Alle elsker Timothée Chalamet. Også den ellers sjældnet smilende Bob Dylan, der er ellevild med Hollywood-stjernens præstation i snarligt James Mangolds Oscar-nominerede og snart biografaktuelle ‘A Complete Unknown’. Helt selvom han ikke har set den.
»(…) Timmy er en fantastisk skuespiller, så jeg er sikker på, at han kommer til at være fuldstændig troværdig som mig. Eller en yngre version af mig. Eller en anden version af mig«, skrev legenden på X.
Det samme gælder et andet amerikansk rockikon, Bruce Springsteen, der gav sin ungdoms filmiske arvtager, Jeremy Allen White, en krammer under optagelserne af ‘Deliver Me from Nowhere’.
»Jeg vidste, at han var den rigtige efter at have set ham i ‘The Bear’. Han har en indre kerne, samtidig med at han har lidt swagger«, lød hans ord om castingen.
Da Elton John så ‘Rocketman’-skuespiller Taron Egertons præstation som ham, var det som at se sig selv i spejlet. Og »alt ved det var ekstraordinært«, sagde han ifølge Indiewire.
Og det er da egentlig meget dejligt, at de store ikoner er tilfredse. Eller hvad? Mange vil nok argumentere for, at biopics er for fans, så det vigtigste ved dem derfor er, at filmene og serierne om dem ærer og hylder deres berømte subjekter.
Biopic-genren er dog ofte blockbuster-foretagender med potentiale til enorme billetsalg og seertal. Og i grænselandet mellem kunst og kommercialitet og fans og kritikere, er der altid en synlig forhandling af, hvilken historie der skal fortælles, hvem der skal fortælle den, og hvor sand den kan være.
Ofte går der en lige linje mellem kommerciel succes og opbakning fra kunstneren selv eller deres efterkommere. De fleste af tidens største biopics er i lommen på dem de handler om.
Men der er også de skildringer, som går deres helt egne veje. Nogle gange i en sådan grad, at de vækker raseri og sårede følelser hos deres virkelige hovedpersoner. Og i mange af tilfældene kommer det værkerne til gode, selvom mange af dem udfordrer spørgsmålet om ejerskab over egne erfaringer – på godt og ondt.
Gennem filmhistorien har mange stjerner følt sig trådt over tæerne. Den amerikanske politiker Sarah Palin kaldte Julianne Moores portræt af hende i HBO’s tv-film ‘Game Change’ for løgnagtig Barack Obama-propaganda. Nina Simones efterladte fordømte Zoë Saldanas (blackfacede) version af sangeren i ‘Nina’, og Ike Turner var sjovt nok ikke så vild med, hvordan han tog sig ud (som en voldelig husbond) i den kritikerroste Tina Turner-film ‘What’s Love Got to Do with It’ fra 1993.
Vi har dog fundet fem nyere eksempler på biografiske film- og serieskildringer, der blev en sten i skoen på deres virkelige stjerner.
1. Falske, klasseløse ‘The Apprentice’
Siden premieren på ‘The Apprentice’ er dens hovedperson Donald Trump blevet valgt som præsident i USA. Og instruktøren Ali Abbasi bliver næppe en de tre deklarerede Hollywood-disciple, Trump har udvalgt til at være hans ambassadører i filmbyen.
I filmen får vi historien om magtmogulens (spillet af Oscar-nominerede Sebastian Stan) vej fra usikker søn af en strid bolighaj til den skruppeløse forretningsmand og politiker, han kendes som i dag. Hvilket især skyldes en benhård modus operandi, han lærer fra højrefløjsadvokaten Roy Cohn (Oscar-nominerede Jeremy Strong).
Præsidenten sagsøgte holdet bag allerede inden premieren for »ondsindet æreskrænkelse«, og »falske påstande« da man blandt andet ser ham voldtage sin ekskone Ivana, hvilket han benægter at have gjort.
»En FALSK og KLASSELØS film skrevet om mig, der hedder ‘The Apprentice’ (har de overhovedet retten til at bruge det navn uden tilladelse?), vil forhåbentlig “bombe” (slå fejl ved billetkontoret, red.). Det er et billigt, æreskrænkende og politisk afskyeligt økseangreb, der er sendt ud lige inden præsidentvalget i 2024 i forsøg på at skade den største politiske bevægelse i vores lands historie«, lød hans anmeldelse blandt andet på Truth Social, selvom han ikke havde set den.
