’En forsinket begravelse’: Tre familiemedlemmer udtrykker deres sorg vidt forskelligt i DR-aktuel dansk dokumentar
Det er ikke nemt for den dansk-brasilianske instruktør Julie Bezerra Madsen at bringe sin internationale familie sammen om at lave en mindeceremoni for sin mor seks år efter dennes død.
Under et besøg hos Julies søster Ursula i Brasilien giver moren et spjæt og falder død om – foran øjnene på Ursula.
Ingen havde set det komme, og da Julie ikke var i landet, da det skete, mangler hun at få sagt farvel.
Hendes dobbelte mission i ’En forsinket begravelse’, der fik premiere på CPH:DOX tidligere i år og nu kan ses på DR, er at bearbejde sin egen sorg og at få tættere kontakt med sin storesøster og far – og det skal foregå i de rammer, dødsfaldet skete i.
Begge søstre er født i Brasilien af den samme mor, og Ursula tog som femårig sin mors nye mand og Julies biologiske far, den danske Arne, til sig som sin egen. Sammen flyttede familien til Danmark, men Ursula blev ved med at stikke af efter skænderier med moren og stak til sidst tilbage til Brasilien.
Arne tager glædeligt med på besøg hos søster Ursula, men de to familiemedlemmer er mere optagede af at have det sjovt end at rode op i følelser, der har lagt en afstand ind i familien.
Bag ved de højlydte temperamenter har den observante instruktør betragtet med sit kamera, hvilket giver videooptagelser fra hele hendes liv, der giver baggrund til den brasilianske konfrontationstur og har trænet hendes fokus på familiedramaer.
Det fokus viste hun i transbørneserien ’Min vilde forvandling’ og dokumentarfilmen ’Mod de blindes verden’ om forholdet mellem en mor og en søn, der begge langsom mister synet.
Nu vender Bezerra Madsen opmærksomheden indad i sin egen familie og bringer sig selv på banen som både afsender og subjekt.
Dermed føjer filmen sig til den bølge af nye dokumentarer, der endevender instruktørernes egne barndomsminder for rullende kameraer.
Christian Einshøjs familie i ’Bjergene’ var endnu mere forsagt end Julie Bezerra Madsens, og Anders Skovbjerg Jepsen ser sine største traumer i øjnene i ’En tavs historie’. For blot at nævne nogle.
Der er ingen tvivl om at det er prisværdigt at tale om sorg og at vise mennesker, der skal håndtere det på DR, men ’En forsinket begravelse’ opfinder dog samtidig ikke den dybe tallerken.
Det, der adskiller den, er de eksotiske billeder fra huset på stranden i Brasilien. Det uudgrundelige hav, der måske huser hvaler, signalerer fint den dybe melankoli, der også findes i landet.
Mellem solbeskinnede palmer og tropiske regnskyl mødes Copacabana og ’Corcovado’ – fest og fordybelse side om side. Denne dualitet findes også i familien, hvor dansk eftertænksomhed møder brasiliansk temperament.
»Det er bare knogler«, siger Ursula om det, der er tilbage af pigernes mor, men i Brasilien dyrkes de døde heller ikke på samme måde i de levendes verden, som de gør i Danmark med gravsten på velplejede kirkegårde.
Storesøsteren holder helst sin sorg mellem sig selv og sin Gud, Arne fra Bjerringbro holder den helst for sig selv, men Julie vil gerne dele den med sin familie.
Det er en stor styrke i ’En forsinket begravelse’, at den formår at formulere flere syn på sorgen samtidigt og giver et indblik i forskellige måder at håndtere tab og svære relationer.
De tre familiemedlemmer må snakke sammen i ret hverdagslige situationer, der får lov til at udfolde sig med små følsomme indskydelser fra underlægningsmusikken, og sorgen bliver den vej igennem forankret i livet på en anden måde, end den gør med store poetiske bevægelser.
Kort sagt:
’En forsinket begravelse’ er en stille film om at sige farvel til de døde og lære at forstå de levende.