VENEDIG FILM FESTIVAL. Lad os være ærlige: Det er nok de færreste af os, der har skænket 00’er-ikonet Kate Hudson en tanke, siden hun blev Oscar-nomineret for sin gennembrudspræstation i ’Almost Famous’ og efterfølgende faldt ned i en sump af middelmådighed.
Men det kan meget vel ændre sig nu. Hudson, der er datter af Oscar-vinderen Goldie Hawn og Kurt Russells steddatter, har nemlig fundet tilbage til formen med sin præstation i Ana Lily Amirpours neonfarvede brag af en film, ’Mona Lisa and the Blood Moon’, som forleden havde verdenspremiere i Venedig.
Hun spiller New Orleans-stripperen Bonnie, der ved et tilfælde støder på den unge pige Mona Lisa Lee (Jeon Jong-seo fra ’Burning’). Titelkarakteren har netop undsluppet den gummicelle, hun har tilbragt det meste af sit korte liv i på et nærliggende psykiatrihospital, ved at dolke sin narcissistiske plejer i benet med en neglefil. Ved hjælp af tankens kraft.
Fuldmånen hænger nemlig højt på himlen, og den fremmaner den unge piges særlige evner: Via telekinese kan hun styre sine omgivelser.
Bonnie øjner en mulighed for at undslippe de elendige vilkår som stripper på Bourbon Street, da hun ved selvsyn bevidner Mona Lisas kræfter.
Det bliver startskuddet på en herligt anarkistisk film, der går til angreb på de etablerede samfundsnormer til den fantastiske lyd af slagkraftig ravemusik. Amirpour, der fik sin debut med den mageløse vampyr-western ’A Girl Walks Home Alone at Night’ og siden delte vandene med kannibalfilmen ’The Bad Batch’, leverer et overlegent trip, når hun tager os gennem New Orleans’ pulserende natteliv og basker løs på patriarkatet og kapitalisme.
Ligesom vampyren er det i ’A Girl Walks Home Alone at Night’, er Mona Lisa en infiltrator, der antænder et oprør i lokalsamfundet. Sammen med Bonnie fører hun an i kampen mod den misogyni, stripperen dagligt må lade sig underkaste på sit arbejde. Med hjælp fra den unge pige begynder Bonnie at røve de mænd, der førhen ville have spist hende af med håndører i drikkepengene, hun skulle forsørge sin søn med.
’Mona Lisa and the Blood Moon’ er ikke nogen stor film. Den dyrker B-filmen med sit herlige, rebelske udtryk og stiliserede billedsprog, der leder tankerne hen på beslægtede film som Harmony Korines ’Spring Breakers’. Her er det heller ikke alt, der fungerer, men alligevel brænder de farverige indtryk sig fast.
Og det skyldes i særdeleshed også de bemærkelsesværdige birollepræstationer. Kate Hudson spiller med en arrig vildskab og et selvironisk glimt i øjet, der hurtigt får en til at glemme de talrige fusere, hun har medvirket i over de seneste årtier. Med hendes rolle i ’Knives Out 2’ i horisonten er der lagt i kakkelovnen til et comeback.
Og så er Ed Skrein (’Game of Thrones’, ’Deadpool’) også fortrinlig som den suspekte, men på bunden godhjertede narkohandler, der ender med at gå umådeligt langt for at få Mona Lisa i sikkerhed.
’Mona Lisa and the Blood Moon’ var præcis den saltvandsindsprøjtning, der var brug for på filmfestivalens femte dag. En film, der ikke tager sig selv for alvorligt og gerne finder plads til et par gode grin (Mona Lisas hang til ostepops er et dejligt karaktertræk).
Det er næppe filmen, der vinder de store priser, når høsten skal gøres op senere på ugen, men mindre kan også gøre det.