’Pain Hustlers’: Harry Potter-instruktørs opioidfilm på Netflix har kun to lyspunkter
Har vi brug for flere film om opioidkrisen i USA?
Det føles i hvert fald, som om premiereaktuelle ’Pain Hustlers’ kommer lidt sent til festen, efter vi de sidste par år har fået de roste serier ‘Dopesick’ og ‘Painkiller’ samt Laura Poitras’ prisvindende dokumentar ‘All the Beauty and the Bloodshed’.
’Pain Hustlers’ befinder sig mest på medicinalindustriens banehalvdel, men med udgangspunkt i en desperat fodsoldat.
Filmen følger den enlige mor Liza Drake (Emily Blunt), som går fra det ene lavtlønsjob til det andet, indtil hun møder sælgeren Pete Brenner (Chris Evans). Han får hende ad omveje ansat i medicinalfirmaet Zanna, der vil have den smertestillende (og vanedannende) receptmedicin Lonafen ud til en masse patienter. Og det lykkes til stor økonomisk gevinst, da Liza og Pete begynder at bestikke praktiserende læger.
Den nye Netflix-film er instrueret af David Yates, som stod bag de fire sidste ’Harry Potter’-film og den overraskende kedelige, nu skrinlagte ’Fantastiske skabninger’-filmserie.
Lidt ligesom disse ikke så vellykkede ’Harry Potter’-spinoffs ser ’Pain Hustlers’ mere underholdende og veloplagt ud på overfladen, end tilfældet faktisk er med selve filmoplevelsen.
Bag sin flashy, farverige og hurtigt klippende facade – og et drilsk mockumentary-greb, hvor de fiktive karakterer medvirker i opstillede tv-interviews – føles filmen overraskende flad.
Fortællingen om en pludseligt succesfuld sælgertype, der lader sig korrumpere af sin egen griskhed, er set bedre før. Jeg kunne ikke lade være med konstant at sammenligne filmen med ’The Wolf of Wall Street’.
I modsætning til Martin Scorseses absurde mesterstykke om den storsvindlende børsmægler Jordan Belfort er ’Pain Hustlers’ ikke særligt sjov. Måske er det, fordi David Yates bådevil latterliggøre medicinalindustriens skrupelløse metoder og få os til at sympatisere med Liza Drake, som får dårlig samvittighed over sine valg og desuden har en syg datter.
Der bliver altså hverken skruet nok op for den pengedrevne galskab eller opbygget en velbalanceret emotionel forbindelse til karakteren. Flere steder undervejs sætter ’Pain Hustlers’ pludselig sentimental musik på, men det er svært at føle det store for hovedpersonen.
Det er noget nemmere at nære sympati for de patienter, der først befinder sig i et smertehelvede og senere i et opioidmisbrug. Et par scener med lange køer af afhængige, desperate stakler foran lægeklinikkerne er ret uhyggelige.
Med undtagelse af en enkelt Lonafen-patient, der stikker underligt ud blandt Zanna-medarbejdere i det førnævnte interviewformat, er ofrenes perspektiv dog ikke i fokus.
Emily Blunt og Chris Evans er filmens todelte lyspunkt. De to Hollywood-stjerner udviser nemlig noget af den energi og charme, som resten af filmen kæmper med at realisere.
Et særligt underholdende højdepunkt er en meget cringe rapoptræden, som vækker mindelser om Kendalls »L to the OG«-rap i ’Succession’.
Chris Evans’ karakter fremfører her en skamløs marketingsang iført Lonafen-kostume – med tilhørende koreografi og et overraskende godt flow. I denne scene viser ’Pain Huslters’ på ganske morsom vis, at Brenner er klar til at gøre alt for at tjene flere penge.
Det mest positive ved ’Pain Hustlers’ må dog være, at den får mig til at sætte endnu mere pris på dens overmand, ’The Wolf of Wall Street’.
Kort sagt:
Med ’Pain Hustlers’ forsøger ’Harry Potter’-instruktør David Yates at balancere mellem latterliggørelse og sympati – måske skulle han hellere have fokuseret på én af delene.