KOMMENTAR. Vejen til biograflærrederne har været ualmindeligt knudret for den danskiranske instruktør Ali Abbasis ’The Apprentice’ om den unge Donald Trumps forhold til mentoren Roy Cohn.
Det er syv år siden, at manuskriptforfatter Gabe Sherman begyndte at arbejde på projektet, Ali Abbasi kom om bord i 2019, og i tre år forsøgte de at få projektet op at stå økonomisk.
Da det endelig lykkedes, og filmen fik en flot modtagelse ved verdenspremieren på Cannes-festivalen i maj i år, truede Donald Trumps advokathold med sagsanlæg, og pludselig ville ingen i Hollywood røre den med en ildtang af frygt for konsekvenserne.
Samtidig sprang en af nøglefinansiererne fra, da han opdagede, at filmen ikke var et glansbillede af Trump. Han havde ikke læst manuskriptet, da han kastede millionerne ind, men vendte sig mod projektet, da han så et tidligt cut og opdagede, at filmen blandt andet viste en scene, hvor Trump begår overgreb på sin hustru Ivana.
Ingen store amerikanske studier har villet sende filmen ud i biograferne eller på streaming, og længe var der tvivl, om den overhovedet ville få premiere i USA op til præsidentvalget om nogle uger.
Som Jeremy Strong, der spiller Roy Cohn i ’The Apprentice’, sagde, da han sammen med Abbasi gæstede Soundvenues visning i Empire Bio i fredags:
»I Hollywood er de bare bange for Trump. De er bange for søgsmål, selvom han ikke har nogen sag. De er bange for repressalier, hvis han bliver genvalgt, for han har sagt direkte, at han vil straffe sine politiske fjender. Og studierne er alle sammen de her vertikalt integrerede virksomheder, og de siger bare, ’nej tak’. Jeg sms’ede med en studiechef sidste uge, efter Trump skrev om os, og spurgte, off the record, ’hvad så med nu, kan vi udkomme på en streamingplatform’? Og han svarede: ’Den er for betændt’«.
Afslag fra Danmark
Hvad, der ikke har været beskrevet tidligere, er, at filmens tumultariske fødsel også involverer en opsigtsvækkende afvisning fra Danmark.
’The Apprentice’ fik således afslag på en ansøgning om produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut med den begrundelse, at manuskriptet var for svagt, at filmen ikke fortalte noget nyt om Trump, og at den ikke var relevant for et dansk publikum.
Det må betegnes som det måske største selvmål i det danske støttesystem i nyere tid.
For det første er Ali Abbasi Danmarks største nye internationale arthouse-instruktør i disse år. Med ’Grænse’ og ’Holy Spider’ blev han det tiltrængte faste indslag på verdens mest prestigefulde filmplatform, Cannes-festivalen, som vi har higet efter fra en ny generation efter Trier/Vinterberg/Refn.
For det andet kæmper vi med Sverige om at fastholde Abbasi under fanerne, for selvom han er uddannet fra Den Danske Filmskole og bor her i landet, har han tidligere boet i Sverige, og ’Grænse’ var en svensk produktion. ’Holy Spider’ var en dansk produktion, selvom den foregik i Iran på persisk, og den vakte stor international opmærksomhed af den slags, der er essentiel for dansk film.
For det tredje var ’The Apprentice’ allerede på papiret et så opsigtsvækkende projekt, at Danmark burde prise sig lykkelig for at være afsender. Ganske vist er det en ærkeamerikansk historie, men det var Triers ’Dogville’ jo sådan set også, og et projekt om en kommende præsidentkandidat med to store skuespilstjerner i form af Sebastian Stan og Jeremy Strong var nærmest på forhånd garanteret en prominent plads på verdensscenen.
Tilmed har instituttets støtte til Abbasis tre forrige film også været relativt begrænset i forhold til talentets størrelse.
‘The Apprentice’ blev da rigtigt nok også indlemmet i den eftertragtede hovedkonkurrence i Cannes, selvom den ikke engang var klippet færdigt, og siden har den fået massiv omtale over hele kloden.
Som et plaster på såret fik filmen den såkaldte minorstøtte på et par millioner, som Filminstituttet kan give til udenlandske projekter med en eller anden form for dansk islæt, men skaden var sket: ’The Apprentice’ kunne have været beskrevet som en dansk film – nu skal man være endog meget heldig, hvis Danmark bliver nævnt med et ord.
