famøse bjerg, som er svimlende 914 meter højt. Kun hans indeborende fingre- og fodspidser holder ham oppe, når han står med ryggen direkte mod døden – men en ukuelig indre ild får ham alligevel til at fortsætte kampen mod toppen.

’Free Solo’ formår at fortælle en adrenalinfremkaldende historie med stof til eftertanke. For hvorfor har en mand behov for at hænge på en af verdens hårdeste klatreklipper uden sikkerhedsudstyr?

Filmen går en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt vedkommende historie om mål, perfektion, kærlighed og natur. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold«.

Beyoncé i ‘Black Is King’. (Foto: Andrew White)

‘Black is King’

Det er måske ikke hver dag, du sætter dig ned og ser en halvanden time lang musikvideo, men for dén her kan du godt rydde din aften. Som sidste hånd på værket i Beyoncés arbejde med live action-versionen af ‘Løvernes konge’ begik sangerinden i i 2020 denne musikfilm, der sætter billeder til albummet ‘The Gift’ fra sommeren 2019.

Og selv om der optræder enkelte lydklip fra ‘Løvernes konge’, må man sige, at Simba er trådt lidt i baggrunden. I stedet fremstår Beyoncé selv som hovedperson og historiefortæller. »Living without a reflection for so long makes you question if you truly exist«, siger superstjernen og opsummerer dermed, hvad det er for en historie, filmen fortæller:

Igennem musik, dans, billeder og kulturelle referencer kommenterer Beyoncé på at være sort i USA og om at føle sig fremmed i sit eget land. Om en kollektiv identitetskrise og søgen efter en fælles historie og et oprindelsessted, der ikke kun har slaveriet som udgangspunkt. Det handler slet og ret om at kunne »find your way back«. Og det er dybt seværdigt.

Barry Pepper, Edward Norton og Philip Seymour Hoffman i ’25th Hour’. (Foto: PR)

’25th Hour’

Edward Nortons leverer en af sine bedste præstationer nogensinde i dette mesterværk fra Spike Lee, der står som et stærkt vidnesbyrd over tilstanden i den amerikanske befolkning i kølvandet på 11. september.

Historien handler om newyorkeren Monty Bogan, der anholdes for omfattende kokainhandel og står til syv år bag tremmer. Filmen følger hans sidste døgn i det fri, hvor han siger farvel til sine venner (Barry Pepper og Philip Seymour Hoffman), kæresten Naturelle (Rosario Dawson) og faren (Brian Cox) – og desuden prøver at cutte tråden til sine kriminelle forbindelser.

Spike Lee skulle i gang med at optage filmen, da terrorangrebet mod World Trade Center fandt sted. I stedet for at sky uden om den forfærdelige hændelse, valgte instruktøren konsekvent at inkorporere traumet. Og det giver en bagvedliggende kuldslået og apatisk stemning til hver eneste af de farvedrænede billeder.

Frances McDormand i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Frances McDormand (ja, der var hun søreme igen!) og Sam Rockwell dominerede velfortjent podierne ved 2018’s tunge prisuddelinger, hvor de to stjerner gjorde rent bord for deres kraftpræstationer i Martin McDonaghs Oscar-nominerede drama med den udødelige titel ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

I filmen spillede McDormand Mildred, som forsøger at få retfærdighed for sin myrdede teenagedatter ved at råbe politiet i lillebyen Ebbing op. Mildred rejser tre enorme billboards ved landevejen, der hænger sheriffen Willoughby (Woody Harrelson) ud for at misligholde sine forpligtigelser, og skaber ulmende splittelse i lokalsamfundet, der især vækker Willoughbys afstumpede, galoperende racistiske højrehånd Dixons vrede (Rockwell).

Med sin komprimerede setting i det landlige amerikanske midtvesten hudflettede ’Three Billboards’ nationens voksende mistillid til en ofte skræmmende indifferent – hvis ikke ligefrem inkompetent – politistyrke og opblomstringen af højreekstremistisk race- og kvindehad.

