’Vildmænd’: Rasmus Bjerg excellerer i usædvanligt sjov dansk film

’Vildmænd’: Rasmus Bjerg excellerer i usædvanligt sjov dansk film
Rasmus Bjerg i 'Vildmænd'. (Foto: Jonatan Mose)

Der er langt mellem de fødte humorister i dansk film, men Thomas Daneskov er en af dem.

Det har den selvlærte instruktør for længst bevist med den fine far-søn-kortfilm ’Ud, spring over, ind’, DR-serien Joe Tech og humorsitet Sygblogting. Og hvilken anden dansk filmskaber ville som en anden Andy Kaufman møde op til en fotosession med et påklistret, imponerende livagtigt fuldskæg og insistere på, at det ikke blev påtalt i den tilhørende interviewartikel?

Den komiske timing gennemsyrer også Daneskovs første spillefilm på et egentligt budget efter nobudget-debuten ’Eliten’, der vandt hovedprisen på CPH PIX i 2015.

Tag nu bare udgangspunktet: Familiefaren Martin (Rasmus Bjerg) har besluttet sig for at byde adieu til kone, børn og postkasser for at leve som selvforsynende jæger i det norske højfjeld. Her render han rundt iført pelsdragt, bue, pil og knurrende mave, og hvor længe er det nu, han har været her? Et halvt år? Et helt? Hmm … 10 dage.

Da vi møder ham, plyndrer han – desperat efter civilisationens glæder – en øde tankstation efter forgæves at have forsøgt at bytte sig til de tiltrængte øl og cigaretter for skind og flintesten.

Kort efter møder han smalltime-gangsteren Musa (Zaki Youssef), der kører narko til trængende norske småbyer og kun akkurat slipper med livet i behold, efter han crasher bilen ind i en klippeside – og efterlader sine to forblødende medkumpaner (Marco Ilsø og Jonas Bergen Rahmanzadeh) i formodet (!) omkommet tilstand.

Her kan filmens særprægede møde mellem buddy-comedy, roadmovie og flugtfortælling, skrevet af instruktøren med Morten Pape, så begynde. Den naivt-selvbedrageriske Martin antager Musa for at være en åndsbeslægtet vandringsmand på jagt efter naturens meningsfuldhed og hjælper ham i en kosteligt langstrakt scene med at sy det væmmelige sår på hans ben.

Vi bevidner processen i alle grufulde detaljer med nål og tråd, mens Martin overskudsagtigt spørger ind til Musas morgenmadsvaner i en herlig samtale om falafel og baba ganush, der øjeblikkeligt får Rasmus Bjerg og Zaki Youssefs kemi til at gnistre.

‘Vildmænd’. (Foto: Jonatan Mose)

Den smånaive Martin, hvis selvbedrag lyser ud af hver en bevægelse, som B.S. Christiansen med lavt selvværd, og den brune dansker, der har mistet kontakten til sit barn på grund af sin kriminelle løbebane, lærer hinanden at kende, og det er konstant klukfremkaldende at være med som tredjehjul undervejs. Særligt Rasmus Bjerg demonstrerer igen sin uforlignelige evne til at turnere en hvilken som helst replik, så den er uimodståeligt morsomt forstørret, men samtidig føles troværdig.

Dramaet opstår, da Martin og Musa bliver jaget vildt af hele tre aktører: Musas sårede gamle venner, inklusive Marco Ilsø med smadret ansigt a la Elefantmanden, som man simpelthen ikke ved, om man kan tillade sig at grine af (det er svært at lade være). Martins hustru Anne (Sofie Gråbøl), der chokeret må sande, at husbonden ikke er på forretningsrejse. Og tre lokale norske politimænd anført af den rutinerede Øyvind (Bjørn Sundquist) og hans to menige medarbejdere, hvis vrangvillighed over at skulle på forbryderjagt efter fyraften lyser ud af deres forskræmte ansigter: Jamen Berit venter jo med aftensmaden!?

I dette sammenstød mellem absurd skandi-humor a la Erlend Loe og Coen-brødrenes sorte deadpan og pludselige vold træder politichefen Øyvind frem som et menneske, man øjeblikkeligt bekymrer sig om. Det haster ikke mere, end det jager, når smagsprøver på hotdogs med oste-chili-pølser og anekdoter om fluefiskeri udfoldes midt i besøg på gerningsstedet og vidneafhøringer, men snart står det klart, at han heller ikke er sådan at løbe om hjørner med.

I triumviratet med Martin og Musa er han repræsentant for den gamle generation af mænd, for hvem kønsrollerne måske nok var mere givet på forhånd, men som stadig kan sidde tilbage med visse (og vise) fortrydelser, når livet først passerer revy.

‘Vildmænd’. (Foto: Jonatan Mose)

Overraskende nok ender birollen Øyvind som den mest interessante figur, mens Musa strander som afgørende modvægt til Martin uden egne velplejede karakternuancer.

Og også Martins grundlæggende eksistentielle tvivl svæver i sidste ende lovligt diffust mellem den moderne mands angst for at være overflødig, pres over tilværelsens konformitet og længsel efter urmenneskets simpelhed, så man måske ikke for alvor er blevet klogere, når det hele er slut.

Til gengæld flyver fortællingen afsted i Daneskovs fornemme fornemmelse for, hvornår vi skal hurtigt derudaf, og hvornår vi skal dvæle ved scenerne. Tilsat et operatisk score fra Ola Fløttum (især kendt for sit samarbejde med Joachim Trier og Ruben Östlund) får han det optimale ud af modstillingen mellem de gæve danskere og de forbløffede nordmænd, og et besøg i en landsby, hvor velvoksne lokale lever som vikinger på fuld tid, før de kører væk i elbiler med deres iPhones i handskerummet, er sjældent underholdende.

Det kan godt være, at enkeltdelene er større end summen i ’Vildmænd’, men jeg kan ikke anbefale, at man går glip af nogen af delene: Fra en kanin, der får sin egen søde frigørelseshistorie, til en lille kortfilm i filmen om et par, hvis haltende sexliv udlægges i en lårklaskende karikatur.

Det er altså fuldskægt med ham Daneskov.


Kort sagt:
Den dybere pointe fortaber sig måske lidt undervejs i blod og gangstervold, men ’Vildmænd’ er stadig en usædvanligt sjov dansk film, båret af en veltimet indsats fra den uforlignelige hovedrolleindehaver Rasmus Bjerg og instruktør Thomas Daneskov, der går en lysende fremtid i møde.

’Vildmænd’. Spillefilm. Instruktion: Thomas Daneskov. Medvirkende: Rasmus Bjerg, Zaki Youssef, Bjørn Sundquist, Sofie Gråbøl, Marco Ilsø. Spilletid: 106 min. Premiere: I biografen 3. februar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af