Trump kaldte her også filmens hold for »menneskeligt affald«.
Er Donald Trump også bare et menneske? Ejer han sin historie? Det kan man overveje, når man har set ‘The Apprentice’. Men uanet hvor meget han selv hader filmen, får man faktisk en dybere forståelse af, hvordan Trump er blevet, den han er i dag. Den tegner ham ingenlunde som et sympatisk menneske, men i det mindste som et… menneske.
2. ‘Pam & Tommy’s dobbeltmoral
Fornøjelsen over serien ‘Pam & Tommy’s både opfindsomme, underholdende og til dels vigtige portræt af Pamela Anderson og Mötley Crüe-sangeren Tommy Lees turbulente forhold og dertilhørende sextape-skandale var kort.
Det var ellers lækkert lavet, smart fortalt og en relevant revision af 90’ernes udskamning af Pamela Anderson på baggrund af en privat video, der var blevet stjålet fra hendes hus og offentliggjort uden tilladelse.
Men smilet stivnede hurtigt, da det kort efter premieren viste sig, at serieskaber Robert Siegel nok havde lavet en skarp serie om mediernes overgreb på ‘Baywatch’-stjernen, men havde gjort det uden hovedpersonens godkendelse. Selvom det ikke altid gavner kunsten, at have den virkelige hovedperson over skulderen, må det i ‘Pam & Tommy’s tilfælde siges at være dobbeltmoral af allerøverste skuffe.
Der gik længe før, Anderson reagerede på serien, men da hun gjorde var hun ikke glad. Serieskaberne kaldte hun »røvhuller« i et interview med Variety et år efter premieren, hvor hun brugte ordet »halloweenkostume« om de ellers ret overbevisende forvandlinger af Lily James og Sebastian Stan.
Anderson havde formentlig ret til at være endnu grovere. Men hun lagde vægt på ikke at kritisere Lily James personligt, der spillede hende i genopførslen af et af hendes livs største traumer. Hun var bare såret.
»Jeg tror det er svært at spille nogen, når du ikke kender hele billedet. Jeg har ikke noget imod Lily James. Jeg synes, hun er en smuk pige, og hun gjorde bare arbejdet. Men ideen om, at det hele skete, var bare virkelig knusende for mig«, fortalte hun.
3. ‘Priscilla’s grooming-vinkel
Instruktør Sofia Coppola præsenterede med ‘Priscilla’ fra 2023 en antitese til Baz Luhrmanns opsigtsvækkende biopic ‘Elvis’. Og det var med fuld opbakning fra Priscilla Presley selv, der lagde navn og historie til filmen. Hun kaldte hovedrolleindehaver Cailee Spaenys portræt af hende for en »stor præstation« hos Today.
Men kvaliteten ved ‘Priscilla’ var også det, der gjorde den til et stridspunkt for andre medlemmer af Presley-familien. I modsætning til en traditionel biopic, interesserer den sig nemlig mest for sin egen historie og ikke så meget for virkelighedens præmisser.
I Coppolas ulykkelige eventyrversion af stjerneparret var det især billedet af husbonden Elvis, der døde i 1977, som blev upopulært hos efterkommerne. Og det forstår man delvist godt. For ‘Priscilla’ bygger sin fortælling op omkring aldersforskellen mellem rockstjernen og teenagepigen, som mødte hinanden, da hun var 14 år og han 24.
Jacob Elordis Elvis er ikke bare over små to meter høj, men også en ubehagelig overmagt i forholdet til den bogstaveligt lillebitte Priscilla (Cailee Spaeny er 1,55 meter).‘Priscilla’ ser i den grad Elvis Presley gennem en grooming-linse.
Rockikonet kunne af åbenlyse årsager ikke selv kritisere skildringen, men det gjorde hans datter Lisa Marie Presley til gengæld, inden hun selv døde før, filmen om hendes mor og far fik premiere.
»Min far kan kun opfattes som et seksuelt rovdyr og manipulerende. Som hans datter læser jeg ikke dette og ser noget af min far i denne karakter. Jeg læser ikke det her og ser min mors blik på min far. Jeg læser det her og ser dit chokerende hævngerrige og foragtende perspektiv, og jeg forstår ikke hvorfor?«, skrev hun i en mail til instruktør Sofia Coppola.