Adrian Brody i ‘The Thin Red Line’. (Foto: PR)

‘The Thin Red Line’

Terrence Malicks Vietnam-krigsepos er næsten mere kendt for sit absurd stjernespækkede cast – hvoraf flere kun får enkelte minutter på skærmen – end for sine kvaliteter som gedigent mesterværk:

Adrien Brody, Woody Harrelson, Sean Penn, Jared Leto, John Cusack, Nick Nolte, Jim Caviezel, George Clooney, John Travolta og John C. Riley er blandt soldaterne, der forsøger at komme helskindede igennem helvedet i landskabernes høje græs, men filmen er selvsafgt meget mere end sine Hollywood-navne.

Malicks særegne billedpoesi skaber en sjældent sjælfuld skildring af mændenes oplevelser og indre følelsesliv, der står i brutal kontrast til blodsudgydelserne, der uundværligt rammer. Og enkelte scener er særdeles svære at ryste af sig igen. En klassiker, som alle skal se.

Claire Danes og Leonardo DiCaprio i ‘Romeo + Juliet’. (Foto: PR)

‘Romeo + Juliet’

Den første kærlighed er den største. Og få film sprudler af young love som ‘Romeo + Juliet’, der står som en af filmhistoriens bedste ungdomsklassikere.

I australske Baz Luhrmanns 1996-filmversion af Shakespeare-tragedien er scenen sat til et nutidig Verona Beach, sværdene er udskiftet med pistoler, og de unge medlemmer af de fejdende Montague- og Capulet-familier bekæmper hinanden i moderne bander. Der er knald på tempo, musik (soundtracket med Radiohead og Garbage er vitterligt genialt) og hektisk MTV-æstetik, som står i flot kontrast til Shakespeares poetiske dialog og den dybfølte kærlighedshistorie mellem vor to romantikere.

Da Romeo og Julies øjne for første gang mødes gennem akvariet til en fest, er det, som om tiden står stille. Og deres første lidenskabelige og forbudte kys i poolen er et af filmhistoriens mest bjergtagende romantiske øjeblikke. Unge Claire Danes og Leonardo DiCaprio, der begge fik deres store gennembrud med filmen, har en magisk kemi, der gør, at man tror på deres stormende og livsforandrende forelskelse og inderligt håber, at Julie denne gang vil åbne øjnene lidt hurtigere i filmens hjerteskærende slutning.

Hugh Jackman i ‘Logan’.

‘Logan’

All men must die. Selv de mest adamantium-forstærkede af slagsen.

Den erkendelse er den aldrende Logan aka. Wolverine (Hugh Jackman) nået til i instruktør James Mangolds (‘Cop Land’) dystre og ekstremt voldelige X-Men-vision ’Logan’, hvor vor klo-svingende helt er tilbage på flasken, mens selvmordstankerne svirrer om en enlig, længe gemt adamantium-kugle i lommen.

Logan er en ludende skygge af den frække unge brushane, vi først mødte i Bryan Singers ’X-Men’ tilbage i 2000, og fra den indledende blodsprøjtende scene slår Mangold fast med syvtommersøm, at filmens western-agtige, postapokalyptiske univers ligeledes er markant mørkere.

Glem alt om smækre mutanters excentriske hårpragter og episke CGI-kampe om verdensherredømmet med et minimum af helteofre: ’Logan’ er en grum, støvet roadmovie, hvor Wolverine får ufrivilligt selskab af barne-mutanten Laura (Dafne Keen fra ‘His Dark Materials’), der ligesom sin nye ‘mentor’ også springer hvæssede kløer fra knoerne. Hvem mon hun deler mutantgener med … ?

‘Logan’ blev Hugh Jackmans angiveligt sidste udflugt som The Wolverine – hvorfor den lykkelige slutning da heller ikke synes helt så selvskreven.

‘The Nightmare Before Christmas’.

’The Nightmare Before Christmas’

Ingen Halloween uden Tim Burtons stop-motion-mesterværk, der har været svær at finde på streaming, men som nu kan kalde Disney+ for hjem. ’The Nightmare Before Christmas’ er en – i børneunderholdningsregi – vidunderligt dyster, men ikke desto mindre livsbekræftende film om en levende død, Jack Skellington, der forelsker sig i byen Christmas Town. Jack er egentlig konge over sin egen by, Halloween Town, men hans nyfundne julefetich eskalerer i en grad, at han kidnapper selveste Julemanden.

