’Dexter: Resurrection’: Dexter genopstår som en overraskende god guilty pleasure
Det giver ærlig talt meget lidt mening.
For godt 20 år siden rullede ’Dexter’ over tv-skærmene. Serien fulgte Dexter Morgan, en retsmediciner i det fugtige Florida med et lidt uortodokst bijob som seriemorder, der kun dræbte andre seriemordere.
For at sætte tiden bare lidt i perspektiv var George W. Bush præsident, Apple havde endnu ikke opfundet iPhonen, og Miley Cyrus gemte sig stadig godt bag Hannah Montanas uskyldige paryk.
Serien blev et kæmpehit og var med til at gøre seriemorderen til en af de mest elskværdige antihelte i serieland: datidens Walter White og kronprinsen til Tony Soprano.
Alligevel sluttede det hele i en tåget blanding af søskendeforbudt romance (de var papsøskende, men stadig super weird) og Dexter, som slutter sine seriemorderdage for at blive skovhugger i Oregon. Fans foragtede slutningen på den otte sæsoner lange serie.
I 2021 efter den fanforhadte finale forsøgte man at genoplive fortællingen i ’Dexter: New Blood’. Her fik Dexters egen søn lov til at lukke skovhugger-fortællingen med et skud lige i hjertet i en slutning, som fansene også hadede (personligt synes jeg, det var en ret værdig afrunding på serien).
Og nu forsøger man sig så igen med at give Michael C. Halls seriemorder hjertemassage med en ny serie, der bærer den passende titel ’Dexter: Resurrection’.
Giver det mening?
Ja, faktisk! For ’Dexter: Resurrection’ er god. Overraskende god.
Efter sønnen Harrison skød Dexter i ’New Blood’ vågner seriemorderen op efter en flere uger lang koma. Hvordan han overlevede, behøver vi ikke tænke over. Noget med kulden, der har stoppet blodet. Og måske ramte kuglen ikke helt hjertet. Hvem ved – i hvert fald ikke serien.
Og hvordan slipper han ud af, at kæresten fra ’New Blood’ faktisk semi-opdagede, at han var seriemorder? Det accepterede hun bare, og så skriver showrunner Clyde Phillips hende ud af fortællingen. Det er heller ikke så vigtigt for seriens handling. Videre.
For sønnen Harrison – som stadig tror, at han har dræbt sin far – har fået job på et hotel i New York City og kommer ud for et mindre … uheld med en hotelgæst.
Derfor tager Dexter til New York, møder en godtroende, sympatisk og ukueligt optimistisk haitiansk UrCar-chauffør (copyright friendly Uber), dropper sit Oregon-skovhuggerjob for at blive New York-chauffør og indtager Manhatten. Han er en mere menneskelig udgave af Jason Voorhees fra ’Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhatten’, der nærmest snubler over blodtørstige typer, der skal pakkes ind husholdningsfilm og stikkes lige i solar plexus.
Og nårh ja. Så er den tidligere kollega, Miami-politimanden Angel Batista (David Zayas), på sporet af Dexter, alt imens vores hovedperson vikles ind i et netværk af nye karakterer, blandt andre en seriemorder-entusiast (Peter Dinklage) og hans hårdtslående fixer (Uma Thurman). Og mange flere.
Det hele lyder plat. Og helt ærligt, det er det også. Men det er paradoksalt nok netop derfor, serien fungerer. ’Dexter: Resurrection’ omfavner, hvad ’Dexter’ egentligt altid har været inderst inde: en små-trashy guilty pleasure.
Serien leverer pinligt underholdende needle drops, der transporterer mig tilbage til teenageværelset og den musik, jeg spillede, da jeg forsøgte at fremstå edgy i folkeskolen. Præcis i den periode, hvor Dexter havde sin storhedstid. Samtidig besidder serien jokes præget af så kvart-i-boomer-humor, at man næsten ruller med øjnene, med små stereotypiske stikpiller mod veganisme og andet pikant, halvsindigt pjat, der både irriterer og underholder gevaldigt.
Ikke desto mindre fungerer ’Dexter’ stadig som koncept: En seriemorder, der følger sit strengt moralske kodeks og lader sin dark passenger styre jagten på andre seriemordere, alt imens han kommenterer sine handlinger i sine karakteristiske indre monologer. Stadig møgfedt.
Særligt fordi serien faktisk stadig, selv årtier efter vi først stiftede bekendtskab med Dexter, gør ham interessant. Han er den samme mand, men verden omkring ham har ændret sig radikalt.
Og ganske overraskende finder ’Dexter: Resurrection’ kroge af konceptet, som ikke er blevet udforsket.
Serien bevæger sig i overraskende og underholdende retninger og udfolder en mørk, ’John Wick’-agtig underverden, befolket af cameos og nye, fascinerende karakterer, der kaster både Dexter og seeren ind i komplekse konflikter og nuancerede relationer. Resultatet er en forfriskende energi, der ikke alene hylder seriens karakteristiske mørke humor og evne til at fastholde spændingen, men også genopdager dens status som en salig fornøjelse, man slet ikke vidste, man havde savnet.
Mest af alt er det befriende at se en serie, der ved, at det bare er en serie. For sandheden er, at det rigtige serie-mord sker, når serier, der ikke burde tage sig selv seriøst, alligevel tager sig selv alt for højtideligt.
Forfatteren bag ’Dexter: Resurrection’ ved, hvad han har i hænderne, og det er præcis derfor, den fungerer.
Kort sagt:
Genoplivningen af ’Dexter’ er trashy på den helt rigtige måde: fyldt med boomer-humor, dårlige needle drops og cameos, du ikke vidste, du havde brug for. En god gammeldags guilty pleasure.