Gabriel Bier Gislason om sin danske debutgyser: »Vores fotograf blev så bange, at kameraet rystede«

Gabriel Bier Gislason instruktørdebuterer med ’Natten har øjne’, der kombinerer romantisk og gys med jødisk mytologi. Ideen kom lige dele fra hans egen jødiske baggrund og en virkelig historie fra vennen Josephine Park, og da det hele brændte på inden optagelserne, fik han det bedste råd fra sin mor, Susanne Bier.
Gabriel Bier Gislason om sin danske debutgyser: »Vores fotograf blev så bange, at kameraet rystede«
Josephine Park og Sofie Gråbøl i 'Natten har øjne'. (Foto: Nordisk Film)

Den pure overtro eller mørk magi uhyggeligt rodfæstet i virkeligheden?

Det er spørgsmålet, den tidligere julekalenderskuespiller (Josephine Park) konfronteres med, efter hun møder den jødiske akademiker Leah (Ellie Kendrick) i København. De to forelsker sig hurtigt, men da Leah efter et mystisk anfald skader sit knæ, beslutter hun at tage hjem til sin mor (Sofie Gråbøl) i London. Impulsivt vælger Maja at flytte med hende.

Alt er dog ikke idyl hjemme hos moren Chana, som viser sig at være en dominerende, meget traditionel jødisk kvinde, som er særligt svær at gøre godt indtryk på. I forsøget på at charmere hende opdager Maja dog, at familiens hemmeligheder stikker dybere end som så.

Filmen har netop haft premiere på Tribeca Film Festival i New York.

»Jeg havde oprindeligt sagt, at jeg ikke ville sidde i salen under premieren, men vente udenfor«, fortæller Gabriel Bier Gislason fra en tagterrasse i New York.

»Jeg synes, det er lidt hårdt at se den med publikum, men så sagde Sofie Gråbøl, at hun kun ville med herover, hvis jeg sad med i salen«.

Gabriel Bier Gislason.

En gyser baseret på jødisk overtro ser man ikke hver dag, og det var netop med det udgangspunkt, ideen opstod, fortæller instruktøren.

»Jeg havde set så mange gyserfilm, som trak på kristen mytologi, men på en ret frivol måde« fortæller Bier Gislason. »Jeg er selv jødisk og er vokset op med alle de her underlige mytologiske ting, som der bare ikke er lavet nogen film om«.

Var der noget i din research, som overraskede dig?

»Det, jeg fandt ud af, passede godt ind i, hvad jeg vidste i forvejen. Det kommer måske fra min kærlighed til min baggrund – nu er jeg ikke troende overhovedet, men jeg er vokset op praktiserende, og det er en ret neurotisk religion, sagt kærligt. Deres talmystik og kabbalahen er meget detaljeorienteret og super praktisk på en skøn måde. Mystik kan tit virke fremmedgørende, men for mig var det et mere intimt møde med en religion, jeg ikke længere praktiserer, men som fylder enormt meget for mig kulturelt«.

Startede med en druktur

’Natten har øjne’ er lavet på talentordningen New Danish Screen med et lille hold, men alligevel lykkedes det Gabriel Bier Gislason at overtale en af Danmarks største skuespillere til at spille den dominerende, kolde moderfigur.

»Jeg har kendt Sofie (Gråbøl, red) hele mit liv, og hun er jo en alvorligt erfaren skuespiller. Hun var med på at gå hele vejen. Og det er ikke en selvfølge, at erfarne skuespillere er med på alt, når det kommer til førstegangsinstruktører, men hun var ikke bange for at virke fremmedgørende og er samtidig sindssygt god til at menneskeliggøre svære karakterer. Og den er skrevet til hende, før hun vidste det. Da hun læste det igennem første gang, sagde hun bare: ’Det er jo fuldstændig vanvittigt – det skal vi lave!’«, siger han.

Sofie Gråbøl i ‘Natten har øjne’ (Foto: Søren Kierkegaard/Nordisk Film)

Ideen om et nyt kærestepar, der er tvunget sammen med den enes mor, kommer dog ikke fra instruktøren, men fra hovedrolleindehaver Josephine Park.

»Jeg var ude og drikke mig fuld med Josephine (Park, red.). Vi har været venner siden gymnasiet, og hun fortalte nogle ret vilde historier om en ekskæreste, hvor de skulle bo hos ekskærestens mor i en lidt for lang periode. Så jeg sagde: ’Skal jeg ikke skrive en film til dig?’«, fortæller han.

»Så jeg tror også, jeg skrev filmen, fordi jeg gerne ville arbejde sammen med Josephine. Hun har fulgt processen fra start til slut, og det har bare været ligesom at lege med en af sine bedste venner. Og så er hun også bare sindssygt god! Nogle dage skulle jeg lige huske, at jeg havde instruktørhatten på, for der stod min bedste veninde og var mega dygtig«.

Bærende for filmen er forholdet mellem Josephine Park og Ellie Kendricks karakterer, Maja og Leah. Det kan være svært for filmskabere uden for queer-miljøet at skildre det autentisk, men for Bier Gislason var der ingen tvivl om, at det skulle være en del af filmen.

»Det er en queer-historie, fordi den er inspireret af en historie med et queer forhold og skrevet til en queer skuespiller. Det ville bare føles underligt at lave om på den dimension. Jeg er som instruktør ret uinteresseret i sexscener, men der blev nødt til at være nogle intime scener. Vi løste det ved at give Josephine og Ellie en halv time om morgenen, hvor det kun var de to på set, der fandt ud af scenen. Men jeg tror, det vigtigste er, at jeg som ikke-queer instruktør ikke skal fortælle om, hvad queer-oplevelsen er. I filmen er det bare deres identitet. Og indtil videre har vi fået god respons på den del«.

