De færreste kan nok nævne en kvindelig manuskriptforfatter.
De færreste kan nok nævne en manuskriptforfatter, der specialiserer sig i horror.
Så hvor mange kan lige nævne en kvindelig manuskriptforfatter, der specialiserer sig i horror?
Manglen på kendskab giver måske mening i en gysergenre, hvor det visuelt spektakulære ofte har forrang over de gode historier. Selv horrorskabere som Ari Aster og Jordan Peele, der selv skriver deres manuskripter, er først og fremmest kendt som instruktører. Mens fåtallet af spændende kvindelige manuskriptforfattere som Debra Hill (’Halloween’, ’The Fog’) typisk udelades fra filmkanonen.
Navnet Akela Cooper ringer derfor næppe en klokke. Men det bør det.
Den 44-årige manuskriptforfatter har brugt det meste af sin karriere på at skrive uopfordrede manuskripter, såkaldte spec scripts, til diverse serier, som i ny og næ er endt som et afsnit af ’Luke Cage’ og ’Star Trek: Discovery’.
Jeg gav selv instruktør Gregory Plotkin hele æren, da jeg i 2018 anmeldte gyseren ’Hellfest’, som var hendes første spillefilmsmanuskript. Også selvom filmens bedste elementer netop var dialogen mellem gruppen af teenagere, der flirter med og pirrer hinanden, længe før en maskeret morder begynder at myrde dem fra skyggerne.
Coopers store gennembrud kom sidste år, da passionsprojektet ’M3GAN’ (om en morderisk robotbarnepige) ramte biograferne til et ramaskrig af begejstring. Queer-fællesskaber tog straks den bestialske miniput-terminator til sig, ligesom dukkens TikTok-parate dansetrin var at finde overalt på sociale medier.
Seriemordere og robotbarnepiger
På Soundvenue skrev vi flere rosende artikler om ’M3GAN’ op til og omkring udgivelsen af filmen. Heriblandt at den fortjente en Oscar-statuette til Akela Cooper for bedste manuskript (hvad den stadig gør!).
Cooper skrev manuskriptet ud fra en pitch lavet af James Wans produktionsselskab Atomic Monster, der lød på at kombinere ’Chopping Mall’ og ’Child’s Play’. Resultatet blev produceret af gyserhuset Blumhouse, efter at Warner Bros. takkede nej med den undskyldning, at de allerede havde én dukke-gyserfranchise kørende.
Blumhouse og Atomic Monster er netop gået sammen i et partnerskab, hvilket sætter Cooper lige i smørhullet af et af Hollywoods største gyserapparater. Hun arbejdede nemlig allerede sammen med Wan, da hun skrev manuskriptet til hans kultdyrkede giallofilm ’Malignant’ fra 2021.
Jeg har allerede haft mine fem minutter på ølkassen om det mesterværk med udgangspunkt i filmens visuelle panache og fænomenale sluttwist. Om end ’Malignant’ primært er Wans fortjeneste, giver Coopers manuskript en pudsig kant til karaktererne og det overordnede mordplot.
Det er ned i de mindste detaljer, at hendes indflydelse kan mærkes.
Hendes kærlighed til ’A Nightmare On Elm Street’ viser sig i morderen Gabriels sleske telefonopkald, og hendes underfundige humor fornemmes, da lillesøsteren Sydney udvikler et crush på detektiven, der efterforsker hendes søster for mord. Ej at forglemme den sorte politidetektiv, som konstant kalder bullshit på hovedpersonens søforklaringer.
Balstyriske finaleakter
Cooper har i interviews lagt vægt på, at hun tager udgangspunkt i karakterernes situation for at retfærdiggøre sine diabolske ideer. I ’M3GAN’ har hun baseret type-A softwareingeniøren Gemma på sin egen aversion for børn, da Gemma tvinges til at passe på sin afdøde søsters datter.
Selv med en inkompetent mand bag roret kan Coopers mest balstyriske ideer ikke holdes nede.
’The Nun II’ er således den første film fra instruktør Michael Chaves (’The Curse of La Llorena’, ’The Conjuring 3’), der ikke er smerteligt inkompetent. Coopers manuskripter indeholder altid en unik villighed til at omfavne genrens mere udskejende indslag. Så når der i ’The Nun II’ forvarsles om en dæmonisk gedemand på et katolsk glasmaleri, så ved man fanden-i-helvede, at Cooper har skrevet en gedemand ind i finaleakten.
På samme vis er det stadig svært at få armene ned over ’Malignant’s slutning, hvor morderen massakrerer en hel politistation.
Med ’Malignant’, ’M3GAN’ og ’The Nun II’ har Cooper med andre ord formået at arbejde sammen med hovedparten af gyserproducerne, der findes under Los Angeles’ bagende sol – fra Jason Blum og James Wan til filmstudierne Universal og Warner Bros.
Gysernørd til benet
Den succes er ikke kommet af sig selv. I interviews har Cooper været forfriskende bramfri om de forstokkede pengemænd, der kun vil greenlighte manuskripter ud fra eksisterende succeser.
Hun har (på meget diplomatisk vis) beklaget sig over, at ’M3GAN’ var langt mere voldelig med et større dødstal på papiret – sjovt nok to elementer, der i anmeldermodtagelsen blev kritiseret for at mangle.
At Akela Cooper er en talentfuld sort kvinde i et hav af middelmådige hvide mænd er heller ikke gået ubemærket hen.
»Til pitchmøder, da ‘Get Out’ lige var udkommet, ville producere spørge mig, om jeg kunne skrive horror, der talte ind i sortes traumer eller havde noget at sige«, har hun udtalt til The Wrap. »Det kunne jeg godt, men det er revolutionerende i sig selv at have en gyserfilm, hvor sorte folk bare eksisterer«.
Bemærkningen falder på et tørt sted for en genre, der de seneste mange år har siddet fast i en fiksering på iboende traumefortællinger.
Cooper er ikke den eneste, som har udfordret horrorgenrens maniodepressive tilstand. Sidste års ’Talk to Me’ føltes revolutionerende i dens arrige ungdomsoprør, mens ’Skinamarink’ dyrkede en radikal visuel fortælleform.
Men det er uhyre tiltrængt, at Coopers manuskripter først og fremmest bare er drevet af en åbenlys, nørdet kærlighed til genren.
»For mig er det terapeutisk [at skrive gysere]. Hvis du har en dårlig dag, så bare skriv et horrormanus og dræb en masse karakterer på papir«, har hun udtalt i et interview med L.A. Times.
Det er denne ublu tilgang til genren, som gør mig spændt på dens fremtid. Og især på enhver horrorfilm med navnet Akela Cooper i rulleteksterne.