’Master Gardener’: En nynazist og en afroamerikaner forelsker sig i Hollywood-veterans stilsikre nye film
Mens mange store Hollywood-instruktører som Martin Scorsese, Christopher Nolan, Ridley Scott og Steven Spielberg i øjeblikket skuer tilbage mod historiske traumer og triumfer, er veteranen Paul Schrader optaget af mere nutidige spøgelser.
Det viste han med mesterværket ’First Reformed’ fra 2017, hvor en sorgramt og alkoholiseret præst tager del i klimakampen ved at planlægge et attentat mod en magtfuld olieproducent.
Filmen gav den i dag 77-årige instruktør et nyt gennembrud sent i karrieren. Samtidig trak plottet om en forpint, ensom og undertiden voldelig mand også tråde tilbage til 70’er-hovedværket ’Taxi Driver’, som Schrader skrev manuskriptet til tidligt i karrieren.
Schrader har altid været fascineret af den selvisolerede, traumatiserede mandsfigur – også i instruktørens nyeste film, ’Master Gardener’, der sammen med ’First Reformed’ og ’The Card Counter’ fra 2021 udgør en tematisk trilogi. Schrader har selv navngivet trilogien Man in a Room, fordi hovedpersonerne ofte sidder alene i et sparsomt møbleret værelse, skriver dagbog og drikker sprut.
Med ’Master Gardner’ omfavner Schrader nu den politisk polariserede samtid ved simpelthen at lade en midaldrende nynazist og en ung afroamerikaner forelske sig.
Den titulære gartner går under navnet Narvel og spilles med betagende ro og kølighed af Joel Edgerton. Han leder et hold af havearbejdere, der står for den daglige vedligeholdelse af den fornemme residens Gracewood Gardens. Sideløbende har Narvel et seksuelt forhold kørende med ejeren af foretagendet, Norma Haverhill (Sigourney Weaver).
Norma overvejer at overdrage Gracewood Gardens til sin unge grandniece Maya (Quintessa Swindell), som hun godt nok næsten ikke kender, fordi hun havde et noget betændt forhold til Mayas nu afdøde mor. Som en slags optagelsesprøve beslutter hun, at Maya kan starte i lære som gartner hos Narvel.
Det går ikke helt, som Norma forventede. For Narvel og Maya begynder at blive glade for hinanden og mindre adlydende over for hendes autoritet.
’Master Gardner’ har en betagende, drømmende og eventyragtig kvalitet over sig. Det skyldes særligt den majestætiske og symmetrisk organiserede have, der fremstår som en pittoresk, paradisisk parallelverden.
Haven er et fristed, hvor Narvel kan dyrke sit arbejde som en religion. »Havearbejde er en tro på fremtiden«, lyder én af hans betragtninger undervejs.
Haven kan dog også læses som et slags fængsel for hovedpersonen. Her lever han afskåret fra et tidligere liv, han ikke kan vende tilbage til, men som stadig er synligt under tøjet i form af tatoverede hagekors og budskaber om hvidt overherredømme.
Filmens drømmeriske udtryk kommer også af Schraders stoiske stil, som han viderefører fra ’First Reformed’ og ’The Card Counter’.
Filmfotografen Alexander Dynan, der har været bag kameraet på alle film i trilogien, tager publikum rundt i haven med rolige, glidende totalbilleder.
Han holder os lidt på afstand af karakterernes ansigter i meget af spilletiden, hvilket afføder en særegen, distancerende effekt. Schrader har forklaret i interviews, at den effekt er helt tilsigtet. I stedet for at kaste alt i hovedet på tilskuerne foretrækker han at holde igen. Så må publikum i stedet læne sig forover, ind i værket.
Undervejs varsler ’Master Gardener’ med korte, voldsomme flashbacks, at fortryllelsen snart bliver brudt. Narvel mærker ikke kun Mayas kærlighed, men også en trang til at hævne sig på skumle personer fra hendes fortid. Han må forlade haven og træde ud i den barske virkelighed.
Her mærker man, at Schraders manuskript denne gang ikke er helt lige så skarpt som i de foregående to film. På trods af et temmelig roligt fortælletempo føles ’Master Gardener’s slutning forhastet, grænsende til letkøbt – som om instruktøren alligevel ikke er så interesseret i det hævnplot, han har sat i søen.
Schrader er nok mere interesseret i sine karakterers emotionelle rejse. Den ofte pessimistiske instruktør lader typisk sin hovedperson mærke konsekvenserne af sine risikable beslutninger, men i ’Master Gardener’ er han mere kærlig. Mere villig til at lade dem tilgive sig selv.
Som det måske kan høres, er filmen allermest givende, når man holder den op mod Man in a Room-trilogiens to forrige indslag, genkender lighederne og opdager afvigelser.
Hvis man ikke lige er i filmanalysehumør, kan man dog også bare nyde Schraders velkomponerede billeder.
Kort sagt:
Med ’Master Gardener’ afslutter Paul Schrader stilsikkert sin filmtrilogi om traumatiserede, isolerede og undertiden voldelige mænd.