Det er for længst officielt. Vi lever i en æra, hvor IP – intellectual property – svarer til at eje en uudtømmelig guldmine af spinoffs, prequels, sequels og remakes.
Disney dominerer superheltegenren med Marvel-produktioner på samlebånd, og siden overtagelsen af Lucasfilm i 2012 har underholdningsgiganten spyttet så mange Star Wars-film og -serier ud, at selv Liam Neeson har kritiseret franchisen for at udvande sig selv.
Spinoff-bølgen er kontroversiel, men ingen store medievirksomheder tør andet end at afsøge, hvilke populære titler de kan vride nyt indhold ud af. Og hos Paramount har man brugt de seneste seks år på at pumpe gigantiske summer i deres helt eget Star Trek-imperium.
Med god grund.
For med Star Trek-mastermind Alex Kurtzman i spidsen for den nye fauna af tv-serier har Paramount formået at tiltrække ny interesse ved at lade franchisens fredsfilosofiske budskaber spejle sig i aktuelle politiske diskussioner og samfundsforandringer med fornyet kraft.
Mangfoldighed i rummet
Skabt af Gene Roddenberry blev ’Star Trek’-universet for første gang introduceret, da ’Star Trek: The Original Series’ – eller ’TOS’ – rullede over de amerikanske tv-skærme i 1966.
I en tid, hvor racisme, Vietnam-krig og USA’s militære spændinger med det tidligere Sovjetunionen optog den amerikanske debat, revolutionerede ’TOS’ både sci-fi-genren og tv-mediet ved at lade den karismatiske kaptajn James T. Kirk (William Shatner) og et hidtil uset multikulturelt cast stå i spidsen for intergalaktiske fremtidsfortællinger, hvor fjerne planeter og rumvæsener fremtræder som vigtige lektioner i sameksistens.
’TOS’ var en bemærkelsesværdigt idealistisk og (for sin tid) progressiv reaktion på datidens frygt for død og ødelæggelse, hvilket var det, der resonerede med fans – de såkaldte Trekkies – og afstedkom en astronomisk udvidelse af franchisen med spinoff-film, tegneserier, brætspil og videospil.
Vigtigst var de fire serieefterfølgere ’Star Trek: The Next Generation’ (1987), ’Star Trek: Deep Space Nine’ (1993), ’Star Trek: Voyager’ (1995) og ’Star Trek: Enterprise’ (2001), der grundlæggende repræsenterer franchisens sidste guldalder.
Siden 00’erne har rumuniverset så oplevet en filmisk genoplivning i form af J.J. Abrams og Justin Lins remake-trilogi ’Star Trek’ (2009), ’Star Trek Into Darkness’ (2013) og ’Star Trek Beyond’ (2016). Men deres moderne islæt drysset med lense flare-overdådig scenografi, bombastisk action og kanonafvigende plottråde, der i overvejende grad ikke virkede til at have noget dybdeborende Trek-esque på hjerte, resulterede i en blandet landhandelsmodtagelse fra inkarnerede Trekkies.
The final frontier så ud til at være nået, netop som franchisen kunne fejre 50-års jubilæum.
Fremtiden findes i samtiden
Men de seneste par år er der mange ting, der syder og bobler, både i samfundet og i Trek-universet.
Vi lever i en politisk polariseret tid, der bliver sat spørgsmålstegn ved race, køn og seksualitet, og Ruslands krig mod Ukraine har medført fornyet frygt for atomvåbenets destruktion.
Paramount og Kurtzmans revival-serier svarer igen med et politisk fundament og social samvittighed, som ikke er set siden franchisens sidste storhedstid i 90’erne.
Det store genåbningsbal blev åbnet med ’Star Trek: Discovery’ i 2017 – 11 år efter ’Enterprise’ havde nået enden.
Her møder vi den vanærede Starfleet-officer Michael Burnham (Sonequa Martin-Green), hvis beslutninger resulterer i en krig mellem Føderationen (En FN-lignende intergalaktisk sammenslutning af rumnationer) og Klingon-imperiet. Udstødt og udskældt skal hun nu kæmpe for sit værd om bord på stjerneskibet USS Discovery.
Fortællingen er en uhyggelig tæt forudsigelse af de ideologiske kløfter, vi lige nu ser splitte Vesten og Rusland, fortalt gennem en sort kvinde, hvis perspektiv historisk har været groft underrepræsenteret i Hollywood – en påmindelse om, at ’Star Trek’ også i det 21. århundrede kan sætte et spejl op for de værste dele af samfundet.
’Discovery’ er samtidig et produkt af en tid, hvor storslåede dramaserier som ’Game of Thrones’ havde industrien i et jerngreb. Der er skruet gevaldigt op for de mørke temaer (krig) fortalt gennem køresygefremkaldende rumaction og eksplosive visuelle effekter i et serielt format, som afviger totalt fra de oprindelige seriers episodiske opbygning.
… og i fortiden
Trekkies, der havde håbet på et comeback, som tonalt lå tættere på franchisens originale serier, var ikke videre imponerede over ’Discovery’s nytænkning.
Som et tilsyneladende modsvar blev ’Star Trek: Strange New Worlds’ lanceret sidste år, en ’Discovery’-spinoff (og endnu en ’TOS’-prequel), der rider benhårdt på nostalgien fra originalserien med campy uniformer, humoristisk tone og vigtigst af alt den episodiske fortælleform.
