’Elio’: Kun Pixar kan få mig til at græde over en buttet rumsnegl
Pixars nyeste film passer umanerligt godt til tiden.
’Elio’ tapper nemlig direkte ind i den heftige ufo-feber, som er blusset op til hidtil usete højder i USA og resten verden (herhjemme repræsenteret af Frederik Dirks Gottliebs fremragende podcast ’Flyvende tallerken’), siden selveste Pentagon i 2020 offentliggjorte videoer med uidentificerede flyvende objekter spottet på amerikansk jord.
Den titulære, 12-årige hovedperson i filmen er også besat af den smittende søgen efter liv i rummet. Hans ufo-begejstring kommer dog med en tragisk, emotionel krog, som giver det sjove, actionfyldte sci-fi-eventyr et ekstra, alvorsfuldt lag.
For Elio føler sig alene. Siden begge hans forældre døde, har han boet hos sin tante Olga, som arbejder på en militær rumbase. Olga er velmenende, men ikke vant til børneopdragelse, og Elio føler sig som en uønsket byrde – ikke mindst fordi tanten har droppet sin lovende karrieredrøm om at blive astronaut for at tage sig af nevøen.
Den ensomme, sorgramte og venneløse dreng længes efter et sted at høre til, hvor han ikke føler sig forkert. Og da rumbasen opfanger en mystisk besked fra rummet, ser Elio det som en oplagt mulighed. »RUMVÆSNER! BORTFØR MIG!!!«, skriver han med komisk desperation i sandet på den lokale strand, hvor han lægger sig klar til at blive suget op af aliens.
Det lykkes selvfølgelig. Den begejstrede menneskedreng møder en blød og fluffy science fiction-verden spækket med spøjse rumvæsner, som agerer høflige og fredfyldte ambassadører på en central for vidensudveksling ved navn Kommuniverset. De tror fejlagtigt, at Elio er Jordens leder, og han spiller med på misforståelsen.
Det kommer til at bide ham i røven, da han får til opgave at forhandle med den voldsparate, krabbelignende blodfyrste Lord Grigon, der minder en del om Waternoose fra Pixar-klassikeren ’Monsters, Inc.’. Mens Elio forsøger at afværge Kommuniversets ødelæggelse, finder han dog også en elskelig og hjælpsom ven i Grigons unge søn Glordon – en buttet, nuttet og uskyldsren snegl uden øjne.
’Elio’ er instrueret af debutant Madeline Sharafian samt Oscar-vinderne Adrian Molina (’Coco’) og Domee Shi (’Turning Red’, ’Bao’). Det er ikke en high concept-film som nogle af Pixars mest ikoniske værker, og man kan måske kritisere den for at minde lidt om ’Lilo & Stitch’ (hvis liveaction-remake, den sjovt nok deler biografer med).
Men det tager ikke noget fra, at dette nye rumeventyr er en ovenud charmerende, hyggelig, underholdende og vedkommende oplevelse – og længder bedre end 2022-fuseren ’Lightyear’.
Mens Elio har travlt med de dynamiske sci-fi-strabadser, vender han en gang imellem blikket tilbage mod Jorden med triste øjne. En Elio-klon af kosmisk ler sørger for, at ingen på hjemplaneten nærer mistanke om hans fravær, og det ser faktisk ud til, at Olga kommer bedre ud af det med klonen end med sin virkelige nevø.
Små stik af dårligt selvværd og melankoli influerer således den ellers farverige fortælling. Det betyder, at den spektakulære rejse også bliver mere og mere rørende, jo længere ind i filmen vi kommer.
Pixar har som bekendt en særlig evne til at tiltrække både børn og voksne, fordi det anerkendte animationsstudies til tider fjollede universer typisk rammer nogle dybt seriøse følelser og dilemmaer, som alle kan genkende.
Det præsterer de også i høj grad med ’Elio’. Som publikum ønsker man så inderligt, at Elio og den nye bedsteven Glordon oplever al den kærlighed, som de kære børn fortjener. Og da de endelig overvinder usikkerhed og mindreværd i en hjertevarm forløsning, er det svært at holde øjnene tårefri.
Det er kun Pixar, der kan få mig til at græde over en rumsnegl.
Kort sagt:
Pixars nyeste film er måske ikke voldsomt original, men det tager ikke noget fra ’Elio’s farverige, underholdende og oprigtigt rørende rumfortælling om sorg og ensomhed.