’Infinite’: Mark Wahlberg stempler ud af ny actionbasker fra allerførste minut
Enhver klimatisk kamp mellem helt og skurk bliver bedre med en tidsindstillet bombe. Alt sættes på spidsen, og den giver publikum en tydelig tidshorisont. Selvom de sidste ti sekunder ofte varer flere minutter, indtil den røde tråd klippes over med 0.01 sekund tilbage før detonation, er det umuligt ikke at holde vejret i spænding undervejs.
Således kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne under den afsluttende actionscene mellem supermenneskene Evan McCauley (Mark Wahlberg) og Bathurst (Chiwetel Ejiofor) i Antoine Fuquas nyeste actionfilm ’Infinite’, da jeg bemærkede skærmen på den obligatoriske bombe. Der stod blot, at den var armeret. Hvor fanden-i-helvede er min tikkende klokke?
Det kan lyde som en navlepillende detalje at begynde med, men den siger meget om en actionfilm, der ikke blot er dundrende uoriginal, men som ikke engang kan finde ud af at kopiere lektierne ordentligt.
Har du hørt denne her før? Den utilpassede unge mand Evan McCauley (Wahlberg skal forestille at være årgang ’85, hvilket … ok) har hele livet troet, at han lider af skizofreni, som han holder stangen med medicin. I virkeligheden er han en ældgammel kriger, der reinkarneres med alle sine gamle minder intakt efter hver død.
Men efter en bilulykke i sine unge år har McCauley glemt sin(e) identitet(er) og kan derfor ikke forklare, hvorfor han kan smede samuraisværd fra det feudale Japan eller kender den præcise opskrift på krudt.
Han får svar på alle sine spørgsmål, da han samles op af Nora, et medlem af gruppen Infinites, der alle er »udødelige« ligesom ham, og som kæmper mod Nihilisterne ledet af Bathurst. Skurken er efterhånden led og ked af tilværelsen uden ende og planlægger at udslette alt liv på Jorden, så han ikke længere kan blive reinkarneret og omsider nyde den mørke, stille død.
Alt, McCauley skal gøre, er at tage den røde pille – jeg mener tage et privatfly til gruppens hemmelige tilholdssted – så han kan finde den førnævnte bombe før Bathurst og for god ordens skyld lære kung fu på vejen.
Det virker mere eller mindre overflødibt at pege på lighederne mellem ’Infinite’ og mesterværker som ’The Bourne Identity’, ’Highlander’ og navnlig ’The Matrix’. Masser af gode actionfilm kigger trods alt mestrene over skulderen. En af sidste års bedste actionfilm, ’The Old Guard’ om en gruppe udødelige, kyniske lejesoldater, var ligeledes et remix af gamle ideer.
Men ’Infinite’ er snarere en degenerering af action-regelbogen.
Wahlberg, en af Hollywoods bedst betalte muskeldrenge, stempler mentalt ud fra første minut af filmen, hvor han leverer en voice-over, der lyder, som om han lige har fået tøflerne på, og han reagerer på alt med den samme monotone apati. Da han opdager sin hemmelige identitet, er han lige så interesseret i, hvor mange mange pull-ups han kan tage, som han er i verdens potentielle undergang.
Hans søvngængerpræstation er særligt overraskendende, da han i det mindste udviste karisma og brovtende charme i Fuquas ’Bourne’-kopi ’Shooter i 2007. Ikke at instruktøren selv virker synderligt vågen. Actionsekvenserne i filmen er alle uden synderlig konsekvens for filmens handling, og de fleste af dem er så rodet instrueret, at det er umuligt at følge med i, hvor karaktererne er i forhold til hinanden.
Gud ske tak og lov for Hollywoods måske smukkeste mand, Chiwetel Ejiofor, der vrisser og råber samtlige sine replikker, gnægger som en gammel James Bond-skurk og på et tidspunkt torturerer stakkels Toby Jones med et glas honning.
Havde resten af filmholdet udvist samme energi og fanden-i-voldskhed, kunne ’Infinite’ have været en anbefaling værd.
Kort sagt:
Trods en game skurkepræstation fra Chiwetel Ejiofor er ’Infinite’ så forglemmelig, at den vil være ude af hukommelsen, før rulleteksterne kører over skærmen.