’The Last Showgirl’: Gid Pamela Anderson havde fået en rolle, hvor hun ikke skulle kæmpe for at blive taget alvorligt

Pamela Andersons karriere er en historie om, at sex sælger, men det sælger ikke at være en kvinde, der har sex. Med andre ord en historie om den amerikanske underholdningsbranches kvindesyn indtil – og til dels også – nu.

Anderson blev et sexsymbol, da hun i 1990 begyndte at optræde regelmæssigt i Playboy, og blev siden synonym med røde badedragter og strandløb i slowmotion i ’Baywatch’. Men da et sextape med hende og hendes mand blev lækket, var det umuligt for offentligheden at forstå, at dele af hendes seksualitet ikke eksisterede for deres skyld.

Optagelserne blev delt, solgt og omtalt vidt og bredt. En ekstrem krænkelse af Andersons privatliv og kropslige autonomi og, som hun selv siger det i Netflix-dokumentaren ’Pamela, a love story’, ødelæggende for hendes håb om nogensinde at kunne blive taget alvorligt igen.

Indtil nu. For der er trods alt sket noget siden 90’erne, hvad angår vores syn på kvindelig seksualitet (eller også har Kim Kardashian bare taget noget af det skandaløse ud af det). Jorden har i hvert fald været gødet til, at nu 57-årige Anderson kan tage styringen over sin fortælling igen, nu uden make-up og med sin første filmhovedrolle i lang tid.

Sådan ender vi ved Gia Coppolas streamingaktuelle ’The Last Showgirl’.

Her spiller Pamela Anderson showdanseren Shelly, som i mange år har slået sine næsten-nøgne og rhinsten-besatte folder ved Las Vegas-showet Le Razzle Dazzle. Men showdans-branchen er ikke, hvad den har været, og snart får hun og hendes meget yngre kolleger Mary-Anne (Brenda Song) og Jodie (Kiernan Shipka) at vide, at deres showet lukker.

Imens får Shelly besøg af sin datter, som hader sin mors arbejde, og sin bedste veninde Annette (Jamie Lee Curtis), som har lagt dansen på hylden til fordel for servitrice-uniformen.

Det er et fantastisk cast, der spænder på tværs af skuespilgenerationer, og en potentielt eksplosiv setting i det glitrende Las Vegas blandt dansere med enorme fjerdragter.

Men ’The Last Showgirl’ gør bare ikke meget væsen af sig som film. Både visuelt og fortællemæssigt er den skrabet ned til the bare minimum, og selvom der er smukke billeder, hvor Shelly i fuld dansekostume kigger ud over Las Vegas, danser den om den varme grød. Udover en vag sammenklipning mod slutningen ser vi aldrig danserne i aktion.

Det kan der jo være en pointe i – hvad der er et spektakel for omverdenen, er ikke noget særligt for dem. Jeg sad bare lidt og ventede på, at der skulle ske noget.

Når man er sådan indstillet, går man naturligvis forgæves i slice of life-genren, som denne film tilhører, og som tydeligt slægter sig på en anden instruktør i Coppola-dynastiet, nemlig Sofia Coppola, der med film som ’Somewhere’ og ’Lost in Translation’ har gjort denne type film til et varemærke.

Der er en del scener, hvor Anderson kigger lidt poetisk ud i luften på en tom parkeringsplads eller sidder alene i sit omklædningsrum.

Det kræver en stærk følelsesmæssig kerne, hvis det skal fungere, og den er der kun glimtvis i ’The Last Showgirl’.

Måske til dels fordi det er svært at ignorere den metafortælling, som Pamela Andersons karriere tager med til filmen. For hun spiller trods alt en danser, der sætter sin krop i fokus, og som evalueres ud fra sin sexappeal. Men det er en rolle, hvor hun hele tiden skal forsvare sig selv. Hun var nok lækker engang, men hendes værdi er faldet siden, lyder det fra en caster (Jason Schwartzman med smørhår).

Hårdest, men også lidt uforståeligt, lyder det fra hendes datter, som er i gang med at studere til fotograf, at moren jo bare er en topløs bagdanser, hvorfor nedværdiger hun sig til det?

Burde datteren, som aspirerende kunstner, ikke have lagt sine småborgerlige værdier fra sig og se det, som hvad det er: en performance?

’The Last Showgirl’ kan ses som en skildring af, hvordan kvinder devalueres med alderen, men jeg ærgrer mig lidt over, at det skal være Andersons comeback. At hun skal tage forsvaret for sig selv og sin seksualitet helt med ind i fiktionen, at der ikke var en rolle til hende med lidt mere humor og sprælskhed, at hun skal stå foran en caster og tigge og bede ham om at se, at hun stadig er lækker.

Hvad hvis hun bare fik lov til at være det?

---

Kort sagt:
Pamela Andersons comeback-rolle som showdanser i Las Vegas er interessant som endnu et indslag om, hvordan kvinder mister værdi, når de ikke længere er unge og smukke. Men i filmens kedelige passager sad jeg og drømte om, at Anderson ikke havde fået en rolle, hvor hun skulle tigge og bede om at blive taget alvorligt, men faktisk bare blev det.