Dette er en SPOILER-ARTIKEL for ’Kastanjemanden’ på Netflix. Læs først artiklen, når du har set serien til ende. Indtil da kan du læse vores spoilerfri anmeldelse HER.
Det bedste: Mikkel Boe Følsgaard
Er. Altid. Genial.
Altid.
Lige siden han stjal billedet fra selveste Mads Mikkelsen i ’En kongelig affære’, har Følsgaard brilleret i roller i alt fra ’Arvingerne’ til ’Den bedste mand’, der alle som en præges af en karismatisk, totalt overbevisende umiddelbarhed.
Følsgaard er typen, der med minimale ansigtstræk lader os se direkte ind i knolden på karakteren, så tanker og turbulent følelsesliv vælter ud af øjnene på ham. Og hans portræt af efterforsker Mark Hess med den triste familiehistorie i baggagen er ingen undtagelse.
Som Soundvenues filmredaktør skrev i sin anmeldelse af serien: »Mikkel Boe Følsgaard er og bliver en af de få danske skuespillere, der ikke kunne ramme en tone forkert, om han så skulle spille en jodlende rød peberfrugt«. Preach!
Det værste: Den inkompetente chef
Tip til politichefer over det ganske land: Hvis en af dine efterforskere finder en creepy kastanjemand på et mordsted i et buskads i Husum med fingeraftrykkene fra en forsvunden pige, så er der sgu nok ikke tale om et »tilfælde«.
Så nej, Lars Ranthe, uanset hvor irriteret du råber »ALLE BØRN LAVER KASTANJEMÆND!« til dine ansatte, så render rollinger som udgangspunkt ikke rundt og drysser de hjemmelavede SFO-rædsler ud over hele hovedstadsområdet, bare fordi.
Afsted på pension, og tag den udtrådte jeg-spænder-da-lige-ben-for-mine-ansattes-arbejde-chefkliché med dig.
Det bedste: Den labre produktionsværdi
»It’s all about the money, money, money… «.
Der er smidt godt med kastanjer knaster efter filmatiseringen af Søren Sveistrups bestseller, med det resultat, at serien både ligner og lyder som et par labre Netflix-millioner eller ti. Vi er selvsagt vant til dystre skud af Københavns tage og våde nåletræsskove i snart sagt hvert et genreværk, men skønt ’Kastanjemanden’ ikke genopfinder æstetikken, er der et lag af gedigent velproduceret lækkerhed over billedside og atmosfærisk lyd, der er helt på internationalt niveau.
Det værste: Den åbenlyse skurk
Undskyld, David Dencik! Vi holder uendeligt meget af den danske verdensstjerne (biografaktuel i ’No Time to Die’), der ligesom kollegaen Følsgaard dårligt kan sætte et ben forkert foran kameraet. Men der stod immervæk klassisk skurke-casting skrevet i panden på den stakkels mand allerede i traileren – det er, hvad der følger med at være en sublim usling, som også set i krimiserien ‘Top of the Lake’.
Det er absolut ikke Denciks skyld, ej heller en kritik af hans solide spil i ‘Kastanjemanden’. Alligevel havde vi gerne ønsket os en mere uforudsigelig morder end den lidt for mistænkeligt flinke, lidt for genkendelige kriminalteknisk-type med praktisk sav i baglommen, der selvfølgelig vil være bedstevenner med fryns med efterforskeren Naia, er god til børn (ha!) og har naturlig adgang til alle politiets filer.
Kære David, vi forfremmer dig til efterforskerhelt i den næste store danske krimiserie, så du også kan shine på den rigtige side af loven. Det skal være dig vel undt.
Det værste: Sporhunden Naia
Dybt betryggende, at en efterforsker som Naia har bedre lugtesans end et helt kobbel politihunde, når det kommer til at finde dugfriske blodspor i skoven. Der er vist en vovse eller to, der skal gå et par klasser om på hundeskolen.
Det bedste: Gyselig god gru
Anslaget er alt i alt en stærk krimi, der skal få nakkehårene til at stritte fra start for at fængsle os. Det lykkedes i den grad for ’Kastanjemanden’ i den første, grumme åbningsscene på gården i 1987 såvel som i den helt igennem neglebidende finale, hvor suspense og action på vellykket vis gik op i en højere enhed (ikke altid en selvfølge på disse, mindre ramasjang-erfarne breddegrader).
Man kan mene, hvad man vil om, at serien meget bevidst spillede på bestialiteterne som horror-gimmicks: Billederne af de afskårne lemmer var mere ’Mindhunter’ end underspillet nordisk uhygge, men ikke desto mindre var gruen svært effektiv.
Så pyt med, at kastanjemændene i sig selv måske nok var lidt fjollede … (havde morderen virkelig brugt tid på at udhule dem? Var den der fjer i bagen på den ‘flotte’ af dem en vinge eller en hale?).
Det værste: Sarah Lund 2.0
Danica Curcic er glimrende i hovedrollen som Naia Thulin, der bare gerne vil have sig et »nørdet« 9-17-skrivebordsjob, så hun kan få mere tid sammen med datteren. Men, men: Ville det være for meget forlangt at få en nordic noir-serie, der ikke sværmer om den trætte kvindelige efterforsker-trope, der har domineret genren i henved 15 år?
Enlig mor, tjek. Arbejder alt for meget med dertilhørende dårlig samvittighed over for barnet, tjek. Parres med mandlig kollega med simrende seksuel-satirisk sparring til følge, tjek. Kan ikke være i et forhold, tjek. Vi mangler bare den strikkede færøske sweater til at sætte prikken over i’et, men mon ikke den ligger bagerst i skabet.
Det er som oftest de mandlige kolleger, der (om end de også har deres egne dæmoner) får lov til at skeje ud på følelsesregistret og kaste om sig med oneliners, så det ville være forfriskende, hvis rollerne snart blev byttet om. Se også: Den trætte kvindelige politiker, der har svært ved at holde sammen på familien.