Glem alt om Grinchen, der stjal julen: Det er Jack, der for alvor og på bedste Burton’sk sortkomiske vis skaber ravage i en film, der er usvigeligt gakket, helt unik og charmerende – men som også vil kunne give de mindste unger halve mareridt (sig ikke, at titlen ikke har advaret dig). Der var en grund til, at Disney i sin tid sendte den ud igennem Touchstone Pictures for at undgå et ramaskrig fra forargede forældre.

Historien udspringer af et digt, instruktøren skrev i 1982, mens han arbejdede som animator for Disney, og komponist Danny Elfman har både skrevet musikken og lægger stemme til Jack.

‘The Empire Strikes Back’.

’Star Wars: The Empire Strikes Back’

Diskussionerne om, hvilken ’Star Wars’ film der er den bedste, vil formentlig rase til evig tid, men den film i franchisen, de fleste kan blive enige om, er den oprindelige trilogis anden film, den storladne, men medrivende ’The Empire Strikes Back’ fra 1980 (nummer fem i kronologisk rækkefølge, når man tager alle filmene med).

Historien udspiller sig tre år efter forgængeren, hvor prinsesse Leia (Carrie Fisher) nu har stablet en rebelbase på benene på isplaneten Horth og for alvor falder for Han Solo (Harrison Ford). Denne bliver dog ’lagt på køl’, mens Luke kommer i træning hos Yoda og mister sin hånd i duel med Darth »Luke, I am your father« Vader.

Jep, der sker rigtig meget i ’The Empire Strikes Back’, der kaster en række af de mest ikoniske øjeblikke i franchisen af sig, og instruktør Irvin Kershner styrer slaget med en sikker balance mellem melodramatisk rumopera, visionære actionsekvenser og lommefilosofi i en galakse langt, langt væk. Det siger sig selv, at du selvfølgelig skal have set ’Star Wars’ før ’Empire’, men det er sidstnævnte, du efterfølgende vil gense igen og igen.

‘Never Let Me Go’.

‘Never Let Me Go’

Hvis du aldrig har hørt om Mark Romaneks (‘One Hour Photo’) sci-fi-drama ‘Never Let Me Go’ fra 2010, så er du ikke alene: Filmen fik forsvindende lidt omtale herhjemme, men det skal der hermed rådes bod på! For filmatiseringen af Kazuo Ishiguros snigende uhyggelige roman er som et forlænget afsnit ‘Black Mirror’, der sætter sig i kroppen mens den uhyrlige fortælling langsomt rulles ud.

Carey Mulligan, Kiera Knightley, Andrew Garfield og Domhnall Gleeson (‘Black Mirror’-veteran fra afsnittet ‘Be Right Back’) spiller barndomsvenner, der vokser op på et idyllisk børnehjem omgivet af smukke engelske landskaber. Der er fokus på sund kost, frisk luft og motion, for som unge voksne vil børnene hver især få en opgave at fuldføre, der kræver, at de er ved så godt helbred som muligt. Men hvad er det, der lurer forude?

Jo mindre du ved om plottet i ‘Never Let Me Go’, jo bedre. Bare se den.

‘Bambi’.

’Bambi’

’Bambi’s arv er mere og andet end filmhistoriens mest chokerende geværskud, og set med 2020-briller er tegnefilmen fra 1942 sågar decideret højaktuel i sin kritik af menneskets ringeagt for naturen og vigtigheden af at værne om et sundt miljø for dyr og planter.

Der lægges ikke mange fingre imellem, når jægerne indtager skoven og skræmmer vildtet op for dødssportens skyld, men ’Bambi’ er samtidig en af Disneys smukkeste klassikere, hvis tegnede dyre- og naturbilleder stråler af den form for nænsomme detaljer og David Attenborough-observationer få moderne animationsfilm uden for Pixars drømmestudie kan matche (’Bambi’ bærer flere tonale ligheder med ’Wall-E’, der ligeledes sætter børnevenlig klimaaktivisme i højsædet).

