‘The Tender Bar’: George Clooneys nye film mangler nerve og smerte
En ny trend har ramt Hollywood.
En trend af nostalgi, hvor midaldrende – primært mandlige – instruktører har behov for at genbesøge deres barndom. Ikke nødvendigvis i selvbiografiske værker, men i film, hvor de får lov til at romantisere den tid, de voksede op i.
Seneste skud på stammen er George Clooneys film ’The Tender Bar’, der har fået danmarkspremiere hos Amazon Prime Video.
Filmen, der tager os på en rejse fra starten af 70’erne til slutningen af 80’erne, er baseret på den virkelige forfatter og journalist J.R. Moehringers erindringer. ’The Tender Bar’ fortæller historien om, hvordan han sammen med sin mor måtte flytte ind hos sin morfar og morbror, efter faren – en drukkenbolt af en radiovært – forlod familien.
I rollen som J.R. har vi i første tredjedel den uimodståelige niårige debutant Daniel Ranieri. Resten af spilletiden bliver han portrætteret af Tye Sheridan, som flere gange har gjort sig bemærket som en af Hollywoods bedste unge skuespillerne.
Sheridan har praktisk talt skabt sin karriere ved hjælp af film om rodløse unge drenge, der finder faderfigurer de mest utraditionelle steder. Først i gennembruddet ’Mud’ med Matthew McConaughey, sidenhen i ’Joe’ over for Nicolas Cage, så ’The Card Counter’ over for Oscar Isaac og nu altså ’The Tender Bar’ med Ben Affleck som morbroren Charlie.
Meget af plottet udspiller sig således på Charlies værtshus The Dickens, hvor J.R. allerede fra en helt ung alder hænger ud sammen med de granvoksne stamkunder. Her lærer morbroren ham råt for usødet om livets dos and don’ts, inspirerer ham til at læse de store litterære klassikere og vigtigst af alt: får antændt gnisten til hans forfatterdrømme, der leder ham mod en uddannelse på Yale og et job på The New York Times.
Der er tale om en klassisk coming-of-age-historie om at finde sin plads i livet, med alt hvad dertil hører af førstegangsoplevelser med sex, jobs og ikke mindst alkohol.
Men under overfladen lurer der dybere og mørkere tematikker, som desværre aldrig kommer ordentligt frem i lyset. Hvad end det er den ældre J.R.’s ulmende alkoholisme, den betændte far-søn-relation eller sågar klasseforskellene i USA.
I en enkelt scene, hvor Charlie fortæller sin nevø, at han skal passe lidt på med at drikke, hvis han ikke vil ende som sin far, tror man, at filmen skal til at tage en mere alvorlig drejning, men ak… Scenen kunne lige så godt have været udeladt. Det samme siges om morens (Lily Rabe) kræftdiagnose, der er forsvundet lige så snart, den er konstateret.
Det er i det hele taget, som om man ikke rigtigt tør gå spadestikket dybere dér, hvor det for alvor gør ondt. Resultatet er en film uden nerve, hvor der aldrig er noget på spil. Det bliver for alvor cementeret i det uundgåelige sidste ’opgør’ mellem den fraværende far (Max Martini) og den nu næsten voksne J.R. Et klimaks, der virker forhastet og ligegyldigt.
Tilbage sidder man med en følelse af spildt potentiale. Man spekulerer samtidig på, hvad det var, der fik Clooney til at takke ja til projektet til at starte med andet end muligheden for at dvæle sentimentalt ved tanken om simplere tider og give en banal lektion i den amerikanske drøm.
’The Tender Bar’ er Clooneys ottende film som instruktør, og der er ingen tvivl om, at han efterhånden er blevet en kompetent håndværker. Filmen er sølet til i overbevisende 70’er-æstetik med varme, brune farvetoner og et soundtrack, der vil få enhvers far til at skrue en tand ekstra op for fjernsynet.
Men hans instruktion er denne gang uden de store armbevægelser og enkelte steder doven. En voice over med passager fra den virkelige erindringsbog skærer for eksempel ud i pap, hvad vi allerede ved.
Det er tydeligt, at skuespillernes præstationer er dem, Clooney er mest interesseret i. Kærligheden til dem skinner tydeligt igennem. Alle får de – lige fra hovedrollerne til de mindre roller – lov til at blomstre. Kemien mellem Affleck og Sheridan er både øm og nærværende, ligesom det er enormt hyggeligt at se Christopher Lloyd i en lille rolle som smågnaven morfar.
Så er det bare ærgerligt, at man ikke har lagt samme energi i at fortælle den gode historie, man ikke er i tvivl om, at forlægget gemmer på.
Kort sagt:
George Clooneys coming of age-film mangler både nerve og smerte, og så er det altså lige meget, hvor gode skuespillerne er.