Ellie Kendrick og Josephine Park i ‘Natten har øjne’ (Foto: Søren Kierkegaard/Nordisk Film)

Filmblod i årerne

Som barn af to danske instruktører, Susanne Bier og Tomás Gislason, har Gabriel Bier Gislason – med en lidt slidt kliché – film i blodet.

»Det har jo altid fyldt rigtigt meget derhjemme. Jeg har set en masse film i min opvækst. Det betød en hel del for mine forældre, men også for min farmor, som ikke lavede film. Der er et begreb, jeg hader, men som beskriver det meget godt: love language. Film var et kærlighedssprog i min familie, når vi viste hinanden film, vi elskede, især for min farmor«.

Der gik dog længe, før Gabriel fandt ud af, at han ville følge i forældrenes fodspor.

»I mine start-20’ere var jeg opsat på at prøve andre ting af. Jeg troede, jeg ville være journalist en periode. Men så mens jeg boede i London, skrev jeg et par teaterstykker og tænkte jeg: ’Hov, det føles, som om jeg er ved at komme tættere på et eller andet, skal jeg måske lige prøve at lave en kortfilm’. Og da jeg lavede den, mærkede jeg den følelse, jeg havde i min barndom. Det føltes kærligt og genkendeligt at udtrykke sig på den måde«.

Han kom ind på filmskolen på New York University efter at have lavet et par kortfilm.

Oplevede du, at der var en forskel på, hvordan vi laver film i Danmark, og hvordan du lærte det i New York?

»Ja, afgjort. Den Danske Filmskole er enormt linjeorienteret, du er instruktør, forfatter, klipper eller fotograf. På NYU er alle filminstruktører og alt det andet. Fordelen er, at man får en grunduddannelse i alle aspekter af filmproduktion. Ulempen ved det er, at man så forlader filmskolen uden et hold«.

»Det fede ved Danmark er, at du arbejder med folk, der fuldt ud brænder for, hvad de laver. Valdemar (Cold Winge Leisner, red.), min fotograf og papbror, er fotograf med hele sit hjerte. Klipperen Nikoline (Løgstrup, red.) klipper med hele sit hjerte. Tonemesteren, Andreas Sandborg, tonemestrer med hele sit hjerte. Og mit indtryk af den Danske Filmskole er, at de går meget op i, hvad følelsen er i scenen, hvor det, jeg er oplært i, er at tænke, hvor kameraet er hvornår og hvorfor. Så det er en forskel i filmsprog«.

David Dencik i ‘Natten har øjne’ (Foto: Søren Kierkegaard/Nordisk Film)

Har du fået hjælp fra dine forældre med filmen?

»Det bedste råd, jeg fik, var fra min mor. Der var en masse ting, der gik galt i for-produktionen, og natten før første optagedag var jeg totalt ved at stresse ud over det, hvor hun bare kiggede på mig og sagde: ’Gabriel, nyd det’. For der er jo ikke nogen grund til at gøre det her, hvis man ikke synes, det er sjovt. Og de ord gav ekko i mit hoved under hele optagelsen«.

»Både min mor og min far har, fra jeg var helt lille, vist mig klip af deres film, og nu følte jeg, at jeg var voksen nok til at vise dem mit. Og min far er jo oprindeligt klipper, så han kom ind en dag, hvor jeg sad og kæmpede meget med klip og gik scenerne igennem med os. Der gik lidt tvær teenager i mig nogle gange, men det var super hjælpsomt. Og jeg underkender ikke det privilegie, jeg har, at jeg har forældre der kan komme ind og hjælpe mig på den måde«.

Fremtiden for Danmarks næste Bier

Hvor har du hentet din filmiske inspiration til ’Natten har øjne’?

»Jeg gik på filmskole, mens elevated horror-bølgen begyndte at blomstre (med film som ’The Witch’, ’Get Out’ og ’It Follows’, red.). Mens vi gik og overanalyserede dem studentikost, kom jeg til at tænke ove,r hvor filmisk en genre gyserfilm er. De er mere end nogen anden genre afhængig af, hvor kameraet står, og hvornår man klipper. Min film er jo ikke super uhyggelig og horror-agtig, men det er en sjov ting at give sig i kast med, fordi det er så grundlæggende filmsprog. Vi havde faktisk et par takes, vi ikke kunne bruge, fordi vores fotograf Valdemar blev så bange, at kameraet rystede!«.

Gabriel Bier Gislason har allerede planer for sine næste film, men om de bliver danske eller amerikanske, er ikke til at sige. Han bliver dog i elevated horror-bølgen lidt endnu og har planer om at udforske den anden side af sin families kultur.

»Jeg har lige søgt støtte til en ny film. Det er også lidt gys, med overnaturlige elementer, men mere tragikomedie. Den foregår i Island, hvor min fars familie er fra og er inspireret af en islandsk spøgelseshistorie, som hedder ’Degnen på Myrká’. Og så har jeg også et amerikansk manuskript, som jeg sender ud om lidt, som også er lidt gyserkomedie om to søstre, der arver et gammelt hus, som viser sig at være levende«.

Hvis du fik ubegrænset budget, hvad ville du så gerne lave?

»En musical. Jeg har en meget vag ide om en sjov gyser-musical. Både inspireret af ’Singin’ in the Rain’ og den film, der hedder ’The Red Shoes’, som handler om et teaterstykke, der går galt. Jeg ville elske at lave en musical, men det bliver nok ikke lige foreløbigt«.

’Natten har øjne’ får dansk premiere 28. juli.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af