’Lev, elsk, Paris’: Nyt trekantsdrama er en af de mest sexede film, jeg har set længe
Den franske instruktørmester Jacques Audiard, der står bag Guldpalmevinderen ’Dheepan’, kærlighedsfilmen ’Smagen af rust og ben’ og fængselsfilmen ’Profeten’, befinder sig som regel i det socialrealistiske, det hårdtslående og det grumme.
Hvem havde troet, han kunne lave en film, der føles som en champagneboblende, elektronisk-energisk silkelækker vidunderlighed, som essensen af at være virkelig forelsket?
Plottet er indviklet og kludret, men uimodståeligt. Lidt som seksuelle relationer har en tendens til at være.
I første scene sidder fransk-kinesiske Émilie (Lucie Zang) henslængt på en sofa, mens hendes bløde stemme giver ekko i en karaoke-mikrofon. Camille lægger sig grinende ind til hende, mens hun forførende laver sjov med sit talent som telefonsælger. De er – selvfølgelig – begge to smukke og nøgne.
Camille er hendes roomie, og Émilie tror naivt, hun kan adskille tingene og gå i seng med den mand, hun deler yoghurt og regninger med, men ensomheden tynger. Den kinesiske familie er tæt og fjern på én gang. Èmilie afstår fra at besøge sin elskede bedstemor, der er blevet dement og bange. Pludselig løber hun gennem sølvregnen, høj på kærlighed og ecstasy og synger ’Camille!’
Synsvinklen skifter, og vi følger Camille. Han hopper fra seng til seng og vil ikke binde sig. I kulisserne spøger hans døde mors kørestol. Han skaber splid i sin sorgfulde familie og revser den stammende lillesøster Eponene, der drømmer om en stand-up-karriere. Også her lurer et åbent sår i følelserne, der er svært at bearbejde.
Han møder Nora (Noémie Merlant fra ’Portræt af en kvinde i flammer’). Et incestuøst forhold til onklen har fået hende til at flygte fra hjemstavnen. Nu er hun indskrevet på jura, men håbet er kort. Nora forveksles med porno-skuespilleren Amber Sweet og mobbes af sine medstuderende. I Noémie Merlants rolle findes en bemærkelsesværdig fortælling om en kvinde, der næsten kæmper mod sin seksualitet eller sin egen skønhed.
Hele verden vil have et stykke af hende, men hun kan ikke selv finde ud af, hvad hun vil have.
Indtil hun tager kontakt til Amber Sweet gennem en pornohjemmeside, og et helt særligt venskab opstår. I mellemtiden er Camille blevet håbløst forelsket i den indelukkede Nora. Men Èmilie er stadig svær for ham at give slip på.
Og så til den vidunderlige stemning!
Den amerikanske graphic novel-forfatter Adrian Tomine står for forlægget. Inspirationen fra formatet er tydelig i Paul Guilharmes sort-hvide billeder, der fanger Jacques Audiards kendte socialrealisme samtidig med, han formår at indkapsle tegneseriens grafik. De bedste scener har et sølvskær, de allerbedste lyser.
Musikken af den franske, elektroniske musiker Rone danner en ramme om historien om filmens kærlighedshungrende mennesker, der er på en gang boblende håbefuldt og melankolsk – og fyldt med voldsomme energiudladninger.
Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Léa Mysius (Ava) og Céline Sciamma, der står bag mesterværket ’Portræt af en kvinde i flammer’. Selv når forelskelsen eller begæret er allermest sødmefuldt, ligger der en kim af smerte og gemmer sig i den, og det bærer karaktererne med sig. De knuses og forløses af kærlighedens greb i dem. Et greb, man lokkes ind i af liderligheden.
’Lev, elsk, Paris’ er en af de mest sexede film, jeg har set længe.
I en tid, hvor samtykke er blevet det nye dirty-talk, er det blevet sexet at finde sig selv og sine grænser, ligesom det er sexet at blive fundet af en anden. I hvert fald hvis man finder sig selv i karaktererne i ’Lev, elsk, Paris’.
Jacques Audiard har altid været mester i at få et lille øjeblik til at stråle midt i socialrealismen. ’Lev, elsk, Paris’ rummer billeder, der midt i sin kontrollerede tegneserie-firkantede sorthvidhed pludselig sprænger rammen og gør en næsten åndeløs af liderlig betagelse. Som forelskelsen kan komme bragende ind i hverdagen og lyse alting op.
Jeg ville ønske, denne her film aldrig sluttede. Jeg ville ønske, jeg stadig sad i biografsalens mørke og var helt oplyst af dens varme.
Kort sagt:
’Lev, elsk, Paris’ er en strålende film om at være kærligheds- og identitetssøgende millennial. På en gang slående genkendelig og en vidunderlig miljøskildring af et Paris, man har lyst til at blive slugt af.