’2000 Meters to Andriivka’: Oscar-vinders frontlinjefilm er noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har set

CPH:DOX. Ét ord overskygger alle andre i de seneste års største dokumentarfilm: krig.

Den palæstinensisk-israelske ’No Other Land’ har netop vundet en Oscar for Bedste Dokumentar. Året forinden vandt den ukrainske ’20 Days in Mariupol’ prisen.

Nu har instruktøren bag sidstnævnte, Mstyslav Chernov, færdiggjort sit næste projekt fra den ukrainske frontlinje.

’2000 Meters to Andriivka’ fik verdenspremiere på Sundance-festivalen og vandt dokumentarinstruktør-prisen.

Og den er da også et gruopvækkende vidnesbyrd om krig, ulig noget jeg før har set. Det er svært at forestille sig en måde at komme tættere på en krig uden selv at udkæmpe den.

Titlens ’2000 meter’ henviser til et smalt skovstykke klemt inde mellem dødelige minefelter, som en gruppe ukrainske soldater skal forcere for at genindtage den taktiske landsby Andriivka. Filmen foregår på slagmarken, hvor man i førstepersons-perspektiv placeres midt i kampene gennem optagelser fra hjelmkameraer på soldaterne, og derudover fra Chernov selv.

Den både nærmeste, og dybt skræmmende, sammenligning er at spille et first person shooter-computerspil, bare med virkelige mennesker og uden at kunne styre noget.

Vi overværer venner og fjender blive såret og dø, oplever overlevelsesinstinktet tage over, når en granat flyver gennem luften, eller det traumatiserende syn af en ven, der ligger livløs i ens arme.

Det er ekstremt intenst at være hjælpeløs flue-på-hjelmen, og jeg får flere gange undervejs samme følelse, som første gang jeg så Elem Klimovs ’Come and See’ fra 1985, af mange kaldt »historiens mest skræmmende krigsfilm«.

Men det her er virkelighed, ikke fiktion. 

Det gisper i mig, når soldaterne vandrer over lig af deres landsfæller mellem de gennemhullede trærester, de kalder en skov, men som jeg ville kalde en åben envejsødemark.

Der er nemlig kun en vej: fremad mod målet, men for mange også mod døden.

I sin voice over beretter Chernov om, at alle mændene som børn fik militærtræning i skolen. De marcherede, samlede kalashnikovs og lærte at skyde. Men de så ingen mening med det, for der var ingen fjender. Det er der nu, og da russerne kom, stod alle foran et afgørende valg.

Chernov tog sit kamera og begyndte at filme, sergenten ’Fedya’, der aldrig havde drømt om at være soldat, tog et gevær og begyndte at skyde.

I filmens hårdeste scene ser vi gennem en soldat, hvordan hans makker få meter fra ham bliver skudt og falder til jorden.

Han råber på ham igen og igen, som han kæmper sig vej over til ham. Puffer først til benene, ingen reaktion. Kravler så helt tæt på og rykker i armene, stadig ingen reaktion.

Til sidst løfter han makkerens venstre arm og råber kaldenavnet »Gagarin«, men det eneste svar, han får, er synet af den unge mands livløse ansigt.

Reallyden fader ud, imens soldaterne stormer frem i vrede og afmagt, og der klippes til ’Gagarins’ begravelse. Hans familie knæler ved kisten overdækket af det ukrainske flag. For enden af den står et billede af ham i uniform.

Det er 56. gang, at hans hjemby samles om en soldaterbegravelse, og her blotlægges en af de mest skærende kontraster i krigen.

Imens soldaterne i de små afbræk fra kampene skjuler sig i bunkere, ryger hjemmerul og lyserøde vapes, berettes om de liv med koner, børn, jobs og universitetsstudier, de har opgivet for at kæmpe. Og det med et klart håb om en fremtid, hvor de skal genopbygge et Ukraine uden russisk indflydelse.

Men i deres hjembyer er der ikke meget håb. Den sørgende mor til ’Gagarin’ konstaterer grådkvalt: »De siger, at helte aldrig dør. Men det gør vores. Vores helte bliver slået ihjel«.

Chernov selv peger også på, at nok kan de genvinde Andriivka, men der er knap et sted at hejse sejrsfanen. »Det eneste, der er tilbage, er et navn«.

Men håbet gløder i de unge mænd. ’Fedya’ finder både et sted at hejse det blågule flag og tilmed en lille kat.

Så var der altså mere end bare murbrokker og et navn at genvinde. Som symbol på det håb, byens befrielse vækker i soldaterne, navngives katten ’Andriivka’.

’2000 Meters to Andriivka’ er et uafrysteligt vidnesbyrd om det afskyelige helvede på jord, en krig er. Noget af det mest frygtløse og frygtindgydende journalistiske reportagearbejde, jeg har set.

Men det er også en historie om håbet for en lysere fremtid, som lever i de unge ukrainere, der ofrer livet for deres folk.

’2000 Meters to Andriivka’ kan meget vel blive en af årets vigtigste dokumentarfilm.

---

Kort sagt:
Oscar-vinderen Mstyslav Chernov har igen skabt et grundvoldsrystende og skrækindjagende vidnesbyrd om den forfærdelige krig, der udkæmpes i Ukraine. ’2000 Meters to Andriivka’ er et godt bud på en nominering til næste års Oscar for Bedste Dokumentar.