INTERVIEW. Få skuespilleres arbejdsmetode har været diskuteret de seneste år som Jeremy Strongs.
Under optagelserne på ’Succession’ var han ofte i karakter som Kendall Roy, hvilket jævnligt gik medskuespiller Brian Cox gevaldigt på nerverne. Og særligt efter et stort portrætinterview i The New Yorker blev Strong fremhævet som en af tidens få sande method actors i traditionen efter Marlon Brando, Robert De Niro, Al Pacino og Daniel Day-Lewis. Det blev beundret af nogle og latterliggjort af andre.
Fredag aften besøgte Jeremy Strong, der som bekendt bor i Danmark med sin danske hustru og parrets tre døtre, Empire Bio på Nørrebro sammen med den dansk-iranske instruktør Ali Abbassi til en særlig visning af deres premiereaktuelle film, ’The Apprentice’.
Fortællingen fokuserer på Donald Trumps unge år, og Strong spiller Trumps mentor, den berygtede advokat Roy Cohn, som var tæt affilieret med nogle af nyere amerikansk histories største skurke som Joseph McCarthy og Richard Nixon, skjulte sin homoseksualitet bag en facade af racisme og homofobi, og som lærer Trump (spillet af Sebastian Stan) bogens mest beskidte tricks. Heriblandt at man altid skal angribe og aldrig erkende et nederlag.
Jeg talte med Strong og Abbasi, der med ’Grænse’ og ’Holy Spider’ har indtaget en position som et af de største nyere navne i skandinavisk film, på scenen til en længere snak, hvor de gik generøst i dybden med skuespillerens tilgang til rollen – og på en måde både be- og afkræftede myten om Strongs grænsesøgende dedikation.
Jeremy Strong var dog ganske out of character, da han uanseeligt ankom til biografen gemt bag et diskret overskæg og en brun hue. Eller måske skal man kalde det inbetween characters, for i hånden havde han en bog om Bruce Springsteen som forberedelse til sin kommende rolle som Springsteens manager i en film instrueret af Scott Cooper med ’The Bear’-stjerne Jeremy Allen White i hovedrollen.
»Hver karakter er et instrument, som du først skal bygge, og så skal du lære at spille på det flydende på ekspert-niveau. Jeg skal begynde på en film om et par uger, og jeg læser bogen nu her. Men instrumentet er ikke bygget endnu. Jeg er bare i blind panik, for jeg er ikke klar til at gå ind på de optagelser i en anden inkarnation, end jeg er nu«, fortalte han foran en tætpakket sal under interviewet i Empire Bio.
Afslog Abbasis invitation
Jeg ved ikke, om du selv kalder dig method actor. Men kan du fortælle om din proces med at skabe Roy Cohn-figuren i ’The Apprentice’?
Strong: »Jeg tror, der er en del misforståelser eller en mytologisering omkring skuespillere og deres proces eller metode. Når det så er sagt, går jeg ret meget i dybden og blev på en måde i karakter hele tiden. Men det betyder ikke, at jeg går rundt og siger, at du skal kalde mig Roy … om end … det gjorde jeg måske nogle gange … Men det er en slags leg. Man ændrer sig selv, man ændrer sin natur, så man ikke taler som sig selv eller går som sig selv. Jeg finder det umuligt bare at tænde og slukke for det, så når jeg laver en film, er jeg nødt til at blive i det«.
»Men meget af det er teknisk arbejde. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og tænker, at jeg er Roy – om end jeg måske på en måde alligevel gjorde det nogle gange … Men jeg kan stadig have samtaler, mens vi optager, med Ali om den film, vi laver. Det er ikke, fordi jeg bare er væk på en anden planet«.
Abbasi: »Jeg prøvede dog at få dig til at spise middag med mig under optagelserne, og…«
Strong: »Ja, og det afviste jeg. For jeg er nødt til at holde fokus, og en del af det handler om et skabe et slags negativt rum omkring dig«.
