Den ‘Triangle of Sadness’-aktuelle svenske mester Ruben Östlund laver film, man ikke kan forudse.
Alligevel er det syret at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis han havde kastet sig over sci-fi-genren. Hvilket han åbenbart var i gang med på et tidspunkt.
Sci-fi-filmen ‘Passengers’ fik premiere i 2016 med Jennifer Lawrence og Chris Pratt i hovedrollerne. Historien følger en mand på en lang rumrejse, der vågner op fra dvale 90 år for tidligt. Derfor beslutter han sig for at vække en af de andre besætningsmedlemmer op til at holde ham med selskab.
Men inden der kom en film, var manuskriptet under udvikling i Hollywood i næsten ti år og undervejs, var der adskillige instruktører tilknyttet projektet.
Blandt andet Ruben Östlund der pitchede en version i historien, der i den grad tog instruktørens hang til anspændte personrelationer og kønsroller med ombord på rumskibet.
»Jeg havde et take på det, som jeg tror kunne have været fantastisk« fortæller Östlund i et interview med The Telegraph (via The Playlist).
I auterens version havde der været mere humor på spil. Her havde den mandlige hovedperson mand og børn, men besluttede sig for at vække en anden kvinde for at prøve noget nyt.
»Jeg ville have haft ham til at scrolle gennem personernes filer, som var han på Tinder. Men når kvinden så kommer ud af sin pod, er han ret skuffet, fordi hun ikke ser ud, som hun gjorde på billedet. En dag finder han ud af, at hun i hemmelighed har vækket en andet fyr, som hun er mere vild med«, fortæller ‘Triangle of Sadness’-instruktøren i samme interview.
Selvom Östlund beskriver sin egen version af ‘Passengers’ som »fantastisk«, blev filmen i sidste ende instrueret af en anden skandinav, nemlig norske Morten Tyldum, der stod bag Oscar-vinderen ‘The Imitation Game’.
‘Passengers’ fik ikke ligefrem den varmeste modtagelse. Tværtimod endte filmen med at skabe en del kontrovers, da den blandt andet blev kaldt en »perverteret kidnapningsfantasi«. Jennifer Lawrence udtalte efterfølgende, at hun var skuffet over, at hun ikke havde set det problematiske i historien.
Men hvem ved, måske Östlund kunne have gjort den til meget mere.