’Hajer i Paris’: Netflix’ franske hajfilm skulle bare have tonet rent flag
Siden Steven Spielberg skabte kollektivt mareridt med mesterstykket ’Jaws’, har hajen været en fantastisk go-to-filmskurk. En filmskurk, der dog aldrig helt har været portrætteret i samme højder som i Spielbergs film fra 1975.
Selvom ’Jaws’ er den seneste (okay, formentlig sidste) hajfilm, der kan kategoriseres som et seriøst mesterværk, er film med hajer ofte lig med fjollet morskab i b-filmklassen. Film som ’Sharknado’ og ’The Meg’ er oplagte guilty pleasures, man kan se, hvis hjernecellerne trænger til en friaften.
Sådan en film er den nye, franske Netflix-film ’Hajer i Paris’ (der netop nu trender stort på tjenesten også i Danmark) ikke helt, selvom den på overfladen godt kunne ligne det.
Instruktør Xavier Gens, der tidligere har lavet film af tvivlsom kvalitet (’Hitman’, ’The Devide’), har nemlig taget munden for fuld med et kludetæppe af action, drama, horror og økokritik.
I en åbningsscene, der foregår ved den store affaldsø i Stillehavet, mister hajeksperten Sophia (Bérénice Bejo fra ‘The Artist’) sin kæreste og forskerteam, der bliver dræbt af hajen Lilith. En haj, de ellers havde sporet og studeret forinden.
Tre år senere er Sophia ramt af sorg og skyld, og hun lever nu en stille tilværelse i Paris som formidler på et museum – langt væk fra den action, hendes tidligere job påkrævede.
Da den unge klimaaktivist Mika (Lea Levient) opsøger Sophia og hævder, at der svømmer en haj rundt i Seinen, er Sophia først afvisende. Men da det viser sig, at det er selvsamme Lilith, der har taget den lange tur til Frankrig, bliver hun alligevel draget mod sit gamle hverv.
Sammen med det lokale flodpoliti, herunder den noble betjent Adil (Nassim Lyes), må hun forsøge at få Lilith ledt tilbage i havet, inden det er for sent. Tingene kompliceres yderligere for vores helte, da Paris (og dermed også Seinen med Lilith svømmende under overfladen) er centrum for et kommende triatlonmesterskab, som byens borgmester vil have gennemført for enhver pris.
Der er fine idéer i ’Hajer i Paris’. Den flotte åbningssekvens nær affaldsøen i Stillehavet er intens og har økokritisk bid. Filmens beskedne computereffekter er også ganske habile, og hajernes realisme overbeviser for det meste, hvilket selvfølgelig er en afgørende ingrediens for en hajfilm.
Problemet er bare, at vi ikke ser nok til dem. Vi tilbringer alt for meget tid i selskab med de menneskelige karakterer, der er arketyper, som vi har set før og bedre.
Menneskene – særligt Mika og Paris’ borgmester – foretager så grotesk torskedumme beslutninger, at man efter få minutter i deres selskab begynder at tvivle på, om de ikke bare skulle kapitulere og overlade byernes by til hajerne.
Med campet brug af slowmotion og overdrevne actionscener virker det ikke til, at ’Hajer i Paris’ ønsker at blive taget rigtigt alvorligt, men det gør den så alligevel.
Det tunge melodrama mellem Adil og Sophia virker bare halvbagt, og den gravalvorlige økokritik ender med at glide i baggrunden.
Kort sagt:
’Hajer i Paris’ havde været en langt sjovere oplevelse, hvis den havde turdet være en rendyrket b-film. Desværre ender Xavier Gens film i et limbo mellem halvhjertet thriller og en middelmådig hajfilm, som hverken er synderligt underholdende eller spændende.