’Karaoke Paradise’: Charmerende dokumentar om karaoke som værn mod ensomhed
»Skulle jeg stå der og hyle?«
Sådan lyder det fra en skeptisk, midaldrende mand i arbejdstøj. Han ryster på hovedet og sætter sig tilbage i gravkoen og fortsætter sin vagt. Alligevel kommer han til kort. Kvinderne på Tinder, indser han, gider hverken med ham på skovtur eller se hans garage. Så han tager danseundervisning og begiver sig på karaokebarens ukendte territorium.
Starutten, der af hudsult finder vej forbi mikrofonen, er lidt anderledes end de øvrige medvirkende i ’Karaoke Paradise’. Lystigt fortæller de, hvor glade de er for at synge. Tror man ikke på dem, lyser glæden ud af deres øjne.
Lykkefølelsen smitter bestemt af på seeren i Einari Paakkanens dokumentar, der følger den karismatiske karaokevært Evi, der i 23 år har turneret Finland rundt for at dele glæden ved at skråle med på en gammel traver.
Hun fortæller, at der er så mange ensomme mennesker i landet. Men når de har dristet sig til at give et nummer, er der altid nogen at snakke ned. Endelig er der nogen, som har bemærket og anerkendt deres tilstedeværelse.
I regn og slud vil hun ikke nægte sine landsmænd den fryd.
Filmen starter derfor passende med en montage, der viser forskellige typer i alle aldre synge foran stamgæster på en beværtning for de allernærmeste hjemme i stuen og sågar for fremmede på en kanalrundfart.
Imidlertid klippes der også til Evi, der er sminket og parat til at indtage scenen i den næste flække, som hun drøner afsted til. Hvilket giver anledning at vise den flotte finske natur, enten fugtig med dampen fra søerne i sommervarmen eller klædt i en dyne af sne.
Landskaberne føles ganske vilde, når der løber et par løsgående heste på vejbanen, og den glade vært fortæller om harer og ræve, som hun i årenes løb er kommet til at køre over.
‘Karaoke Paradise’ er ikke bare en film om at synge karaoke, men om de mennesker, som kommer til arrangementerne. Den kommer ud i ofte underbelyste småsamfund, der bærer mere præg af hårdt fysisk arbejde end refleksion, og hvor der ikke er så mange andre steder at hænge ud end på et brunt værtshus.
Her møder Evi så forskellige skikkelser som den langhårede teenager, der handler ind for bedstemoren og nervøst ringer ind til radioen, når de holder konkurrence, automekanikeren, hvis datter hjælper ham i gang på Tinder, og en parkinsonsyg kvinde, der ser frem til en eksperimenterende hjernekirurgi.
I en storby var disse menneskers veje aldrig mødtes, men i provinsen samles de om karaokemaskinens adspredelse og eskapisme.
Nogle gør meget ud af optrædenerne. En heavy metal-fan maler sig som et medlem af rockgruppen Kiss, mens en kvinde lever sig ind i sin egen diskofantasi med paryk og juvelbesatte solbriller, og mange flere iklæder sig deres stiveste pus. Andre ankommer med den samme beskidte t-shirt eller skovmandsskjorte, de har svedt i hele dagen.
Uanset deres påklædning står de under diskokugler og læser sangtekster over en rustik, western-inspireret bardisk, hvor midaldrende par får en svingom, mens den næste sanger nyder deres 15 minutters berømmelse og jubel fra ligemænd.
Præmissen er uden tvivl banal. Men der er noget charmerende, fængslende og livsbekræftende ved at se så broget en skare støtte hinanden og klappe, også når nogen synger falsk.
En kvinde fortæller, hvor højt hun altid har elsket at synge, indtil en livskrise satte en stopper for det. Siden har hun ikke så meget som nynnet med på en sang i radioen. Smilende siger hun, at det derfor er lidt grænseoverskridende for hende at deltage.
Det er, som om risikoen for at opføre sig pinligt på scenen nedbryder både hendes og andres hæmninger. Mennesker, der ikke altid har lejlighed til at dele deres livserfaring med andre, har lige pludselig lettere ved at krænge deres inderste ud. Evi er da også hurtig at omfavne gæsterne, når de fælder en tåre efter optrædenen.
Det er derfor sigende, at selvom de medvirkende ikke har ambitioner om en professionel sangkarriere, betyder det nok for dem, at de med varierende succes deltager i turneringer, der rækker længere end det lokale vandhul.
Kort sagt:
På overfladen kan ’Karaoke Paradise’ synes banal. Men under overfladen er den et hjertevarmt og tankevækkende portræt af et samfundslag, hvis livserfaringer ofte forbliver obskure.