Filmens fremtid har altid været til debat i én eller anden udstrækning, men de seneste år har diskussionen om mediets tilstand unægtelig været mere intens end i mange årtier.
Streamingtjenesternes indtog har gjort det tydeligt for enhver, at film i biograferne skal kunne noget andet, end hvad man kan få hjemme på sofaen, mens coronapandemien, strejke og Hollywoods generelle desperation har presset biograferne yderligere.
Der skal simpelthen mere til i dag, før publikum skal lette sig fra lænestolen og indløse dyre billetter til film, de kan se på deres massive fladskærmsfjernsyn fire-seks måneder senere.
Heldigvis mærker man i stigende grad, at filmskaberne tager opgaven på sig: At de ved, at de skal bibringe en særlig appel, som favoriserer biografoplevelsen, når de iscenesætter en fortælling til det store lærred.
Filmen er langt fra død, men den bliver i hvert fald ikke holdt i live ved at gøre, som man altid har gjort.
Sidste år viste ’Barbie’ og ’Oppenheimer’, at der er vidt forskellige ruter mod biografsucces, og også i år har vi set film, som har meget lidt til fælles, men på hver deres måde anviser en håbefuld vej for fremtidens filmoplevelser i biografen.
Mens vi har vænnet os til fortællingen om, at det kun er de store franchises a la Marvel og Star Wars, der kan skabe fællesskabsmomenter i stolerækkerne verden over, er der nu anledning til at anlægge et mere optimistisk perspektiv, baseret på de højst originale film, som er lykkedes med at trænge gennem lydmuren uden at gå på kompromis med kvaliteten.
De her film fra første halvdel af det danske biografår 2024 er oplagte forbilleder, når man de kommende år skaber filmkunst i håb om at finde et publikum i biografen.
1. Den visionære storfilm: ‘Dune: Del 2’
På overfladen kan filmatiseringen af Frank Herberts sci-fi-klassiker godt ligne Hollywoods typiske IP-mining – jagten på at turnere en kendt bestseller til en indbringende filmfranchise.
Men flere har gennem filmhistorien knækket halsen på ’Dune’, og der skulle en af tidens allermest visionære instruktører, Denis Villeneuve, til at løfte opgaven, så alle kunne være tilfredse.
Det var et sats at lægge ud med en første film, der i så udpræget grad virkede som en halv historie, men toeren blev et større tilløbsstykke end den første og banede vejen for treeren, der sandsynligvis får premiere i 2026. Og Villeneuves utrolige sans for worldbuilding, stemning og suspenserig storytelling blomstrede da også i fuldt flor med ’Dune: Del 2’, der var årets mest indtjenende film, inden ’Inside Out 2’ overhalede inden om.
Denne kommercielle succes er en kæmpe lettelse, for den understreger over for Hollywoods spidser, at det godt kan svare sig at stole på klodens dygtigste filmkunstnere, også når det kommer til et epos på den største skala. De gigantiske blockbusters behøver ikke ligne metervarer som de fleste Marvel-film, og man kan godt tillade sig at stille krav til publikum, hvis man har gjort sit eget forarbejde ordentligt.
Det lyser ud af ’Dune: Del 2’, at Villeneuve har kælet for enhver lille detalje, og det er en fornøjelse at opleve på det bredest mulige lærred.
Derfor er ’Dune’s kommercielle succes også en milepæl, når det kommer til at kunne bevare en optimistisk grundtro på filmens fremtid.
Kan ses på Max.
2. SoMe-torpedoen: ‘Challengers’
Verdenspremieren på Luca Guadagninos ’Challengers’ blev udskudt sidste efterår, fordi stjernerne med Zendaya i spidsen ikke kunne promovere filmen på grund af skuespillerstrejken i Hollywood.
Den beslutning forstår man godt. For ’Challengers’ er en af de film, der blev et fænomen i krydsfeltet mellem høj kvalitet, star power og et veritabelt stormløb på sociale medier.
Den italienske instruktørs trekantstennisdrama er måske årets hidtil mest forlystelsessygt underholdende film, og uden at det virker spekulativt, er den som skabt til at blive feticheret på TikTok og Instagram.
Vi så med ’Saltburn’, hvordan hotte unge stjerner, liderlighed og en pågående filmstil kan skabe en eksplosiv some-cocktail, men ’Challengers’ tog den skridtet videre, godt hjulpet af at det også bare er en markant bedre film.
Det går sjældent godt, hvis man decideret prøver at planlægge en viral filmsucces, men ‘Challengers’ giver i hvert fald en indikation af, hvad der kan ske, hvis man som Guadagnino blander kunst og kitsch, det kulørte og det højpandede på en måde, der passer enormt godt til tidens populærkulturelle landskab.
I den forstand er der mange lektioner at hente i den, når stærke kunstneriske instruktørstemmer sammensætter deres fremtidige filmretter.
Kan ses på Blockbuster, Apple TV og Rakuten TV.
3. Den æstetisk kompromisløse artfilm: ‘The Zone of Interest’
Grundlæggende står og falder biografrummets fremtid med, om man skaber oplevelser, der ikke kan repliceres derhjemme. Det kan man opnå via bulder, brag og store effekter, men man kan også gøre det med langt mere diskrete virkemidler.
Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’ er således en film, hvor vi aldrig ser den gru, det hele handler om. Vi befinder os i en SS-kommandørs private hjem klos op ad Auschwitz-koncentrationslejren, og her følger vi familiens småborgerlige liv, mens uhyrlighederne på den anden side af murene kun høres i et isnende uhyggeligt lydbillede.