Man kan ikke andet end føle sig som en lidt mere mindful og slutteligt opløftet seer efter en skovtur med favorithjorten og Frank Churchills drømmeriske, Oscar-nominerede score. Men det der skud? Stadigt lige chokerende.

‘Wall-E’. (Foto: PR.)

‘Wall-E’

Efter at have lykkedes med en film om en rotte, der bliver mesterkok, kunne Pixar nærmest gå på vandet i 2008. Så høj var selvtilliden i animationsstudiet, at de omsider fik realiseret et projekt, som Andrew Stanton havde gået og ruget over lige siden 1994:

En ’Rumrejsen år 2001’-inspireret stumfilm om en robot ladt alene tilbage på Jorden, som er blevet gold og ubeboelig på grund af en ophobning af gift- og affaldsstoffer. Fortalt med artfilmens dvælende rytme og med et budskab om faren ved overforbrug og digitalisering.

’Wall-E’ er Pixar-filmen, der har mere at sige til voksne end børn, og den første halve, ordløse time leder tankerne hen mod Chaplin og Buster Keaton, hvor billederne sætter den reneste stemning, Pixar endnu har ramt.

Et eminent lyddesign og vidunderlige animationer gør skrumlebunken Wall-E med de sørgmodige kikkertøjne og den Apple-strømlinede Eve, hvis blålysøjne bliver til tynde buer, når hun klukler, til to af de mest bedårende figurer i Pixar-kataloget. Og deres florlette rumdans må være studiets mest poetiske scene.

Lin-Manuel Miranda og Leslie Odom Jr. i Hamilton. (Foto: Disney)

’Hamilton’

‘Hamilton’ tog USA med storm som den mest succesfulde Broadway-musical i nyere tid: et populærkulturelt fænomen uden sidestykke, hvis overvældende succes fik Disney til at kaste svimlende 500 millioner kroner efter rettighederne til en videooptaget version, så alle kan opleve multitalentet Lin-Manuel Miranda på scenen fra sofaen.

Fortællingen bygger på historien om den virkelige Alexander Hamilton – en af USA’s grundlæggere – og hans rejse fra tilværelsen som forældreløs dreng i New York i 1776 frem til udnævnelsen som USA’s første finansminister under George Washington. »The ten-dollar Founding Father without a father / Got a lot farther by working a lot harder / By being a lot smarter /By being a self-starter / By fourteen, they placed him in charge of a trading charter«, rapper en karismatisk Anthony Ramos knivskarpt i rollen som Hamiltons soldaterkammerat John Laurens, mens manden i centrum selvfølgelig spilles af Miranda selv.

Opsætningens moderne musikalske univers svinger dermed over fra alt fra freestyle rap og R&B til jazz og klassiske musicalnumre, og castet er forfriskende diversificeret hele raden rundt. Vores anmelder Freja Dam kvitterede med fem begejstrede stjerner med ordene: »Der er en kæmpe fornøjelse at nyde Lin-Manuel Mirandas mesterligt komponerede og fremførte hiphophistorie, der giver akut trang til at sætte cast-albummet på repeat«.

James Gandolfini og Julia Louis-Dreyfuss i ‘Enough Said’. (Foto: PR)

‘Enough Said’

Tony Soprano aka. James Gandolfini går på date med Elaine Benes aka. Julia Louis-Dreyfuss i ’Enough Said’, der er en af de fineste, mest ærlige romcoms fra nyere tid såvel som solidt bevis på, at genren absolut ikke behøves krydret af smækker ungdom for at få sommerfuglene til at flakse på skærmen.

Louis-Dreyfus er den fraskilte mor og massøse Eva, som indleder en romance med den jævnaldrende, rundmavede hyggebamse Albert, spillet af Gandolfini. Så langt så ligetil, indtil det går op for Eva, at Alberts ekskone Marianne er en af hendes massageklienter. Ikke nok med det, Marianne (Catherine Keener) bitcher over Albert 24/7, fra hans fejlslagne kamp med vægten til hans manglende moves i sengen. Og pludselig begynder Eva at tvivle på sin forelskelse, for fortjener en mand med dårlige anmeldelser overhovedet en ærlig chance?

