OBS: Artiklen indeholder spoilers for ’Scream 5’, men IKKE for den biografaktuelle ’Scream 6’.
KOMMENTAR. »Der er visse regler, man må overholde, hvis man vil overleve en gyserfilm«.
Det forklarede horror-aficionadoen Randy i Wes Cravens mesterværk ’Scream’ tilbage i 1996, og siden er de kække metamonologer over genrens mest fortærskede troper blevet en fast bestanddel i samtlige film i serien.
Fra slasher (’Scream’) til sequel (’Scream 2’), trilogi (’Scream 3’), remake (’Scream 4’) og requel (’Scream 5).
I den biografaktuelle ’Scream 6’ er kodeordet franchise, cementerer hedengangne Randys efterfølger, niecen Mindy.
Og så ved den moderne filmseer selvsagt, hvad klokken er slået i Hollywoods maskinrum:
Stor, større, størst.
Eller, i gysergenrens tilfælde: Grum, grummere, grummest.
Skal ikke toppes
Men selvom ’Scream 6’ udadtil ivrigt efterlever forventningerne med den mest stab happy Ghostface hidtil, så viger Mindys franchisedogmer ikke desto mindre for ’Scream’-universets egen, vigtigste regel.
Aka. den underliggende fælles forståelse for nøglen til ’Scream’s succes, der er gået i arv fra instruktør til instruktør igennem 27 år, og som ingen anden gyserfranchise har turdet kopiere af skræk for at skuffe massernes blodtørst.
Ud af alle seks ’Scream’-film er det mest uhyggelige drab stadig ét, der overgår selv godmodige Deweys endeligt i ’Scream 5’ og Jada Pinkett Smiths genialt instruerede biografmareridt i ’Scream 2’:
Nemlig Drew Barrymores død inden for de første 12 minutter og 33 sekunder i den første film. Den ikoniske scene, hvori Barrymores Casey Becker tusser rundt og laver popcorn i forældrenes køkken, da en mystisk stemme i telefonen pludselig vil quizze gyserfilm, og Wes Craven tog røven på alt og alle ved at skære rollelistens største navn ud af ligningen, før vi overhovedet forstod, hvad der foregik – i et nik til Alfred Hitchcocks brug af Janet Leigh i ’Psycho’.
Ja, vi har fået stadigt flere og langt mere grafiske nærbilleder af køkkenknive, der roteres i skælvende maveskind, næser (!) og munde (!!), af indvolde der vælter ud af ofrene som optrevlede garnnøgler. Flækkede kranier og brækkede knogler, der får hele salen til at »ewwwww«’e i kor.
Men den emotionelle gru, den rendyrkede, ondskabsfulde gru, der slår sine klamme kløer dybt i både kroppen og hovedet, da Casey slutteligt i åbningssekvensen rasper et sidste »mor … « i den trådløse telefon, mens Ghostface slæber hende over græsplænen for at klynge hende op i et træ. Den har de fem fortsættelser fornuftigt undladt at forsøge at toppe.
Respekt for fansene
Det er ikke, fordi det er umuligt at finde på mere perfide nederdrægtigheder, men fordi kontrasten mellem Casey-drabets tragedie (vægtiggjort af forældrenes ankomst) og resten af filmens anderledes kække tone etablerede den balanceakt mellem gys og grin, Agatha Cristie-mysterie og ’BH9210’-drama, der blev ’Scream’s unikke varemærke.
Hertil og ikke et mulehår længere, sagde Craven, hvis ikke springet mellem tonearter skal komme til at fremstå så utilgiveligt usmageligt, at manuskriptets kvikke spidning af popkulturen drukner i kortlivede provokationer og kontrovers.
Alle gysere reflekterer den tid, de fødes i, men en ’Scream’-film er en regulær, selvsatirisk TED-talk, der ikke er interesseret i at skræmme seerne så langt ned under stolen, at de ikke kan være med i samtalen. Det skal være pirrende og sjovt, for genrefans såvel som for ’menige’ biografgængere, hvorfor franchisen til dato bliver ved med at tiltrække publikummer, der ikke normalt ville indløse billet til gyserfilm.
Med tanke på snart sagt hver en gyserfranchises evolution nogensinde frygtede mange efter Wes Cravens død i 2015, at ’Scream’ stod for skud og for fald, men med 5’eren og 6’eren har instruktørduoen Tyler Gillett og Matt Bettinelli-Olpin fornemt formået at introducere en ny generation af hovedroller uden at kaste de gamle karakterer under bussen for billig chokværdi – og uden at effekter og fordoblet body count kompromitterer universets dna.
Det rev i hjertet, da Dewey – en af vores oprindelige tre – takkede af i ’Scream 5’, men brutaliteten til trods blev hans exit behandlet med respekt for fansenes mangeårige følelsesmæssige investering i karakteren (spørgsmålet om, hvordan teenagepigemorderen tilsyneladende voksede en halv meter til lejligheden, tager vi en anden dag).
Og selvom castet i ’Scream 6’ vader i »corn syrup« til navlen, udebliver den bestialske trøsteløshed, som andre gyserfranchises a la ’Halloween’ har gimmickficeret, når opfindsomheden løb tør.
Det kræver stærke nerver og blodig omhu, men under Tyler Gillett og Matt Bettinelli-Olpins årvågne blik forsvarer Ghostface fortsat ’Scream’s arv mod Hollywoods franchisefælder.
’Scream 6’ kan ses i biografen nu.