Abbasi: »Men du købte dog doughnuts til hele holdet! Out of character!«
Strong (smiler): »Ja. Men i sidste ende handler det om at skabe en følelse for dig selv af tro på, hvad du laver. Og forskellige skuespillere gør det på forskellige måder. Nogle skuespillere kan skifte øjeblikkeligt. Jeg har set Anthony Hopkins spille kort med filmarbejderne, og så siger de ’klar til lyd’, og skifter han bare ind i rollen. Jeg har nok mere, jeg skal bevæge mig igennem for at komme dertil, jeg er nødt til at gøre mere for at komme ud af mit eget hoved og tro på omstændighederne omkring, hvad jeg laver«.
Var det på ’Armageddon Time’ (James Grays film fra 2022, hvor Strong og Hopkins medvirker, red.)?
Strong: »Ja, men jeg var produktionsassistent på en film, der hedder ’Amistad’ (Steven Spielbergs film fra 1997, red.), da jeg var omkring 15 år. Og det var en scene, hvor Hopkins skulle holde en tale for højesteret i sin rolle som John Quincy Adams, og jeg var boom-operatør nummer 2 … Ja, jeg har altid villet lave film og være skuespiller, så jeg gjorde, hvad som helst jeg kunne for at være omkring det og betragte det og kigge på det. Men der gjorde han det«.
»Det pissede mig af«
Ali, hvad var din oplevelse med Jeremys metode holdt op mod, hvad du normalt oplever med skuespillere?
Strong: »Skal jeg holde mig for ørerne nu?«
Abbasi: »Første gang vi havde en rigtig samtale om det, sagde jeg, at jeg ikke helt tror på den her ting, der kaldes method acting, for det, det antyder, er, at dem, der ikke laver method acting, faker det. Men på den anden side … hvem er jeg til at fortælle Jeremy eller Sebastian (Stan, red.), hvilken proces man bruger til at bygge karaktererne op? Hvis Sebastian følte, at det ville være godt for ham at have en gul hat på under optagelserne, ville jeg gå ud og købe fem gule hatte«.
»Mit job er ikke at lave en Ali Abbasi-metode, men at lave en Ali Abbasi-film, så godt jeg kan. Og jeg tror, jeg hurtigt fandt ud af, at jeg for det meste ikke kan gøre folk bedre, end de er. Men jeg kan gøre det værre! Så en stor del af mit job er at arbejde med de rigtige folk, lade være med at gå i vejen og indimellem skubbe dem eller sige noget eller …«
Strong: »Jeg kan huske en scene i Roy Cohns kælder, hvor vi havde lavet et par takes, og så sagde du noget i retning af … – noget kritisk om, at du ikke troede på … Og det pissede mig så meget af! Men næste take blev så det take, vi brugte i filmen!«
Det er interessant, Ali, at du siger, at du risikerer at gøre skuespillerne værre frem for bedre, og jeg kom til at tænke på …
Abbasi: »… mine andre film?«
Haha, nej, jeg kom til at tænke på Lars von Trier, som jo altid har instrueret sine skuespillere meget hårdt og fået dem til at spille 80 procent mindre og så 40 procent mindre og så endnu mindre, så de til sidst gør så lidt som muligt.
Abbasi: »Som jeg har forstået det, handler Lars’ metode om at ødelægge egoet via forskellige veje frem mod en egoløs situation. Jeg ved ikke, hvad min metode er, men har jeg en måde at arbejde på, er det, at jeg er meget afhængig af, at mine skuespillere er åbne og tillidsfulde. For jeg vil have en palet af den samme præstation. Og derfor prøver jeg alt. Nogle gange prøver jeg helt modstridende ting af, og udefra kan det lyde, som om jeg har mistet forstanden. Men jeg ved, at jeg prøver at nå frem til et bestemt sted, og det kræver åbenhed og velforberedthed fra skuespillerne, hvor de er åbne for, hvor jeg vil hen – og så godt forberedt, at de kan komme derhen«.
