’The Swarm’: Stor katastrofeserie tager pusten fra dig – på den dårlige måde
»Wash-y, wash-y, wash-y«, lyder det fra en sprudlende vaskehalsmedarbejder, som sprøjter vand på en bil, imens han griner til to tungerækkende børn på den anden side af bilruden.
Men så tager situationen en drejning. Bilvaskeren bliver akut dårlig, og i et voldsomt anfald brækker han sig direkte ud over forruden, inden han styrter omkuld og kvæles i sit eget opkast.
Man skulle mene, at en så voldsom scene ville aftvinge en emotionel reaktion hos de fleste, men i Viaplays nye katastrofeserie virker de patosfyldte øjeblikke kunstige og underligt malplacerede.
’The Swarm’ er baseret på Frank Schätzings bestseller fra 2004. Vi følger en gruppe forskere, som begynder at registrere flere og flere tilsyneladende uforklarlige havfænomener på tværs af kloden – fra lyserøde kæmpekrabber til menneskejagende spækhuggere og pludselige mega-tsunamier.
Det er åbenlyst for enhver, at de bizarre fænomener er forbundne, men det tager ikke desto mindre serien seks afsnit at stable en samlet taskforce på benene, der skal komme til bunds i denne mystiske intelligens, som tilsyneladende har et horn i siden på menneskeheden.
De første seks afsnit går i stedet med at introducere seriens mange, mange forsker-karakterer.
Der er den canadiske cetolog Leon Anawak, som via sin unikke indsigt i hvaler identificerer sagens alvor før alle andre.
Der er den franske patolog Dr. Cécile Roche, som parkerer sine børn i et sommerhus, da hun opdager, at det franske spildevand er inficeret med en potentielt dødelig mikroorganisme.
Og så har vi den herlige tyske marinebiolog Charlie Wagner, som bliver sendt til Shetlandsøerne for at lave havprøver, fordi hun ikke kan finde ud af at følge instituttets videnskabelige retningslinjer.
Man kunne nævne mange flere. Serien vrimler med forskere, og man må holde tungen lige i munden, hvis man vil holde styr på de enkeltes forskningsområder og deres indbyrdes romantiske relationer.
’The Swarm’ markedsfører sig selv som »et af Europas allerstørste tv-projekter«, og samarbejdet tæller foruden Viaplay nationale tv-stationer fra Tyskland, Frankrig, Italien, Japan, Østrig og Schweiz.
Hertil er der tilknyttet intet mindre end 30 producere, og de er tilsyneladende blevet enige om at fordele minutterne ligeligt landene imellem. Sådan forekommer det i hvert fald, når vi utålmodigt fragtes fra den ene af ende Atlanten til den anden.
Det er ikke, fordi en international katastrofeserie ikke giver mening. Klimakrisen er global, og serien er god til at vise, hvordan en krabbeinvasion i Brasilien kan være intrikat forbundet til et spækhuggerangreb i Canada.
Det styrker fortællingens troværdighed, at man forsker det ubekendte, som man vil gøre det i den virkelige verden.
Problemet er bare, at serien i sit ambitiøse forsøg på at afdække det videnskabelige miljø fra A-Z forsømmer de karakterer, der driver fortællingen i en sådan grad, at det bliver svært at engagere sig i deres personlige liv uden for videnskaben.
Kort sagt:
Viaplays nye katastrofeserie er ambitiøs og realistisk, men heller ikke rigtigt vedkommende.