’The Eternal Daughter’: Man får straks lyst til at ringe til sin mor efter at have overværet Tilda Swintons tårefremkaldende dobbeltpræstation
Det må være så forbandet svært at spille uden sin scenepartner i det samme rum.
Vi så, hvor grelt det kan gå, da Reese Witherspoon og Ashton Kutcher blev sat komplet til vægs i den rædderlige Netflix-komedie ’Your Place or Mine’, hvor de to habile Hollywood-stjerner pludselig agerede søvnig folkeskole-teaterduo foran Zoom-skærmen.
Så det siger ikke så lidt, at den evigt eminente, androgyne kamæleon Tilda Swinton får det til at se helt let ud at udspille et anstrengt mor-datter-forhold uden nogen andre til stede end en apatisk receptionist og en bedårende springer spaniel ved sin side.
Faktisk leverer Swinton en decideret tårefremkaldende scene over for sig selv hen mod slutningen af Joanna Hoggs ’The Eternal Daughter’.
Her spiller Swinton både filmskaberen Julie og dennes aldrende mor, der tager på et ferieophold uden for sæson til en nordengelsk herregård, hvor moren brugte sine barndomssomre under Anden Verdenskrig.
Der er tale om lidt af en metalagkage, da Swinton spiller den selvsamme rolle, som hendes egen datter Honor Byrne Swinton spillede i instruktørens todelte autofiktive mesterværk ’The Souvenir Part I & II’.
Vi er dog langt fra 80’ernes snobbede filmskolemiljøer og Julies betongrå, forældrekøbte Knightsbridge-lejlighed. ’The Eternal Daughter’ begynder i bogstavelig forstand som en gotisk spøgelseshistorie, da Julies taxachauffør begejstret fortæller om et gespenst, som rumsterer på herregårdens øverste etage.
Taxaen når frem gennem en ærtesuppetyk tåge til de hjemsøgte toner af en fløjte, som sender kuldegysninger ned ad nakkehårene. Løftet om dødens kolde hånd ligger tykt i luften i det imponerende bygningsværk, hvor den lille familieenhed er de eneste logerende.
Moren fortæller konstant sin bekymrede datter om sorgbetyngede minder fra den fjerneste fortid. Om familiemedlemmer, der aldrig vendte hjem fra krigen på den anden side af kanalen og ufrivillige aborter.
»Man må tage livets nedture med oprejst pande«, bider den ældre kvinde i sig, da datteren prøver at nå hende. Det utrolige dobbeltspil er intet nyt for Swinton – hun har yndet at lege i landet mellem alder, køn og personage i alt fra ’Orlando’ til ’Hail Caesar’ – men i hænderne på Hogg er der ikke blot tale om en morsom gimmick.
I stedet er datterens spejling i sin mor den afgørende brik for at forstå familietragedien. Som vi bliver ældre, genkender vi os selv på godt og ondt i den døende generation, som bragte os til verden. Samtidig bliver afstanden, som klipningen mellem de to skaber, en kløgtig visuel metafor for den kløft, som befinder sig imellem de to.
Hogg er fortsat en utroligt begavet billedskaber, og det er forfriskende at se hende lege med genresprog på en langt mere formalistisk vis, end hun gjorde det i dramaerne ’The Souvenir’. Døre åbner sig på mystisk vis, lyde banker forstyrrende fra loftsrummet, og gamle spøgelser viser sig i vinduerne.
Det er på sin vis en skam, at instruktøren ikke i højere grad omfavner disse fantastiske elementer, som hun gjorde det i konklusionen af ’The Souvenir Part 2’ og ikke mindst i sin debuterende kortfilm ’Caprice’, hvor en purung Swinton forsvinder ind i siderne på et modemagasins feterede drømmeverden.
’The Eternal Daughter’ er først og fremmest en epilog og et tone piece til ’The Souvenir’. Men det er heller ingen skam at stå i skyggen af et hovedværk.
Jeg blev selv rørt til tårer af Swintons fornemme fremvisning af det sværere forhold mellem et barn og dets ophav og fik straks lyst til at give min egen mor et kram.
Kort sagt:
Tilda Swinton begår sin til dato fornemste dobbeltrollepræstation som en anstrengt mor-datter-duo i Joanna Hoggs porøse spøgelsesfortælling, en sirlig epilog til hovedværket ’The Souvenir Part I & II’.