‘Halftime’: Jennifer Lopez fortjener bedre end den aktuelle Netflix-dokumentar
Da Jennifer Lopez i 2020 udgjorde den ene halvdel af det prestigefulde pauseshow til Super Bowl, var det vigtigt for hende, at showet skulle betyde noget.
Det skulle handle om, at man som immigrant og latina er en del af »the fabric of the country«, om at give plads og stemmer til kvinder og ikke mindst om, at USA skal stå sammen og sige fra over for de modbydeligheder, der på det tidspunkt flød direkte ud af Det Hvide Hus.
»This is not about politics. This is about human rights«, som Lopez siger det i den aktuelle Netflix-dokumentar ’Halftime’.
Filmen dokumenterer tiden op til showet. Hun er lige fyldt 50 år, er lige så lækker, som hun altid har været, har store filmroller og nu en scene foran 150 millioner amerikanske tv-seere. Hun pendler mellem showforberedelser og prisuddelinger, hvor hendes rolle i ’Hustlers’ – den fantastiske film fra 2019, hvor Lopez spiller stripper gone bandeleder, der ripper mænd i jakkesæt for alt, hvad de har, i tiden efter finanskrisen – får masser af opmærksomhed.
Men det er også et tilbageblik på J-Los karriere fra danser til skuespiller, sanger og filmproducer. Fra hendes opvækst i Bronx, hvor hendes mor ikke gjorde livet let for sine døtre, til hendes charme, skuespiltalent og krop pludselig var på alles læber. På godt og ondt.
For som hun selv siger, tog hendes karriere sin begyndelse i en tid, hvor idealet var høje, hvide, blonde og tynde kvinder. Så hendes kurver fik upassende meget opmærksomhed af mandlige interviewere, talkshowværter og sladderspalter.
Set fra 2022 er Lopez’s mange berømmelsesudsving, hvor de seneste år næsten har været en form for renæssance (apropos en anden dronning og dennes ’Homecoming’, en klar inspiration for ’Halftime’), en fortælling om de sidste to årtiers berømmelseskultur og kvindesyn. Men vi ser kun konturerne af den i ’Halftime’, som er alt for ufokuseret til at være hverken oplysende eller særligt underholdende.
’Halftime’ består både af et interview med Lopez om hendes fortid og nutid, optagelser fra hendes liv og klip fra hendes ungdom.
En voiceover i dokumentarens begyndelse, hvor Lopez følelsesladet beskriver sin kunstneriske vision for Super Bowl-optrædenen med spørgsmålet »the world is listening, what am I gonna say?«, lægger tonen for resten af filmen. Det er store følelser, violiner og patriotisme, og det er hendes version af sit liv. Den samme intensitet, som når en virksomhed i en reklame skal sælge hele sit brand på 30 sekunder. J-Lo-reklamen varer bare 90 minutter i stedet.
Der er som udgangspunkt ikke noget galt i, at det er Lopez selv, der styrer både showet og ’Halftime’. Vi har set flere eksempler de seneste år på berømtheder, der har prikket til den persona, offentligheden har stykket sammen af et tilfældigt udpluk af deres liv: Taylor Swift gjorde det med ’Miss Americana’, og herhjemme har Medina for nylig gjort det samme, mens journalister på vegne af Britney Spears satte hendes storhed og fald i relation til medier og MeToo i ’Framing Britney Spears’.
’Halftime’ formår bare aldrig at give Lopez’ liv den sammenhængende genfortælling, det fortjener. Der klippes direkte fra hendes tidlige barndom til tiden omkring ’Hustlers’ til Colin Kaepernick, der knæler under nationalsangen i et usammenhængende forsøg på at klistre den aktuelle situation sammen med hendes optræden, som vi i øvrigt aldrig får et særligt dybdegående indblik i.
Det virker aldrig, som om der for alvor er noget på spil. Jo, hun bliver da ked af det, da hun ikke får en Oscar-nominering for ’Hustlers’, men det er kun, fordi hun er ked af at skuffe dem omkring sig. Hun glider uden om, hvad det må kræve at opretholde sin træningsselvdisciplin, og det eneste tidspunkt, der er gnidninger, er, når hun kalder det »verdens værste idé«, at hun skal dele halftimeshowet med Shakira.
Men det bliver aldrig taget op som andet end en krænkelse af Lopez’ kunstneriske potentiale, selvom det virker, som om de to sangere hader hinanden.
’Halftime’ er egentlig mest interessant, fordi den giver en indsigt i det amerikanske økosystem af patosladede ceremonielle optrædener som Super Bowl, præsidentindsættelsen, Oscar-showet og diverse røde løbere, som i deres tilførsel af opmærksomhed, berømmelse og anerkendelse næsten er vigtigere end det musik eller de film, de er en hyldest af.
En dokumentar, der havde taget et enkelt skridt væk fra sin hovedperson, havde nok haft bedre muligheder for at stille sig åben over for hendes liv.
For som den er nu, er ’Halftime’ lige så glat og overfladisk som de reklamer, Super Bowl er lige så kendt for.
Kort sagt:
Jennifer Lopez fortjener en bedre genfortælling af sit liv end den, ’Halftime’ giver hende.