’The Zone of Interest’ er en udpræget kunstfilm af den slags, der vinder priser på Cannes og hyldes af anmelderne, men som måske i udgangspunktet kan have svært ved at fange et publikum. Men netop det lykkedes for Glazer, fordi filmen skal opleves i et biografrum, hvor dens detaljerede lydarbejde træder i karakter, og hvor man kan lukke omverdenen ude og koncentrere sig om den fortælling, Glazer udfolder med en bevidst distance til karakterer og handling.
Det store problem med streaming er jo, at vores evne til at koncentrere os helt og holdent om det, vi ser, er under afvikling, og der kan biograffilmen træde ind som en modvægt, der kræver vores absolutte opmærksomhed.
Heri ligger en stor mulighed for meditative sanseoplevelser som aktuelle ’Samsara’, tålmodige snakkedramaer som ’About Dry Grasses’ og altså en æstetisk kompromisløs artfilm som ’The Zone of Interest’. Det er en film, de fleste vil have siddende i kroppen længe, men som altså bare må og skal ses i biografens omsluttende mørke.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay og Blockbuster.
4. Den eksplosive debatstarter: ‘Civil War’
Alex Garlands ’Civil War’ blev et overraskende hit ved biograflugerne, også selvom den ikke har store a-listers i forgrunden og i virkeligheden måske gav mange et andet indtryk i markedsføringen end den oplevelse, de fik med selve filmen.
Trailers og reklamer signalerede intens borgerkrigsaction af en slags, som godt nok var at finde flere steder i filmen, men som dog i lange passager trådte i baggrunden for en mere tålmodig roadtrip-fortælling gennem et ødelagt USA.
Resultatet delte vandene, men heri ligger i sig selv en vigtig læring, når man udtænker relevante fortællinger for fremtiden. Garland & co. trådte direkte ned i en meget presserende amerikansk virkelighed, og selvom det blev debatteret, om filmen skulle have været mere eller mindre direkte politisk, var det vigtigste egentlig, at den overhovedet blev debatteret.
’Civil War’ viste potentialet for film, der tør konfrontere de brutale realiteter, vi lever i, men tilsat det lag af fantasi og fængende worldbuilding, der gør, at man ikke bare vender blikket bort og har nok i nyhedsstrømmen. Den politiske film er således ikke død, og vi vil ikke kun have saliggørende eskapisme, når vi går i biografen. Tør man forholde sig til samfundet med ambitioner og filmisk tæft, er potentialet stort.
Har endnu ikke fået streamingpremiere.
5. En mesters mærkværdigheder: ‘Drengen & hejren’
Det kan måske være svært at udlede mere almene erfaringer af et unikt eksempel som Hayao Miyazaki. Det er trods alt ikke hvem som helst, der kan lave en kryptisk japansk tegnefilm om en dreng og en hejre, som bliver en billetsensation både i Danmark og USA.
Men i en tid, hvor de færreste instruktører sælger billetter på deres blotte navn, viser Miyazaki som case alligevel, hvor vigtigt det er, at filmverdenen tør skilte med og opbygge sine største kunstnere over tid og gøre deres fortællinger til et metanarrativ, der fænger lige så meget som filmene i sig selv.
At ’Drengen og hejren’ blev markedsført som den japanske animemesters sidste film, og at historierne om den tålmodige tilblivelsesproces har floreret flittigt i flere år inden premieren, har utvivlsomt været nøgleingredienserne i den forbløffende succes.
Men det viser stadig, at publikum er klar til at møde det mærkværdige, fremmede og anderledes, så længe de har en fængslende ramme at sætte det ind i. Biografgængerne er ikke altid så kedelige og konforme, som Hollywood nogle gange virker til at tro.
Nu må vi så se, om man kan gentage formlen, når Miyazaki kommer med endnu en sidste film, eller om der går Peter & Ulven i den.
Har endnu ikke fået streamingpremiere.
6. Følefilm fra en ny vinkel: ’Past Lives’ & ’All of Us Strangers’
Vi har tidligere skrevet om, hvordan der er gået »prestige i at tude til tidens største tårepersere«. Og i de salte tårers vandfald ned i popcornbægeret ligger også et muligt svar på spørgsmålet om, hvad der skal samle os i biografsalene i fremtiden.
For ud over den særlige sanseoplevelse af uforstyrret fokus, lyd og billede, som biografen tilbyder, er fællesskabet og samhørigheden i salen altid størst, når følelserne sidder uden på tøjet. Der er bare en særlig forløsning i at grine eller græde sammen med andre mennesker.
Og det er netop, hvad vi gør til kritikerroste perler som Celine Songs ’Past Lives’ og Andrew Haighs ’All of Us Strangers’. Den første handler om to barndomsvenner, der genoptager kontakten efter at være vokset op på tværs af landegrænser. Den anden om en mand, der begynder at tale med sine forældre i sit barndomshjem, selvom de døde tragisk, da han var barn.
De to længselsfulde film appellerer stærkt til tårekanalerne, men det, der gør dem helt exceptionelle, er, at de gør det fra en anden vinkel, end vi plejer at se. ’Past Lives’ handler om sydkoreansk kultur på en herligt indforstået måde, mens ’All of Us Strangers’ har en homoseksuel romance i centrum. Ingen af filmene er kærlighedshistorier efter den klassiske formel.
Det er altså begge forfriskende bud på det moderne melodrama – og oplevelser af den slags, der bare er bedst i biografens følelsesforstærkende rammer.
’Past Lives’ kan ses på Prime Video, Viaplay, Blockbuster og Grand Hjemmebio. ’All of Us Strangers’ kan ses på Disney+, Blockbuster og Viaplay.