STREAMINGPERLER FRA DYBET: Jim Cummings er ikke kun manden bag Peter Plys. Den folkekære stemmeskuespiller deler nemlig navn med en af tidens mest spændende indieinstruktører.
Siden Cummings spillefilmdebut ’Thunder Road’ har han egenrådigt skabt en trilogi af kritikerroste, sorte komedier om små autoritetsmænd, der mister grebet om tilværelsen gennem deres egen forfærdelige opførsel.
’Thunder Road’ blev vist en enkelt gang på CPH:PIX-festivalen i 2018, hvor Soundvenues anmelder kvitterede med fem stjerner.
Men selvom også creature-featuren ’The Wolf of Snow Hollow’ og Hollywood-satiren ’The Beta Test’ kan findes på danske streamingtjenester, er Jim Cummings næppe et navn, der ringer en klokke hos mange, i hvert fald ikke uden for Plys-regi.
Selv havde jeg aldrig hørt om ham, før min kæreste under den dødsyge ’Halloween Kills’ sprang op fra biografsædet af begejstring ved synet af en tilfældig politimand spillet af den åleslanke herre med det milde udtryk.
Men efter at have set ’Thunder Road’ er min begejstring til at tage og føle på. Få moderne instruktører har fingeren på pulsen, som Cummings har det. Og når Hollywoods store studier konsoliderer i stadig større monopoler om færre og færre film, har vi i den grad brug for folk som ham, der tør spille uden for filmindustriens rigide regelbog.
Den moderne mands deroute
’Thunder Road’ er baseret på Cummings’ prisbelønnede kortfilm af samme navn fra 2016, der udspiller sig over det kvarterlange mindeord.
Den indesluttede tinmand Jim Arnaud vil bare sige farvel til sin elskede mor, men ender i en horribel hyldestdans til tonerne af The Boss’ ’Thunder Road’. Alt imens han vrøvler om alt fra gamle klassekammerater med Down’s Syndrom til folk, som ikke sagde tak, selvom han holdt døren for dem.
Spillefilmen sætter scenariet på spidsen, da Jim ikke engang kan få sin lille lyserøde cd-afspiller til at spille nummeret, og han i stedet tvinger sig selv til at udføre en klodset dansefortolkning af nummeret.
Præmissen – en kvarterlang monolog filmet i én indstilling – kan lyde en tand studentikos, men Cummings viser med det samme sine åbenlyse talenter som instruktør og skuespiller. Filmens første indstilling, hvor Jim slås med cd-afspilleren ude i våbenhuset, mens han febrilsk hilser på gæsterne, fortæller os på blot fem sekunder alt, hvad vi behøver vide om vores irritable hovedperson.
Cummings har selv nævnt britiske sitcoms som ’Fawlty Towers’ og ’The Office’ som inspiration. Og som John Cleese og Stephen Merchant før ham, forstår den unge instruktør at skabe humor gennem ubehag snarere end lette punchlines.
Således fortsætter Jims deroute fra den ene pinagtige ydmygelse til den anden i spillefilmen.
Ekskonen Roz (fantastiske Jocelyn DeBoer fra kultfilmen ’Greener Grass’) vil have forældremyndighed over datteren samt halvdelen af pensionen. Politichefen truer med en fyreseddel. Og ude på gaden konfronteres Jim konstant med fulde ballademagere og stride teenagere på det lokale supermarkeds parkeringsplads.
Cummings har et utroligt blik og sympati for den tragikomiske moderne mand, og Jims problemer udspringer altid fra hans egen forfærdelige opførsel og håbløst misogyne ræsonnementer.
Som Coen-brødrenes fænomenale komedie ’A Serious Man’ er ’Thunder Road’ således en skarp kritik af de små brovtende mænd, som kun holder låg på deres arrogante, usympatiske impulser for ikke at blive stemplet som byens pariah. Og som ofte eksploderer på forfærdelig, urkomisk vis.
Som da Jim låses ude af sin bil og patetisk slår løs på forruden med sin falliske lille baton for at komme ind.
Ny græsrodsbevægelse
Det tidslige portræt af den moderne mand i krise i hjertet af USA ramte rent hjem, allerede da kortfilmen blev vist på Sundance-festivlaen.
Men Cummings har i interviews sagt, at filmstudierne ikke anede, hvordan de skulle markedsføre en film med et mikrobudget på omkring 200.000 dollars. Så instruktøren besluttede at gå egne veje.
Som Sam Raimi før ham finansierede han debuten gennem enkeltfinansierer og sin egen opsparing fra sin tid som producer på Youtube-serien College Humor. Og i stedet for at sælge distributionsrettighederne for småmønter, brugte han vinderprisen fra Sundance til at distribuere filmen i Frankrig.
Cummings er således en del af en ny generation af unge filmskabere, som hverken har fået deres filmdannelse mellem støvede vhs-bånd eller på filmskolerne, men i stedet gennem Youtube-tutorials og -analysevideoer samt Reddit-tråde og Letterboxd-anmeldelser.
I sidste måned begejstrede instruktørduoen Daniels med deres dybt idiosynkratiske sci-fi/martial-arts film ’Everything Everywhere All At Once’. Og tidligere på sommeren fik wunderkind-auteuren Cooper Raiffs blot anden spillefilm, ’Cha Cha Real Smooth’, dansk streamingpremiere.
Begge filmskabere laver ligesom Cummings deres film ud fra DIY-græsrodsprincipper. Raiffs filmdebut fra 2020 ’Shithouse’ havde et mikrobudget på blot 15.000 dollars, alt imens The Daniels’ visionære multiverser og effekter blev skabt af blot fem VFX-artister i deres garage.
Mere centralt end den selvlærte, egenhændige produktionsmetode interesserer alle disse filmskabere sig for at punktere traditionelt maskuline autoritetsfigurer. Cooper Raiffs hovedpersoner er forfriskende bedårende og uncool. Han er ikke bange for at lade Alex i ’Shithouse’ græde salte tårer efter at have lagt telefonen på til sin mor. The Daniels præsenterer ligeledes en forfriskende sympatisk udgave af familiefaren i skikkelse af den godmodige, sødnaive mand Waymond.
Og hvor klodsede, dumme mænd som Frank Hvam, David Brent og Basil Fawlty i fordums tid blot blev latterliggjort for deres opførsel, bunder Jims aggressioner og pinagtige udbrud i en dybfølt og reel smerte i ’Thunder Road’.
»Mænd græder«, synger Tobias Rahim lidt banalt i sit hit fra i år.
Når Hollywood ikke tør vise det, er det godt, vi har visionære som Jim Cummings.
’Thunder Road’ kan ses på MUBI, Viaplay og Blockbuster.