’Antlers’: Monstret er det bedste i socialrealistisk gyser
Der er som regel god grund til at blive nervøs, når gyserfilm forsøger at blande andre genrer ind i dejen. En sjælden gang imellem virker det med komedien (’Tucker & Dale vs Evil’ og ’Cabin in the Woods’), og thrillergyset er da heller ikke uden evner.
Men den socialrealistiske, miljøbevidste gyserfilm med tenderende fantasyelementer? Det er et ambitiøst projekt.
Scott Coopers ’Antlers’ finder sted i en grå og trist mineby i Oregon. Arbejdsløsheden er høj, familier bliver smidt fra hus og hjem, og hvad der plejede at være en kulmine, er nu en methmine. Børn, der ikke møder op i skolen, får fripas af rektoren, da vanrøgt åbenbart er at foretrække frem for socialrådgivernes indblanding.
Vi er fra første minut ikke i tvivl om, hvad filmen vil fortælle os: Verden er af lave. Den nytilflyttede folkeskolelærer Julia (Keri Russell) er dog ikke helt så desillusioneret som resten af byen, så da hun som den eneste begynder at interessere sig for eleven Lucas’ (Jeremy T. Thomas) besynderlige opførsel (han tegner selvfølgelig dystre monstre i timen), går det langsomt op for hende, at han gemmer på en mørk hemmelighed.
Film, der prædiker lidt for heftigt og åbenlyst om, hvordan vi mishandler den natur, moder jord så generøst har skænket os, har vi set før. I M. Night Shyamalans rædselsfulde ’The Happening’ går planterne endda til modangreb.
Men ’Antlers’ går lige skridtet videre og tilføjer menneskets korrumperende moral til svadaen. Vi er så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at vi bliver degraderet til monstre, bogstaveligt talt.
Lucas’ methbryggende far har fået, hvad han har fortjent, og er godt i gang med at forvandle sig til en Wendigo (et uhyre, der er skabt af kannibalisme, altså mennesker, der fortærer mennesker … get it? Godt). Heldigvis finder Lucas en empatisk sjæleven i Julia, der også lider under en traumatisk barndom, en far, der har misbrugt hende og en lillebror (Jesse Plemons), som hun har måttet forlade. Nu får hun så sat selvsamme bror, der i mangel på frivillige har måttet tage teten som byens sherif, til at kaste sig over mysteriet om Lucas og hans fraværende familie.
Der er en interessant tråd i filmen her, der bliver grueligt underudnyttet. Forholdet mellem Julia og Lucas forbliver irriterende overfladisk. Men Keri Russell er bare bekymret og Jeremy T. Thomas traumatiseret. Vi mærker aldrig, hvor skadede de egentlig er.
Og så har vi monstret – Wendigoen. Her er det dejligt tydeligt, at Guillermo del Toro har været inde over som producer, da både lydbilledet og effekterne minder om den fantastiske ’Pans labyrint’ fra 2006 (en film, der oprigtig forstod, hvordan man blandede socialrealisme, gys og fantasy!). Man ser ikke meget til den, men i de få scener, hvor den dukker op, tager filmen rigtig fat.
Det har nok også noget at gøre med, hvor sjældent den egentlig viser sig, at den er så effektiv. Men når resten af plottet er så kedeligt og forudsigeligt, er det svært ikke at sidde og trille tommelfingre, mens man venter på, at den stanger med sine krummede gevirer igen.
Kort sagt:
’Antlers’ prøver at blande socialrealisme, miljøbevidsthed og gys i en og samme ombæring, men når kun sidstnævnte fungerer, er der desværre ikke meget at komme efter.