Tommel op fra Al Pacino
Roy Cohn er tidligere blevet spillet af Al Pacino i Mike Nichols’ berømte HBO-serie ’Angels in America’. Jeg ved, Pacino er et af dine store idoler. Hvordan fandt du din egen vej i arbejdet med karakteren?
Strong: »Pacino var brillant i rollen, og hans præstation føltes som den definitive. Det føltes klasse 5-svært, og det føler jeg mig tiltrukket af, fordi det er der, man vokser og udvikler sig ud over ens egne evner«.
»På en måde er det nemt, fordi dit arbejde er dit arbejde, det er ikke relateret til den ydre verden eller til folk, der har inspireret dig. Man er nødt til at lukke alt det ude, så det eksisterer ikke, når jeg arbejder med rollen«.
»Men samtidig er man nødt til at give sig selv en ph.d. i emnet. Det er ikke et essay, men man er nødt til at forstå dem og internalisere dem og lave en uendelig mængde af research i, hvordan de opfører sig og taler og alt det«.
»Men vi mødte ham (Pacino, red.) i L.A. sidste weekend, og han elsker filmen og gav en tommel op, så … mission accomplished!«
Abbasi: »Pacino er sådan en legende, men hvis man kigger realistisk på optagelser af Roy Cohn, var hans energi mere reptil-agtig, han var mere en hvisker end en råber«.
Pacino råber en del!
Strong: »Pacino formidler Tony Kushners konstruktion af Roy Cohn (Kushner skrev teaterstykket ’Angels in America’, red.), som er brillant, men som er Tonys fortolkning. Det her er Gabes (Sherman, manuskriptforfatter på ’The Apprentice’, red.), som flugter meget med den faktiske mand«.
Abbasi: »En af de ting, jeg virkelig sætter pris på i bakspejlet, er, at du tog Roy Cohns mere manierede side ned, fordi du ville have ham til at være farlig og seriøs«.
Strong: »Jeg ville i hvert fald ikke gøre ham til sådan en sleazy fyr, men på en måde tillægger du mig større intention end … Jeg kaldte det bare, som jeg så det. Men jeg kunne godt lide, at vi ikke behøvede tale om det under optagelserne, for jeg synes, talk is cheap, når man arbejder med de her ting«.
Abbasi: »Men det er vigtigt, for det er på en måde Roys karakter, der bestemmer filmens tone, og hvis han blev for meget en grotesk klovnekarakter, så havde det været en anderledes film. Det er vigtigt, at man er bange for ham, for selvom han også kunne være sjov og underholdende, var han virkelig farlig«.
Strong: »Han var en hugorm. Han ødelagde folks liv, så det ville være en bjørnetjeneste at vise ham som en farverig levemand«.
Ja, Roy Cohn var et afskyeligt menneske på mange måder, så hvad var nøglen til at finde ind til hans menneskelige side?
Strong: »Jeg prøvede bare at lære alt, jeg kunne om hans liv, og så finder man øjeblikke eller veje ind. Han er et menneske. Og han levede på et tidspunkt, hvor man ikke kunne få en stor karriere som åbent homoseksuel. Så han var nødt til at ødelægge den del af sig selv, hvilket skabte en form for nihilisme og et had til verden, hvilket jeg finder meget smertefuldt og har medlidenhed med«.
»Jeg er ikke enig med noget, han nogensinde sagde eller gjorde, men jeg føler empati med ham. Hans mor gav ham en operation, da han var baby, for at fikse hans næse, fordi den var for semitisk, og de fuckede det op, så han fik et stort ar gennem ansigtet, og han følte sig vansiret. Det giver ham ikke tilladelse til at blive et forfærdeligt menneske, men der var grunde bag. Og han ville som alle andre opleve kærlighed. Hvilket er sandt for de fleste karakterer. Måske alle«.
’The Apprentice’ kan ses i biograferne.