‘Good Boy’: Hunden i hypet gyser udtrykker sig helt fænomenalt
FILM. Hunden har det sjældent nemt i gyserregi.
De trofaste væsner er ofte den gale morders første offer på økseblokken. Eller også vendes deres rolle som menneskets bedste ven på hovedet, så de går i flæsket på deres ejere i stedet.
For alle os med galoperende hundetække er der derfor gode nyheder at hente i Ben Leonbergs gyser ’Good Boy’, der gik sin sejrsgang på internationale filmfestivaler sidste år, og som nu er streamingaktuel herhjemme.
Kameraet følger Indy, en kærlig Nova Scotia Duck Colling Retriever, som flytter langt ud i skoven med sin far Todd. Den bistre eneboer ignorerer søsterens og de lokales advarsler om, at andet end egern og markmus hjemsøger den gamle familiehytte, og mens han hoster og hakker blod op, begynder Indy at se lange skygger i hjørnerne og klistrede skeletfangearme fra mørket.
Det er en kendt regel blandt filmfolk, at man så vidt muligt bør vige uden om at skulle instruere dyr og børn, og det er derfor også noget af en mundfuld at lade hunden Indy være omdrejningspunktet for hele fortællingen.
Så meget desto mere imponerende er det, at Leonberg ikke har sprunget over, hvor gærdet er lavest ved at menneskeliggøre Indy gennem CGI-mundbevægelser, en voiceover eller instruktionen af dyret.
I stedet er hunden styret af sine dyriske drifter og sit skarpe sanseapparat, der giver ham adgang til en verden, som eksisterer uden for hans fatteevne. Leonberg lader kløgtigt kameraet klippe fra hundens ansigt til det uigennemtrængelige mørke, så tilskueren kan drage sine egne konklusioner.
Indys præstation er dog langt fra en blank tavle, og selvom han ikke kan kommunikere, udtrykker hunden sig fænomenalt, når han forsigtigt går på opdagelse i husets mange kringelkroge. Han kigger nervøst ned ad husets trappesats med sine kloge bedrøvede øjne, springer modigt i aktion, når Todd har mest brug for ham, og kryber jammerligt sammen under sengen, da det ukendte går til angreb.
Det giver ’Good Boy’ et naturalistisk islæt, som gør det hjemsøgte hus så meget desto mere effektivt. Hunde er måske kloge, empatiske væsner, men de kan ikke forstå dødens uigenkaldelige natur. Det skærer i hjertet at opleve Indys tiltagende oprørte gemyt, når Todd glider ud ad poterne på ham.
’Good Boy’ havde næppe fungeret, hvis Indy var en lille dreng og ikke et dyr. Især hen imod slutningen begynder filmens simplistiske præmis at forekomme lidt tyndslidt trods den korte spilletid. Og det lille budget mærkes i designet af de kedsommelige mumiemænd, som fungerer bedst, når de skulker rundt i mørket i stedet for at hoppe frem i lys lue.
Men hvis pengene er brændt af på godbidder til Indy, er det svært at klandre filmskaberne. For han er så god en dreng. Ja han er nemlig, ja han er, den bedste dreng.
Kort sagt:
Hunden Indy er vidunderligt instrueret i højkonceptsgyser om sorg og tab set fra dyrets snudeskaft.