Trods kvalmegrænsen
Det kan måske virke som en bureaukratisk petitesse, når nu man fandt pengene andetsteds, men man skal ikke underkende, hvor vigtigt det er for dansk film med udlandets interesse.
Det er bare exceptionelt afgørende, at den kommende ‘Pigen med nålen’ – instrueret af en svensker og optaget i Polen – eksempelvis kan kaldes en dansk film og blandt andet repræsenterer Danmark ved årets Oscar-kapløb. Festivaldeltagelse, Oscar-anerkendelse og udlandets opmærksomhed figurerer højt, når Det Danske Filminstitut selv måler dansk films styrke.
Og selvom det såkaldte konsulentsystem, hvor magten er lagt i hænderne på én persons vurdering, altid er blevet kaldt det mindst ringe system, har jeg svært ved at forestille mig andet, end at afvisningen af landets måske største kunstneriske filmnavn siden Trier må give røde ører på direktionsgangene i Filminstituttet, der er dén centrale institution for dansk films udvikling og udbredelse.
Afslaget er imidlertid ærgerligt symptomatisk for en del af omverdenens opfattelse af ’The Apprentice’. Filmen har fået en skidt åbning i de amerikanske biografer, hvor sulten efter at beskæftige sig mere med Trump tilsyneladende kan ligge på et lille sted.
Nogle tænker måske – ligesom i filmkonsulentens begrundelse – at ’The Apprentice’ ikke fortæller noget nyt om Trump, nogle tænker måske, at Trump ikke fortjener at blive menneskeliggjort, og nogle tænker måske, at de har nået kvalmegrænsen, når det kommer til præsidentkandidaten.
Jeg har nu set filmen to gange og vil slå et slag for, at man pakker sin forhåndsskepsis sammen.
For jeg vil vove at påstå, at hvis man primært kender Trump som den tegneseriefigur, han har fremstået som siden sin medvirken i tv-showet, som ’The Apprentice’ tager sin titel efter – og ikke er gået dybt i for eksempel biografier om manden – så vil der rent faktisk være nyt at hente.
Manden bag monstret
Filmens brændende hjerte er, hvordan den berygtede slange af en advokat, Roy Cohn, tager den unge, let naive Trump under sine vinger og skaber det monster, vi kender i dag.
Det er rasende interessant at se Trumps forvandling fra en ung mand med faderkomplekser og en desperat higen efter rigdom og at mænge sig i Amerikas mest elitære cirkler til en følelseskold hersker uden respekt for hverken sandheden eller andre mennesker. Selv havde jeg den oplevelse, at jeg aldrig rigtigt havde set eller forstået det menneske, Trump er i dag – eller den periode, han kom ud af – som da jeg havde set denne film.
Og selvom jeg bestemt overvejede undervejs, om jeg havde lyst til at forstå Donald Trump, køber jeg filmskabernes argument om, at vi er nødt til at forstå selv historiens værste skurke, så vi kan identificere, når de spirer frem i fremtiden. Om ikke andet er det dybt fascinerende at identificere de strategier, Trump bruger til døde i dag, som dem, han lærte gennem Roy Cohns mentorskab.
Først og fremmest er det nemlig en genistreg fra manuskriptforfatter og journalist Gabe Sherman at se ekspræsidenten gennem det prisme, der er forholdet til Roy Cohn, blændende spillet af Jeremy Strong.
»Det handler om forholdet mellem de her to mænd. På en måde ville det være interessant at lave en biopic om Roy Cohn – der ville være nok materiale. Men en biopic om Donald Trump i sig selv ville ikke være så interessant. For der er overflade, og så mere overflade og så mere overflade«, som Ali Abbasi sagde ved Soundvenues visning i sidste uge.
’The Apprentice’ har fået en god start i biografer i Danmark og flere andre europæiske lande, men risikerer at ende som en glimrende film, alt for mange har dømt ude på grund af forudindtagede ideer om, hvad den er. Fra danske filminstitutkonsulenter til amerikanske publikummer til … hovedpersonen selv.
Donald Trump har således kaldt filmen for »falsk og klassseløs« og »en billig, ærekrænkende og politisk ulækker nedslagtning«.
Uden at have set den.
’The Apprentice’ kan ses i biograferne.