’Troll 2’: Jeg krydser fingre for, at Netflix’ norske monstereventyr slutter her
FILM. Som dansk sucker for kaijufilm mærkede jeg et stik af fædrelandsjalousi i maven, da Netflix i 2022 gav Roar Uthaug mulighed for at lave en norsk pendant til film som ’Godzilla’ og ’King Kong’ i form af den generelt vellykkede ’Troll’.
For mens vi herhjemme fortvivlet har måttet kaste vores (ironiske) kærlighed efter den katastrofale B-film ’Reptilicus’, fik Norge mulighed for at realisere en fuldfed CGI-trold på 50 meter, der i Uthaugs film traskede rundt og ødelagde Oslo.
Heldige asener.
Men trods et prædikat som nordens største produktion nogensinde og tilføjelsen af endnu flere trolde, er der ikke meget at være jaloux på i denne fantasiforladte og ganske tandløse efterfølger.
’Troll 2’ (nej, nej, ikke den…!) følger atter palæontologen Nora Tidemann, der er gået i sine fars troldebesatte fodspor og har kastet sig over historien og videnskaben bag de mytologiske væsener.
Hun bliver en dag kontaktet af den tidligere rådgiver for Norges statsminister, Andreas Isaksen, der nu arbejder for det hemmelige statsprojekt ved navn Jotun, der i al hemmelighed har opdaget og tilfangetaget en såkaldt megatrold, som Nora skal hjælpe med at undersøge.
Megatrolden bryder naturligvis fri af sit fangenskab kort tid efter, og i et lidt knottent humør sætter han kurs mod Trondheim – hjemstedet for Kong Olavs gravsten aka manden, der var med til at fordrive troldene med selveste kristendommen som våben.
Sammen med Isaksen og Kaptajn Major Kris (hans nye militærrang er filmens største karakterudvikling) må Nora forsøge at stoppe endnu en trold fra at destruere en norsk købstad – denne gang med hjælp fra en uventet kant i form af en venlig én af slagsen.
Et af denne sequels mest åbenlyse problemer er de menneskelige karakterer. Det er egentlig meget normalt i mainstream monsterfilm, at de er papirtynde, men problemet er, at de fylder alt for meget i forhold til troldene og den glimtvise, imponerende action. Og lige meget hvor mange gange Uthaug insisterer på, at vi skal føle, grine eller græde med Kris, Isaksen og Nora, er de for overfladiske til, at man orker dem.
Efterfølgeren er generelt endnu mere uoriginal end etteren. Man fornemmer, at især ’Kong: Skull Island’ og ’Godzilla V. Kong’ har været forbilleder, her forvaltet uden den samme energi som i flere af MonsterVerse-filmene.
For at gøre ondt værre lader det også til, at Uthaug pludselig vil revanchere sin mislykkede ’Tomb Raider’-film, og derfor går Nora i løbet af filmen fra at være palæontolog til troldehvisker til halvhjertet Lara Croft.
Trods et par vellykkede actionsekvenser, der blandt andet involverer megatrolden, som gumler et par forskrækkede gæster fra et skihoteldiskotek i sig, lykkes ’Troll 2’ aldrig rigtigt med at skille sig ud i mængden af monsterfilm.
I stedet fremstår den som en skrabet og lidt identitetsforvirret kopi af de internationale inspirationskilder – frarøvet den nordiske kant og grit, der kunne have gjort filmen mindeværdig.
Der lægges op til flere efterfølgere – måske endda en hel franchise – i en bovlam mid-credit-scene, men jeg krydser fingre for, at vi har set det sidste til Roar Uthaugs kedelige kaijufilm.
Kort sagt:
Trods endnu flere kæmpetrolde og en ny totalsmadret norsk by er anden ombæring af Roar Uthaugs tamme monsterfilm stort set udsultet for kreativitet, gnist og underholdningsværdi.