»Mette, Mette, Mette, hvad er din yndlingsfilm?«, når en ung knægt lige at spørge statsminister Mette Frederiksen efter de seriøse svar om dansk politik, inden hun hastes videre af sine folk i et klip, der nu florerer på sociale medier.
Og så får vi svaret, som vi filmjournalister bare har ventet på i årevis, en gedigen breaking news-afsløring af landets mest magtfulde menneskes filmsmag.
»Min yndlingsfilm? Det tror jeg er den allerførste ‘Rambo’«.
Så af alle verdens film fremhæver Mette Frederiksen altså Ted Kotcheffs post-Vietnam-klassiker ‘First Blood’ fra 1982, et temmelig overraskende valg.
Hvad kan man udlede af det?
Først og fremmest må man give den socialdemokratiske spydspids, at hun tør stå ved sin smag. Hun kunne nemt have peget på sikre mesterværker som ‘The Godfather’, ‘Gøgereden’ eller whatever eller en nordisk arbejderklassiker ala ‘Pelle Erobreren’. I stedet peger hun på en film med Sylvester Stallone.
Og måske er det bare mine egne fordomme, der er på spil her, men jeg tror ikke, det er en film, der ligger allerforrest i frontallappen hos specielt mange kvinder, som den åbenlyst gør hos Mette F.
Dernæst skal det nævnes, at selvom franchisen blev malktrakteret med efterfølgerne, er ‘First Blood’ en rigtigt god film. En elementært medrivende spændingshistorie båret af indignation over den uretfærdige behandling af den ptsd-ramte Vietnam-veteran John Rambo, som man hepper på og føler med fra første til sidste scene.
Det er et folkeligt valg, men uden at være plat. Ud fra filmkunstneriske standarder kunne det have været meget værre. Hun kunne have sagt ‘Forrest Gump’ eller ‘Love Actually’. Eller ‘Kærlighed for voksne’.
Men passer ‘First Blood’ på det socialdemokratiske menneskesyn?
Efter at have tjent sit land i en forfærdelig krig, hvor han blandt andet har været holdt som krigsfange, er John Rambo overladt til sig selv uden job, fremtid eller håb. Det er repræsentanterne fra staten, sheriffen Will Teasle og hans sadistiske underordnede Galt, der anholder ham uden grund og forsøger at kronrage ham, så John overmander dem og flygter, hvilket indleder menneskejagten. Det er dem, der – som John siger – udgød titlens »første blod«.
Det er således den stat, som Rambo har ofret sin fremtid for, der nu forsøger at slå ham ihjel.
USA’s store Vietnam-film blev født ud af landets venstrefløj, der var kritiske over for den meningsløse krig, men det er samtidig en film om den onde og indifferente statsmagt versus det undertrykte individ, der presset op i et hjørne tager sagen i egen hånd.
Der er andre store (og bedre) Vietnam-film, hvor fællesskabet står i forgrunden frem for vold og selvtægt, som ‘The Deer Hunter’ og ‘Coming Home’.
Men måske er der også andre dimensioner end det samfundsmæssige perspektiv, der vækker noget i Mette Frederiksen, som var fem år, da filmen fik premiere.
‘First Blood’ er historien om den misforståede helt, der har ofret så meget og alligevel bliver ydmyget og forfulgt, så han intet andet valg har end at forsvare sig på hårdhændet vis. Om et hårdt presset menneske, der må tage nogle brutale beslutninger for at overleve. Et menneske, der er helt alene i verden.
Nogle ville sikkert kunne drage paralleller til den danske statsleder, men lad det bare være åbent for fortolkning herfra.
Det kan jo også godt være, at hun bare synes, det er en fed film.