Vi taler dog ikke ren fanservicetom IP-udnyttelse. De politiske overtoner er stadig en fast del af inventaret. I ’Strange New World’s pilotafsnit bliver ægte scener fra stormen på den amerikanske kongres i 2021 eksempelvis brugt direkte som en advarsel om, hvor lavt menneskeheden kan gå, når man er omgivet af splittelse. Det vækker minder om, hvor stærk franchisen kan være, når den har brændende samfundstendenser at spille op mod.
Surfende på spinoff-bølgen virker revival-serierne også til at byde ind med friske perspektiver på, hvordan en franchises gammelkendte karakterer stadig kan være relevante forbilleder, selvom vi befinder os i en verden fuld af forandring.
’Star Trek: Picard’ fra 2020 har eksempelvis den ikoniske ’The Next Generation’-kaptajn Jean-Luc Picard i centrum for en fortælling, der rummer en mystisk regeringskonspiration, som ikke underligt leder tankerne hen på den russiske indflydelse på det amerikanske præsidentvalg i 2016, fordi indspilningerne blev sat i gang, netop som Mueller-kommissionen drog sine konklusioner.
Men da manuskriptforfatter Terry Matalas overtog retningen for seriens nu tredje og sidste sæson, nåede nostalgien nye højder, da den gamle ’The Next Generation’-besætning bliver hævet tilbage i en sløjfebindende episk reunion.
Til de uindviede
Som et univers, der ligesom Marvel er kendt for sit astronomiske galleri af plottråde, tidslinjer, spejluniverser og karakterer viklet ind i hinanden som ledninger i en gammel elektronikkasse, kan det at springe ud i Star Trek-universet føles lidt som at hoppe på et warp speed-hurtigt rumskib.
Komplet umuligt.
Så da Hageman-brødrene skrev animationsserien ’Star Trek: Prodigy’ i 2021, virkede det som en direkte reaktion.
Henvendt til børn og uindviede voksne er ’Prodigy’ nemlig forfriskende ligeglad med de serier, der går forud. I serien møder vi en ung gruppe misfits, dertilfældigvis flygter fra minekolonien Tars Lamora i det fankendte stjerneskib USS Protostar. Kun guidet af ’Voyager’s Kaptain Janeway – nu Admiral – præsenteret som et holografisk træningsprogram forsøger de at finde hoved og hale i hele Trek-humlen.
De aner ikke, hvem eller hvad Federationen er, så det behøver vi heller ikke. Det virker som herlig service for newcomers, som er interesserede i at blive kastet i favnen på franchisens øvrige fyrtårnsserier, og er samtidig et overflødighedshorn af nostalgiske easter eggs for os med svære ’Voyager’-abstinenser.
Grandiose planer
Så nu står vi her. Med afslutningen på ’Picard’, et kommende farvel til ’Discovery’, hvis femte og sidste sæson kommer på et tidspunkt næste år, og sæsonfornyelser for både ’Strange New Worlds’ og ’Prodigy’ står Paramount med streamingtjenesten Paramount+ (herhjemme SkyShowtime) officielt på tærsklen til en ny generation af fredsprædikende sci-fi.
Og der er altså drøn på. Oscar-vindende Michelle Yeoh beamer nu tilbage op i rumskibet som den nådesløse Emperor Phillippa Georgiou – en rolle, hun spillede i ’Discovery’ – i filmen ’Star Trek: Section 31’. Rygterne lyder, at det bliver et ’Mission: Impossible’ møder ’Guardians of the Galaxy’ deep dive ned i Star Fleets egen secret service.
Projektet var egentlig først tiltænkt som endnu en serie med Yeoh i spidsen. Men hendes banebrydende rolle i ’Everything Everywhere All At Once’ fik efter sigende Kurtzman til at skifte retning, så vi i stedet kan glæde os til Paramounts nye genoplivnings første film.
Produktionen skydes i gang senere i år, og derefter forventer Paramount at spytte en ny Star Trek-blockbuster ud hvert andet år.
På seriefronten har man givet grønt lys til endnu en ’Discovery’-spinoff, der taler direkte ind i det stramme greb, young adult-genren har om industrien lige nu. Med ’Star Trek: Star Fleet Academy’ bliver vi nemlig fløjet tilbage til Jorden, hvor en gruppe teenagere både skal jonglere hjerneknusende lektier, akavede forelskelser og den klassiske Kobayashi Maru.
Og nårh ja, så kommer der sågar et nyt, interaktivt videospil fra Dramatic Studios her i maj.
Vældet af referencer og cameos fra de tidligere kanonværker har også gjort Trekkies spændte på, hvilke ukendte frontiers franchisen rejser mod de kommende år.
I kølvandet på ’Picard’- og ’Prodigy’-succesen har Kurtzman blandt andet selv teaset for en mulig live-action-spinoff om Janeway, der kan puste tiltrængt liv i franchisens første kvindelige kaptajns oprindelseshistorie – eller eftermæle.
Til sammen er det grandiose planer for at sige det mildt, men indtil videre opfylder de nye serier et løfte, som originalserien plantede i 60’ernes turbulens.
Et løfte om at skille sig ud, underholde og minde os om, at der er håb, selvom nutiden virker håbløs. Om Paramount fortsat formår at holde ’Star Trek’ på sporet, vil tiden vise.
Det er bare om at læne sig tilbage i kaptajnstolen og nyde den intergalaktiske rumtur.
Star Trek-serierne ’Prodigy’, ’The Next Generation’ og ’Strange New Worlds’ kan ses herhjemme på SkyShowtime. ’Star Trek Picard’ kan ses på Prime Video.