’Enough Said’ stikker gaflen i datinglands imagefikserede dobbeltmoral og sociale snobberi, så man både klukker lystigt og mærker sine egne fordomme spiddet på kornet

Greta Gerwig og Lola Kirka i ‘Mistress America’.

‘Mistress America’

Noah Baumbach er noget nær lige så uløseligt forbundet med New York, som Woody Allen var det i 1970’erne, og de to instruktører nærer da også samme forkærlighed for speedsnakkende, semineurotiske antihelte og heltinder, der famler sig igennem æblet med morsomme, melankolske og knivskarpt forfattede dramatiske følger.

Sammen med sin newyorkermuse, manuskriptpartner og baby mamma Greta Gerwig har Baumbach givet os ’Mistress America’ og ’Frances Ha’, der begge har Gerwig i hovedrollen som Annie Hall-møder-Hannah fra ’Girls’-lignede typer. Og som begge har været toneangivende for moderne indiefilms bittersøde, humoristiske hudfletninger af New Yorks millennialgeneration.

I førstnævnte spiller Gerwig karismatiske Brooke, der giver sin kommende stedsøster Tracy (Lola Kirke, lillesøster til Jemima Kirke fra ’Girls’) en berusende, om end kaotisk introduktion til newyorkerlivet, og filmen er en rørende ode til komplicerede kvindevenskaber i neonskæret fra Time’s Square.

‘Guardians of the Galaxy’.

’Guardians of the Galaxy’

En talende vaskebjørn, et træ, der kun kan sige sit eget navn, en blå kriger og en grøn heltinde. Og ja, Chris Pratt med walkman i bæltet. Præmissen for Marvels ’Guardians of the Galaxy’ lød mildest talt lettere fjoget oven på ’rigtige’ superheltebrag á la flagskibet ’Iron Man’, ’Captain America’ og ’Avengers’-franchisen, men med instruktør Tim Gunn ved roret fløj de umage rumhelte overlegent ind i en top tre over Marvels mest originale film.

Bradley Cooper og Vin Diesels duo Rocket Rackoon og Groot stjal hver en scene, de var med i, og filmens tilbagelænede komiske timing blandet op med nostalgisk smægtende rum-scenografi og 80’er-musik (Hollywoods favorit-referenceårti i 10’erne) var et friskt pust blandt studiets mere bombastiske helteeposser.

En mindre vellykket toer plus et styks tweet-skandale omkring Gunn fulgte i årene efter, men i skrivende stund er treeren på tegnebrættet med hele det oprindelige crew og instruktør – og, måske, Chris Hemsworths opblæste tordengud. Håbet om en ’Asguardians of the Galaxy’-hybrid lever.

‘Titanic’. (Foto: PR)

‘Titanic’

Disney+ er i skrivende stund den eneste streamingtjeneste herhjemme, der serverer James Camerons episke romance som en del af abonnementet – og dén dedikation til en af filmhistoriens største klassikere, kunne vi ikke lade gå vores næser forbi!

‘Titanic’ har i senere år været lidt af en prygelknabe for dem, der kimser ad filmens bombastiske katastrofefilmsformat og Leo og Kates dødsdømte kærlighedshistorie i centrum (som det også fremgår andetsteds her på listen havde Leo og kærligheden det stramt i 90’erne). Men det er unfair overfor filmens klokkeklare kvaliteter:

Ja, ‘Titanic’ er en film af »den gamle storfilmsskole«, men den er immervæk også brandeffektiv og ærlig i sin fremstilling af den virkelige tragedies uhyggelige kaos, da skibet, der ikke kunne synke, sank på kun ganske få timer og tog 1.517 mennesker med sig i dybet.

Og så føjer gensynsglæden ved at se purunge Leo og Kate en ekstra ikonisk dimension til oplevelsen her mere end to årtier og to uforlignelige stjernerkarrierer senere. ‘Titanic’ holder i den grad stadig i 2021.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af