’The Afterparty’ sæson 2: Komisk mordmysterie er tilbage med utallige filmreferencer – men uden orginalitet
Hvad gør man, når man endelig er begyndt at date sit highschool-crush efter en klassefest, som endte i et indviklet mordmysterie?
Man møder hendes forældre. Til deres anden datters bryllup. Man skal bare holde lav profil, være hjælpsom og venlig. Hvad kan egentlig gå galt?
Gommen kunne for eksempel blive fundet død i sin seng med bruden som den hovedmistænkte?
Det er præcis den situation, som den kære, nørdede og småuheldige hovedkarakter i ’The Afterparty’, Aniq (Sam Richardson), pludselig befinder sig i.
Politiet vil uden tvivl beskylde hans kærestes søster for mordet, og hvis han gerne vil gøre et godt indtryk, har han kun en mulighed. At ringe til sin gode ven Detektiv Danner (Tifanny Haddish), der hjalp ham ud af fedtefadet året forinden. Og løse gåden inden ordensmagten dukker op.
Anden sæson af ‘The Afterparty’ byder både på et glædeligt gensyn med flere af karaktererne og flere nye genreeksperimenter. Hvor første sæson kastede sig over brede og lidt typiske formularer som musical og thriller, har sæson to mere specifikke filmiske referencer.
Et afsnit er som taget ud af Wes Andersons univers, mens et andet trækker tråde til Alfred Hitchcock og et tredje tager udgangspunkt i ’50 Shades of Grey’. Der er masser af visuelle referencer og variationer af ikoniske replikker, som vil få de fleste filmfans til at sige: ’Den forstod jeg!’.
Hvad enten det er Andersons velbalancerede og centerfokuserede kamerastil, en erotisk montage af spaghettispisning eller sætninger som: »Forget it Jack, the party’s over« med nik til klassikeren ‘Chinatown’.
Seriens største styrke og primære fokus er igen karaktererne. Mordmysteriet træder for det meste i baggrunden til fordel for hver karakters livshistorie, og ligesom i første sæson holder man mere og mere af persongalleriet for hvert afsnit.
Haddish og Richardson har en god kemi som detektivmakkerpar, hvor listen af mistænkte igen tæller adskillige dygtige skuespillere. Ken Jeong fra ’Community’ blander sin velkendte komik med en både tragisk og meget sympatisk troværdighed som brudens far. Zach Woods’ myrdede gom (og tech-millionær) er en lige dele charmerende, socialt akavet og kynisk bitcoin-svindler. Men næsten alle scener bliver stjålet af John Cho som globetrotteren »Funcle« Ulysses (Fun-Uncle). Han rammer et fantastisk sweetspot mellem irriterende kulturel og overdrevet cool, og hans afsnit, der er bygget op som en Wong Kar-Wai’sk romance, er seriens bedste.
Det lyder jo alt sammen godt, men efterhånden som serien skred frem, begyndte noget at nage mig.
Tanken om at jeg vel egentlig kun kan lide det her, fordi det minder mig om andre bedre ting. »Member berries« som ’South Park’ så genialt døbte konceptet.
Jeg elsker Wes Andersons overperfekte visuelle stil og Wong Kar-Wais dødsdømte romancer, men får jeg noget nyt i ’The Afterparty’?
I sidste ende må svaret være nej. Teknisk er serien imponerende flot, og skuespillet er godt hele vejen rundt. Men der mangler noget mere. Et unikt take på alle referencerne.
Med det humoristiske mordmysterie som præmis minder serien meget om Rian Johnsons ’Knives Out’-film, der til gengæld står som et stærkt eksempel på, hvad serien mangler. Johnson har nemlig aldrig stillet sig tilfreds med bare at genfortælle en genre. Som læremesteren og inspirationskilden Jean-Luc Godard dekonstruerer han altid sin genre for at finde sin egen vinkel.
Den slags originalitet savner jeg fra serieskaber Christopher Miller, som ikke lykkes med at svare på, hvad det egentlig er, han vil med sin serie. Udover bare at lave sjove pasticher på velkendte instruktører og genrer.
Kort sagt:
’The Afterparty’ byder igen på et underholdende mordmysterie fyldt med karikerede personer, der har hver deres hemmelighed og specifikke vinkel på aftenens begivenheder. Men når man skraber lidt i overfladen, mangler imitationerne både substans og ambitioner.