4. ‘The Social Network’ sårede
For nylig fortalte Jesse Eisenberg BBC, at han ikke ønsker at blive associeret med Mark Zuckerberg overhovedet. Den i forvejen rimelig upopulære Facebook-grundlægger, der efter sin Donald Trump-charmeoffensiv, er nemlig blevet endnu mere politisk giftig i 2025.
Engang var det dog primært omvendt. Mark Zuckerberg ville nemlig ikke have noget at gøre med skuespillerens skildring af ham i David Finchers ‘The Social Network’.
I 2010 hvor filmen fik premiere herskede der ingen tvivl om, at det negative portræt (som forudså techgiganterne som fremtidens skurke!) ikke var flatterende. Selvom den da 25-årige multimillionær ikke svinede filmen til, mente han ikke, den havde noget med virkeligheden at gøre.
»(…) Dybest set er vinklen, at hele grunden til at lave Facebook var, fordi jeg ville score pige eller ville ind på klubber. De (filmens skabere, red.) kan bare ikke forstå ideen om, at nogen muligvis bygger noget, fordi de kan lide at bygge ting«, sagde han dengang (via The Guardian).
Mark Zuckerberg var til gengæld tilfreds med den nidkærhed, der var lagt i kostumerne: »Hver eneste trøje og fleece de har i den film, er faktisk en trøje eller en fleece, som jeg ejer«.
I 2014 udtalte han sig igen ved et Facebook-pressemøde, at instruktøren og manuskriptforfatteren Aaron Sorkin »fandt på en masse ting, som jeg fandt ret sårende«.
‘The Social Network’ står med 15 år på bagen stadig som et skarpt varsel om Zuckerbergs magthåndtering. Men det bliver næppe den sidste film, der laves om techmogulen, hvis historie siden er blevet en kongreshøring og et tåkrummende møde med Donald Trump rigere. Og et mere solbrændt surferlook, som muligvis giver plads til en arvtager til Eisenberg.
5. Menendez-brødrene vs. ‘Monster’
Da Ryan Murphy sidste år forvandlede 90’ernes grumme mordsag om Menendez-brødrene til Netflix-underholdning, vakte det harme hos den ene af de to morddømte brødre, der sidder i fængsel for at have slået begge deres forældre ihjel.
Serien har ellers to dimensioner. I den ene fremstilles brødrene som infantile idioter, måske endda med et småincestuøst øje til hinanden, der vil dræbe deres irriterende forældre og tage deres penge. I den anden er de ødelagte mennesker, der begår mordene som reaktion på et helt liv med seksuelt misbrug fra deres far og ignorance fra moren.
Menendez-brødrene har afsonet en livstidsdom i fængslet siden 1996, hvor de næppe har adgang til Netflix. Det hindrede dem dog ikke i at have en holdning til Murphys fortælling alligevel. Som de mente underminerede deres vidneforklaring om, at mordene blev begået som følge af farens overgreb på dem.
»Jeg kan kun tro, at det blev gjort med vilje. Det er med et tungt hjerte, jeg siger, at jeg ikke tror, Ryan Murphy kan være så naiv og unøjagtig med hensyn til fakta i vores liv, at han gør dette uden slette hensigter«, lød udtalelsen fra den fængslede Erik Menendez via hans kone Tammi på X.
Ryan Murphy havde ikke meget tilovers for de virkelige Menendez-brødres kritik. Tværtimod mente han, at de burde takke ham for at minde folk om deres historie.
»Menendez-brødrene burde sende mig blomster. De har ikke fået så meget opmærksomhed i 30 år. Og det har fanget ikke bare dette lands opmærksomhed, men overalt i verden. Interesse i deres liv og i sagen er nærmest ved at flyde over. Jeg ved med sikkerhed, at mange mennesker har tilbudt at hjælpe dem på grund af interessen i min serie, og det vi gjorde«, udtalte seriemogulen til The Hollywood Reporter.
Som akkompagnement til Netflix’ dramaserie om Menendez-brødrene producerede streamingtjenesten også dokumentaren ‘The Menendez Brothers’, der til gengæld blev til med velsignelse fra de morddømte brødres familie.